Den klassiske marxistiske definition på en nation lyder således:

‘En nation er et stabilt fællesskab af mennesker, som er opstået historisk og er dannet på grundlag af fælles sprog, territorium, økonomisk liv og psykisk egenart, som kommer til udtryk i en fælles kultur.’ (J.V. Stalin, 1913).

I denne forstand udgør Færøerne utvivlsomt og ubestrideligt en nation. Visselig en lille nation - men stor eller lille er (heldigvis) ikke afgørende, heller ikke i folkeretlig forstand. Og fordi Færøerne er en nation, besidder de også en nations fulde rettigheder, hvoraf den vigtigste er den nationale selvbestemmelsesret. National selvbestemmelsesret betyder retten for den pågældende nation (for dets folk) til at afgøre, om den vil være forbundet med en anden (eller andre) nationer i et statsfællesskab - og den betyder også retten til løsrivelse fra en anden nation eller statsdannelse.

Under 2. verdenskrig var Færøerne besat af briterne - men styrede i praksis sig selv. Island benyttede sig af krigen til at proklamere sin uafhængighed.

I 1946 gav en folkeafstemning på Færøerne flertal for uafhængighed, for løsrivelse - men det danske folketing forkastede i åbenlys modstrid med folkeretten resultatet af afstemningen! Færøerne fik ikke lov til at blive uafhængige, men blev sammen med Danmark tvunget med ind i NATO, som under den kolde krig etablerede store, hemmelige militæranlæg dér.

I dag er der ingen i Danmark, der vover at bestride, at Færøerne er en nation, og at det færøske folk har ret til at frigøre sig fra det danske statsfællesskab. Sådan er det officielle Danmarks holdning, og den kan ikke være anderledes. Officielt da. Uofficielt søger det på mange måder at få den plan om en ‘suverænitetstraktat’ til at bryde sammen, som den færøske lagmand, den konservative Anfinn Kallsberg, fremlagde for den danske statsminister i midten af marts.

Denne plan er blevet fremstillet som en plan for fuldstændig løsrivelse - men forudsætter en færøsk forbliven i et rigsfællesskab med Danmark. Anfinn Kallsberg sammenligner den - ikke med urette - snarere med den aftale, som var gældende mellem Island og Danmark fra 1918 til 1944. En associeret statsaftale. Men den betyder en reel færøsk statsdannelse - og muligheden for, at Færøerne selv kan bestemme over alle færøske forhold, og ikke Danmark. Under den nuværende ‘hjemmestyreordning’ bestemmer Danmark over udenrigs- og forsvarspolitik, pengepolitik samt politi og retsvæsen. Færøerne ønsker en langsigtet økonomisk overgangsordning i forbindelse med opbygningen af en selvstændig økonomi. I dag udgør de danske bloktilskud en tredjedel af det samlede færøske budget - og bidrager til finansieringen af det færøske sygehusvæsen, social- og uddannelsesvæsen. Nyrups brutale udmelding om afvikling af bloktilskuddet på 3-4 år er ikke bare urimelig, men også et forsøg på at bremse de ny uafhængighedsbestræbelser og puste til modsætningerne på øerne, hvor de to af lagtingets tre partier, Socialdemokratiet og Sambandspartiet (svarende til det danske Venstre) vender sig imod suverænitetstraktaten. Befolkningen ser ud til at være delt, som i ’46 med et snævert flertal for uafhængighed.

Det betyder også, at det herskende færøske borgerskab er splittet. Uafhængigheden støttes i høj grad af arbejderne, fiskerne og den almindelige befolkning, der har svært ved at se nogen fremtid i, hvad Danmark tilbyder: den europæiske unionsvej. Det er ikke mindst Danmark, der skiller sig fra Færøerne. Uafhængigshedsviljen blev også styrket af den naturlige harme over Den Danske Banks statshjulpne udplyndring af øerne for milliarder af kroner i forbindelse med Færøbankskandalen.

Et gedigent røveri fra dansk side, der bærer mindelser om tidligere kolonial udplyndring - selvom den danske stat tegner et billede af sig selv i Danmark og på Færøerne som en velvillig onkel, der hele tiden spytter i kassen til uansvarlige færinger. Sådan forholder det sig ikke - langtfra.

Ønsker færingerne uafhængighed, skal de støttes deri. Selvfølgelig da!