Sådan får vi et NEJ
den 28. September

Kampen op til folkeafstemningen er i fuld gang.
Hvordan kan unionsmodstanden sikre, at det bliver et NEJ?
KOMMUNISTISK POLITIK spørger Dorte Grenaa, medlem af OKTOBER’s landsledelse.

Unionsafstemningen vil stå centralt på den politiske dagsorden det kommende halve år. Unionstilhængerne har utålmodigt ventet på en dato for endnu engang at kunne omstøde et folkeligt Nej. Og modstanderne har længe vidst, at den ville komme - og også truffet deres forberedelser. Kampen om stemmerne - og om ‘Danmarks sjæl’ er i fuld gang.

På forhånd ser det igen fra modstanderside ud som Davids kamp mod Goliath. Alle odds er imod - for det er tilhængersiden, der har pengene og kontrollerer medierne. Alle kapitalens ‘pæne’ partier lægger kræfterne i for et ja. Og alle de ikke ubetydelige organisationer, de kontrollerer, lægger sig i selen for at få danskerne til om ikke at elske ØMU’en, euroen og Unionen, så i det mindste at sige ja til det hele. Dansk Industri og CO-Industri har kastet sig i armene på hinanden i en fælles eurovals, der ikke mindst skal overbevise fagbevægelsens medlemmer om, at de står til tab ved at sige Nej.

Hvordan vinder modstandersiden så?

Kommunistisk Politik har talt med Dorte Grenaa, som har været aktiv på Nej-siden i alle de hidtidige seks afstemninger siden den første i 1972.

KP: - Hvordan vinder vi afstemningen? Det er vel det der er spørgsmålet.

DG: - Det er lige præcis hvad , det drejer sig om. Det er det vigtigste spørgsmål i klassekampen lige nu. Og unionsafstemningerne er store klasseslag - der først for alvor rykker noget, først for alvor bliver spændende, når Nej-siden vinder. Og det er jo sket før.

- Først og fremmest må vi gøre os klart, hvem der objektivt set har interesse i ØMU’en og euroen og Unionen. At det er et lille mindretal af den danske befolkning. Unionen er monopolernes og bureaukraternes og Unionspolitikernes projekt. Den er konstrueret for at gavne og sikre deres interesser. Derudover støttes den af nogle grupper og lag, som er afhængige af dem: en del af den mindre kapital, dele af småborgerskabet og den øveste del af de småborgerlige mellemlag, nogle af de intellektuelle - eller sagt på en anden måde, dem hvis karriere og levebrød er afhængig af Unionsmaskineriet.. Unionens reelle sociale basis i Danmark udgør højst 20-30 procent af befolkningen. Det store flertal - arbejderklassen som helhed, det meste af ungdommen, pensionisterne, de fleste offentligt ansatte o.s.v. har overhovedet ingen objektiv interesse i Unionsprojektet. De skal bare betale og pukle for det. Det kan man ikke undgå at mærke - det er derfor skepsisen overfor Unionen er så udbredt i befolkningen - i alle dele af det såkaldte politiske spektrum. Både blandt en del af dem, der stemmer på de borgerlige partier, blandt de socialdemokratiske vælgere og på venstrefløjen.

- De mærker og føler og forstår, at Unionsprojektet ikke er noget for dem. Det er det, tilhængerne så frækt gør til "et spørgsmål om følelser", underforstået at modstanderne ikke kan tænke, men kun kan føle. At de er lunefulde og uberegnelige ‘som kvinder’. Men kvindernes - arbejderkvindernes - følelser og modvilje mod unionen udspringer af deres livserfaringer, deres følelser har intet med irrationalitet eller føleri at gøre. Og det er derfor, unionstilhængerne har god grund til at frygte dem. Vores opgave som aktive unionsmodstandere er simpelthen at få folk til at stemme efter deres egne interesser, efter deres virkelige interesser. Det er der, tilhængerne har deres store problem: De skal få folk til at stemme modsat deres interesser.

- Så svaret på spørgsmålet er: Kampen om Unionen er et klassespørgsmål. Unionsmodstanden vil vinde slaget, hvis den får mobiliseret arbejderklassen til et aktivt nej. Det vil trække en masse andre kræfter med. Nok til at opveje de formidable fordele, kapitalen og dens folk har ved enhver afstemning.

KP: - Har kommunisterne en særlig rolle i denne afstemning?

DG: - Ja, som altid. En afgørende rolle tilmed. Kommunisternes indsats kan komme til at betyde forskellen på et Ja og et Nej. Det er vigtigt, at den rammer i plet, at alle initiativer er rigtige og får tingene til at rulle.

- EU-politikkerne kan ikke længere skjule at Unionen er en politisk Union. Afstemningen kommer bare tre måneder før topmødet i Nice til december, hvor unionstraktaten i den grad vil blive udvidet, det vil de for alt i verden ikke have med i en folkeafstemning. Det skal vi ikke lade dem slippe af sted med.

Vi skal sige til arbejderne som det er. ØMU’en og euroen og Unionen betyder større udbytning, mere privatisering, mere arbejdsløshed, større konkurrence arbejderne indbyrdes, større pres mod lønnen. Og til den del af arbejderklassen, der er indvandrere, at Unionen beskytter dem ikke mod racisme og fremmedhad - den er, ved siden af alt det andet, også en fremmedfjendsk konstruktion.

