Det er Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, der i samarbejde med Borgens Forlag udsender videnskabelige og grundigt kommenterede udgaver af en række af den danske litteraturs hovedværker i serien Danske klassikere. Nexø har allerede nydt æren en gang før - det var med den, i mangel af et mere træffende ord, lidenskabelige skildring fra det revolutionære Spanien Soldage, baseret på hans rejser til syden i 1894-96 og 1902-03. Den udkom sidstnævnte år - inden han for alvor gennembrød lydmuren med hovedværket Pelle Erobreren, der banede vejen for hans verdensberømmelse som en af den socialistiske arbejderklasses første og fineste skildrere.

Nu er turen kommet til de fire bind erindringer, han udgav i årene ’32-39, allerede som gammel mand, selv om hans skaberevne holdt sig usvækket til hans død i 1954, og det rasende opgør med Socialdemokratiet i krigsværket Breve til en landsmand og i romanerne Morten hin Røde, Den fortabte generation og Jeanette lå endnu foran ham.

Erindringerne opnåede straks status som et nyt hovedværk. Bortset fra dets ubestridelige kvalitet som en mesterlig beskrivelse af en proletarunges barndom og tidlige ungdom og kampen for at komme op i lyset, skyldes den samtidige anerkendelse utvivlsomt, at den historie allerede havde sejret og ikke længere var kontroversiel. Endnu et bevis på, at svanen alligevel slår sig igennem.

Det er kommunisten Nexø, den voksne og bevidste revolutionære, borgerskabet og dets litterære agenter ikke kunne affinde sig med.

Det kan de stadigvæk ikke. En norsk ‘forsker’ har udsendt et skrift, der gør ham til kulturradikal og apostel for seksuel frigørelse. Og dr. Henrik Yde, der har stået for udgivelse og kommentarerne af begge Nexø-værkerne i klassikerserien og har disputeret om ‘det grundtvigske i Martin Andersen Nexøs liv’, kan ikke dy sig for at påstå, at Nexø aldrig slap sin kristentro fra barndommen og højskolerne. Det er selvfølgelig populært.

Men hvem læser egentlig Nexø, spørger anmelderen Steen Klitgård Povlsen i litteraturtidsskriftet Standart: ‘Jeg kunne ikke selv finde på at læse Nexø, hvis jeg ikke lige skulle anmelde ham, og jeg kender ingen, der gør det.’ Nexø er en klassiker, må han alligevel indrømme - ‘men en besværlig klassiker. Det er ligesom han venter på at få den læsedrejning, der kan gøre ham moderne. Det der med at han vil være en religiøs kommunistisk messias i kommunistisk forklædning, kan mest fylde en med medlidenhed. Og det kan han jo ikke rigtig være tjent med.’

Men egentlig har Nexø aldrig været ‘moderne’. Heller ikke, da han levede. Klitgård Povlsens forgængere var også ude af stand til at finde det moderne i ham. Til gengæld var han der, monumental og uafrystelig. Så fik han klassikerstatus - selv om han egentlig også passer meget dårligt til videnskabeligt kommenterede udgaver fulde af flittige forskerdetaljer. De, der som Klitgård Povlsen med venner ikke gider læser ham, går kun glip af noget, som de alligevel ikke kunne bruge til noget som helst. Dem om det!