Udlicitering af arbejdsløse
i AF-milliard-marked
Arbejdsminister Ove Hygum (S) åbner op for, at private vikarbureauer overtager op mod tre fjerdedele af de arbejdsløse i AF-systemet.
En udlicitering, der svarer til otte-ni milliarder kroner- som led i ny EU-lov om øget privatisering og udlicitering.
"Vi er helt klart interesserede i dele af AF-markedet". Sådan lyder det fra den adm. direktør i vikarbureauet Manpower A/S i Børsen som reaktion på arbejdsministerens forslag om at udlicitere arbejdsformidlingen (AF) og de arbejdsløse til private vikarbureauer.
"Arbejdsmarkedet for ufaglærte er tæt ved at være støvsuget, så alene at få lov til at tale med de AF-ledige vil være en god forretning for os."
Et noget overraskende udsagn for de mange tusinde ufaglærte arbejdsløse i Danmark, der har prøvet på at finde et job.
"Vi har ekspertisen, netværket og systemerne til at få folk i arbejde. Der er selvfølgelig en række arbejdsløse, der ikke har de rigtige kvalifikationer i forhold til det, vores kunder forlanger," uddyber Attention Personaleservice A/S´s adm. direktør.
Manpower
Arbejdsgivernes og det offentliges brug af vikarbureauernes salg af arbejdskraft har været støt voksende. Her er tale om korttidsansættelse fra opgave til opgave, når som helst det passer arbejdsgiveren. Ikke noget med prøvetid eller oplæring, ikke noget med besværlige fyringsvarsler. Stiller de udlejede arbejdere fra vikarbureauerne krav, sendes de bare tilbage som ubrugelige med dags varsel.
Det er især unge, der bruges. Vigtigste kvalifikation er fleksibilitet. Du skal kunne leve med den utryghed, at du aldrig helt ved, hvor mange timers arbejde du har, ikke ved, hvad din løn og indtjening bliver. Du kan ikke stille de samme krav som almindelige ansatte på arbejdspladsen. Du er ikke en del af arbejdspladsen og har ingen faste arbejdskammerater.
Det er alt det, som i vikarbureauernes aggressive markedsføring kaldes "er du til nye spændende udfordringer?"
EU-udlicitering
Baggrunden for arbejdsminister Ove Hygums åbning for udlicitering af arbejdsformidlingen til private ligger angiveligt i en analyse fra hans eget ministerium, Arbejdsministeriet. Den fastslår nemlig at AF kun dækker 20 pct. af markedets jobansøgninger.
Den egentlige årsag er de 12 mia. kr., som hvert år bruges fra det offentlige på såkaldt arbejdsmarkedspolitik. At udleje arbejdsløse er simpelthen for god en forretning til, at den ikke skulle være privat.
EU-kommisionen er på vej med ny lovgivning, der stiller krav om fuld privatisering og udlicitering af den offentlige sektor i hele Unionen. Et marked der vurderes til over 7.000 mia.kr.
Det offentlige kan så tage sig af det 3. arbejdsmarked med at tvangsaktivere dem, der ikke kan klare mosten i de fleksible korttidsansættelser.
At det bliver mere effektivt for arbejdsgiverne, er der ingen tvivl om. Heller ikke, at det bliver en mere effektiv udnyttelse af de arbejdsløse. Af konkurrencehensyn kan arbejdsgiverne naturligvis ikke pålægges at betale det ekstra fordyrende led, som et udlejningsbureau og dets aktionære er. Den regning må sendes til …
Ny AF-strategi
Arbejdsmarkedsstyrelsen arbejder i øjeblikket med at udforme en ny strategiplan for arbejdsformidlingens fremtidige rolle og opgaver.
Fremover skal det positive samarbejde, der allerede i dag foregår mellem AF og det private vikarbureauer, styrkes, hedder det. Liberaliseringen af jobtilbuddet har kun givet positive erfaringer, mener direktør i Arbejdsmarkedsstyrelsen Inge Mærkedahl. Til gengæld skal tvangsaktiveringen af de arbejdsløse forsat være ren myndighedsopgave.
LO med på en udlicitering
AF bør omlægges - er LO’s ikke overraskende kommentar.
"Det er dyb idioti, at vi tror, det kun er AF, der kan løse opgaverne på fornuftig vis. Virksomhederne er ved at have allergi over for AF-konsulenter, der render dem på dørene. Mange af opgaverne egner sig bedre til at blive løst inde fra branchens egne folk. Hvorfor kan man f.eks. ikke lave en kontrakt med en virksomhed om at oprette et antal private jobtræningspladser?" siger LO’s uddannelsessekretær Harald Børsting. "Og det er da muligt at inddrage aktører, der er bedre til at håndtere kombination af de lediges sociale og faglige problemer."
Vito