Recepten for et ja

Kampen om stemmerne op til folkeafstemningen den 28. september er i fuld gang - og bekymringen breder sig blandt unionspolitikerne og i deres medier. Hvad de havde regnet med ville være noget i retning af en walk-over, ser ud til at blive en sand gyser som i 92.

Det flertal for ja, som har været registreret i meningsmålingerne gennem halvandet år (som resultat af en årelang, massiv og ensporet ØMU- og eurokampagne for endnu engang at omstøde en folkelig afgørelse), er skrumpet ind og ser ud til at forsvinde. En enkelt meningsmåling, foretaget efter Nyrup bekendtgjorde afstemningsdatoen (nemlig Gallup), viser tilmed et flertal for et Nej.

Og selvom de optimistiske toner stadig genlyder fra ja-kontorerne - og aktionærernes optimisme er blevet utæmmelig, børsen dagligt sætter nye rekorder - er frygten for et nyt 92 ikke til at tage fejl af.

For unionstilhængerne ved selvfølgelig godt, at hvert eneste ja ved hver eneste folkeafstemning er tilvejebragt på løgne og løfter og i kraft af deres massive økonomiske overlegenhed, der i sig selv gør en ‘demokratisk afstemning’ under kapitalismen til en farce. De ved, at ethvert ‘ja’ er skrøbeligt, fordi det er baseret på at lokke en stor del af befolkningen til at stemme imod sine egne interesser. Og de ved, at de kun kan vinde med nye løgne og ved at bruge mange, mange flere millioner, end unionsmodstanderne råder over.

Derfor genlyder medierne for tiden af ‘gode råd’ til ja-siden fra et hav af eksperter - fra reklamefolk til samfundsforskere – om, hvordan den skal vinde afstemningen. Lederskribenterne i den borgerlige presse - og det er næsten 100 procent - har erklæret ‘borgfred’ mellem de borgerlige oppositionspartier og Nyrup-regeringen og anbefalet de førstnævnte at få kontrol med en stor del af deres egne vælgere, hvis latente unionsskepsis kan udløses i et skred mod et nej.

Recepten er klar nok: Lad være med at skændes indbyrdes, skab en enig front imod nej-siden, genopret kontrollen over jeres egne vælgere. Og nogle tilføjer: Fortæl sandheden - at ØMU og Euro og Union er et politisk projekt, og at Unionen allerede er der. Og derudover: Penge! Penge! Penge!

For det er den eneste område, hvor tilhængersidens overlegenhed er suveræn og ubestridelig.

Recepten lyder enkel - men den er vanskelig at føre ud i livet. Kun på et område - med hensyn til reklamekronerne - kan man være sikker på, at ja-siden uhæmmet vil følge den. De andre elementer er afhængig af mindre forudsigelige faktorer såsom taktisk snilde og fælles disciplin. Som Lenin engang bemærkede, kan selv de klogeste af de borgerlige politikere (socialdemokrater indbefattet) ikke undlade at begå dumheder - og hele striben af dagens danske toppolitikere har gentagne gange leveret beviser derpå. En af grundene er den, at de slås mod sandheden, at de er nødt til at bedrage - og derfor altid risikerer afsløring. Som med Nyrup og efterlønnen.

Når de efter 30 års løgn om Unionen pludselig vil prøve med ærlighed og fortælle befolkningen, at den i bund og grund et politisk - og ikke et blot og bart økonomisk - projekt, er det heller ikke, fordi de angrer og er blevet bedre mennesker. Det er, fordi Den Store Unionsløgn er blevet afsløret, og det ikke længere kan betale sig at opretholde den. Den pludselige ærlighed på dette ene område skal bruges til at dække over et helt sæt af andre løgne, nye og gamle, som at Unionen er blevet den eneste ‘velfærds-’ eller ‘freds-’garanti. Og bag hver løgn, ny som gammel, lurer også muligheden for afsløring.

Og selvom de vil gøre sig de ihærdigste anstrengelser på samdrægtigt at lyve og stå sammen om løgnene, vil deres enhed være skrøbelig. Den indbyrdes (kapitalistiske) konkurrencekamp mellem dem vil ikke kunne undgå at føre til brud på enheden, som også vil blive sat under pres fra en godt nok broget folk af modstandere, som imidlertid har en væsentlig fordel: De repræsenterer ikke fremmede interesser, ikke monopolernes interesser - men det store flertal af den danske befolknings interesser.

Nyrup har meddelt, at det er den vigtigste folkeafstemning om EU siden 1972. Taber han den, er han færdig.

Vinder Nej-siden, åbner der sig helt andre, og bedre, perspektiver. Redaktionen 13. 3. 2000