Brug - genbrug - smid væk

Antallet af de arbejdere, der tildeles førtidspension, er styrtdykket som følge af den nye, forringede refusionsordning. Hvor staten før betalte 50 pct til kommunerne i refusion, er den i dag kun 35 pct. Det har medført et drastisk fald siden refusionsordningens ikrafttrædelse d. 1.1 1999. En bevidst politik fra regeringens side.

Samtidig er en ny førtidsreform på vej, der yderligere skal begrænse tildelingen af førtidspensioner, og LO og DA har indledt et tæt samarbejde omkring forberedelsen/udarbejdelsen af reformen, som har til formål at forhindre at nedslidte arbejdere ryger på førtidspension, men fortsat står til rådighed for arbejdsmarkedet.

LO og DA er enige med regeringen om, at antallet af arbejdere, der fremover tildeles førtidspension som følge af nedslidning på arbejdsmarkedet, skal nedbringes. At arbejdsmarkedet skal gøres mere rummeligt. Der skal gøres plads til folk, der er slidt ned til sokkeholderne, så deres arbejdskraft kan udnyttes yderligere.

Efter sigende "er et for stort antal mennesker blevet udstødt fra arbejdsmarkedet til længerevarende eller offentligt forsørgelse". Underforstået at det har været alt for let at få førtidspension. Målet med det rummelige arbejdsmarked er at "sikre at så mange som muligt bliver fastholdt eller på ny får en plads på arbejdsmarkedet, dels at synliggøre og nyttiggøre den arbejdskraft der gemmer sig blandt de offentligt forsørgede".

Hvorfor så mange reelt er endt som førtidspensionister - de herskende arbejdsforhold, der betyder kraftig nedslidning af arbejdskraften - omtales ikke.

Det skal fremover være undtagelsen, at nedslidte arbejdere som følge af utålelige arbejdsforhold får tildelt førtidspension. De skal sendes i skånejob, fleksjobs osv., dvs. i arbejde på samme betingelser som folk, der er i aktivering. Fremover skal det nøje vurderes, hvilken arbejdsevne folk har tilbage, når de er blevet for nedslidte til at klare deres oprindelige arbejde, for at forhindre, at folk med blot den mindste gnist af arbejdsevne tilbage, får tildelt førtidspension.

Det drejer sig i høj grad at sikre sig billig arbejdskraft i en tid, hvor arbejdsløshedstallet er faldet til 148.800. Det forholdsvis lave arbejdsløshedstal har medført, at mulighederne for at presse de sidste kræfter ud af de nedslidte arbejdere nu skal udnyttes. Flere skal fastholdes på arbejdsmarkedet eller jages ud på det igen på trods af, at de er blevet slidt ned på grund af elendige arbejdsforhold.

Situationen kræver, fastslår LO og DA, en fortsat vækst og beskæftigelsesfremgang i arbejdsstyrken på 80.000 personer frem imod år 2005. I en lang periode fremover vil demografien bidrage negativt til arbejdsstyrken. Udgangspunktet for at sikre det nødvendige arbejdsudbud bliver således langt vanskeligere, end det har været hidtil.

Blandt andet derfor er det helt nødvendigt, at så mange som muligt får en mulighed for at spille en aktiv rolle på arbejdsmarkedet, hvilket samtidig vil betyde, at antallet af offentligt forsørgede i den erhvervsaktive alder bliver nedbragt i de kommende år, mener LO og DA.

Der skal sikres rigelig adgang til billig arbejdskraft. Arbejdsmarkedet skal indrettes, således at der bliver muligheder for at den nedslidte arbejdskraft kan udnyttes yderligere. Gøres mere rummeligt, som det kaldes.

Derimod skal arbejdsmarkedet ikke gøres mere rummeligt via en effektiv bekæmpelse af de årsager, som fører til en øget nedslidning af arbejderklassen, såsom det stadigt mere opskruede arbejdstempo på arbejdspladserne og forringelserne af arbejdsforholdene.

Arbejdsgivernes muligheder for at opnå maksimal profit er fredet i klasse A.

Den skærpede udbytning af arbejderklassen, som har fundet sted på arbejdspladserne i de senere år og har resulteret i rekordprofitter for virksomhederne, skal ikke bekæmpes. Det drejer sig ikke om at gøre arbejdsforholdene så menneskelige, så folk kan bevare deres helbred og nedslidningen eller som LO og DA udstødningen fra arbejdsmarkedet stoppes effektivt.

Tværtimod. Indførslen af fleksibel arbejdstid og indførslen af de nye fleksible lønformer lægger op til en intensiveret udnyttelse af arbejdskraften. Det vil betyde mere stressede arbejdsforhold, der vil øge nedslidningen af arbejderne.

Søderberg