- Jeg tror, det er særligt vigtigt, at kommunisternes indsats koncentrer sig i tre retninger: mod arbejderklassen som helhed, men ikke mindst mod dens underste lag, de ufaglærte kvinder og mænd. Arbejderne vil blive sat under et enormt tryk for at stemme ja. Hele flokken af de såkaldte faglige ledere vil tonse massivt derudaf med et ja. Fagpressen vil være fuld af hymner til unionen. Og der vil ikke være nogen ende på, hvad der loves af arbejde og lønfremgang og sociale forbedringer. Monopolerne er nærmest blevet socialt ansvarlige og er til alene for arbejdernes skyld.

- Kommunisterne må sikre, at arbejderne får sandheden at vide. Der er ingen andre til at sige det.

En anden vigtig retning for agitationen er ungdommen. Hvor vil det være herligt at rejse rundt i Europa uden at skulle veksle valuta! Men de unge får simpelthen mindre råd til at rejse, jo mere union, der bliver. Den er en stor løkke om halsen på dem og deres fremtid: I værste fald kan de som soldater blive sendt ud for at kæmpe unionens krige. Unionens militarisering - dens imperialistiske karakter - dens raid på uddannelserne - SU indbefattet - det er det, det drejer sig om, og det er, hvad vi må forklare de unge. Unions-projektet er for eliten.

- For det tredje kommer kvinderne igen til at spille en stor rolle: De har udgjort flertallet af Nej-sigerne ved de tidligere afstemninger - og det forklares hverken ved, at de er mere følelsesfulde end mænd, eller ved bløde værdier. Det skyldes først og fremmest, at de p.g.a. uligestilling og uligeløn udgør bunden i alle de sociale klasser og lag. Og så er kvinderne heller ikke sådan at narre. Der skal mere end opdigtede økonomiske trusler og søde ord om tryghed til, når hverdagen er og bliver utryg. Der er flere arbejdsløse kvinder end mænd. Langt flere kvinder på mindsteløn end mænd. Mens Danmark har haft ligelønslov - og været med i Unionen - er uligelønnen og uligestillingen vokset - og det vil den blive ved med at gøre, jo mere union der bliver. Når Ritt Bjerregård og alle magtelitens kvinder taler om, at Unionen er bedre for kvinderne, så mener de for dem selv - deres karriere, megalønninger, pension og frynsegoder, som vi skal betale for dem.

KP: - Danmark har som bekendt de bedst organiserede unionsmodstandere i Unionen. Hvilken rolle spiller den?

DG: - Uden den organiserede modstand ville befolkningens viden om, hvad Unionen er, have været langt mindre, den bevidste modstand langt mindre. Tilhængerne ville have undgået alle de for dem så besværlige folkeafstemninger - og bare kørt derudaf med at gennemføre unionens politik, som er monopolernes politik. Vi har tilmed to store modstanderbevægelser - desværre. Kun Folkebevægelsen mod EU har været i stand til at fastholde det eneste rigtige perspektiv for modstanden: Danmarks udtræden af Unionen.

- Det er vigtigt igen at understrege, at kommunisterne også har en selvstændig opgave i den nuværende afstemningskamp. Det er kun os, der kan fortælle arbejderne sandheden om EU’s klassekarakter - og mobilisere den til øget og bevidst modstand. Det vil selvfølgelig ske på mange måder, og i mange former. Jeg har allerede kendskab til mange initiativer, der vil løbe af stabelen.

Vi skal sikre at modstanden kommer til at udfolde sin styrke - at vi er de mange. Har vi ikke pengene til millionkampagner, så har vi en kolossal styrke i de mange hænder, hoveder og hjerter. Vi skal have sandheden om Unionen ud på arbejdspladserne, ud på gaden, fra til person til person, fra dør til dør, ud i hver en by.

KP: - Men modstanderne udgør jo en broget flok. Tilhængerne bliver ikke trætte af at påpege, at det går fra ‘det yderste venstre’ til ‘det yderste højre’. I tidligere kampagner larmede unionstilhængerne op om, at EU-modstanden var kommunister - nu fokuserer man på Dansk Folkeparti og ‘de reaktionære nationalister’.

DG: - Ja, man skræmte de borgerlige vælgere til at stemme ja ved at vifte med det røde spøgelse. Nu fremmaner man et sort spøgelse. Det skal blandt andet bruges til at få de småborgerlige mellemlag, herunder mellemlagskvinderne, til at sige ja, fordi de ikke vil sige Nej sammen med et fremmedfjendtligt og reaktionært parti som Dansk Folkeparti. Så kan de til gengæld godt stå side om side med racisten og fa… - nej, det må du ikke skrive - Glistrup, der er for Unionen.

- Dansk Folkeparti fisker stemmer, og det betinger deres unionsmodstand. Der findes dér en småborgerlig protest og modstand mod monopolerne og EU-bureaukraterne. Og den har stor appel både hos en del borgerlige og en del socialdemokratiske vælgere. Når ‘Krone og dronning’-folket som f.eks. hjemmeværnsdanskerne opgiver deres tro på, hvad Hendes Majestæt og hendes politikere siger - og siger Nej til Unionen - ville vi være nogle skarn - for ikke at sige nogle politiske idioter - hvis vi opfattede det som en negativ ting og begyndte at splitte modstanderfronten, fordi fru Kjærsgård er reaktionær og fremmedfjendtlig.

- De herskende vil selvfølgelig benytte ethvert middel til at splitte modstanderne. De har også brug for arbejderstemmer for at sikre et ja. Også for indvandrerstemmer. Så nu prøver de at skræmme både første- og andengenerationsindvandrere til at stemme ja til Unionen ved at stemple modstanden som ‘fremmedfjendsk’ og ‘nationalistisk’. Det er Unionen, der er ‘fremmedfjendsk’.

- Når kommunisterne slås, og når hele den organiserede og bevidste modstand slås - så er chancen for et Nej mere end en mulighed.