Hva’ så – chauffør

De værste forudanelser omkring følgerne af privatiseringen af den københavnske bustrafik viser sig at have været for optimistiske.

Der skal skabes plads til profit – og det er chaufførerne der betaler med deres helbred.

Og det er dygtige strateger der har regnet planen ud. Alle brikker er sat i spil, med et omfattende, velorganiseret splittelsesarbejde blandt chaufførerne som det helt centrale.

Flere forskellige overenskomster, to fagforeninger der slås indbyrdes, en række forskellige arbejdsgivere, skiftende arbejdspladser med deraf følgende opsplitning af chaufførgruppen hver gang en udbudsrunde sender en buslinie i favnen på et andet firma.

Kortere pauser, længere køretid, kortere opsigelsesvarsler, "sygekørsel" fordi man ikke tør sygemelde sig. Skriftlige advarsler for 7-8 sygedage på et år er ikke ualmindelig praksis. Et firma udlover en gratis (!) joggingdragt med firmalogo på til de trofaste medarbejdere, der kan hive sig gennem et helt år uden sygedage!

Man kan finde opslag fra arbejdsgiveren der forkynder, at man bliver bortvist, hvis man ikke sidder ude i bussen til tiden! Selvom man måske kom 8 minutter for sent til sin pause på 15 minutter.

"Løs tjeneste", forstået som skifteholdsarbejde, hvor du først får at vide onsdag, hvad tid du skal køre torsdag og så fremdeles er der masse af overalt. Det samme gælder "delevagter", hvor man møder på arbejde to gange på en dag, med 3-4 timers selvbetalt pause imellem de to myldretider.

En anden variant er "pausefradraget", hvor man i længere pauser (når de ikke kan finde ud af at få køreplanen skruet ordentligt sammen) står til rådighed for arbejdsgiveren, men selv skal betale. Alene "pausefradraget" kan sammenlagt på en måned godt give en ekstra gratis arbejdsdag til arbejdsgiveren pr. chauffør.

Overdødeligheden specielt på grund af lungecancer, ulideligt stress og hjerte- karsygdomme blandt bybuschaufførerne er for længst dokumenteret. Svaret har været yderligere forringelser af arbejdsmiljøet.

Fra trafikministre og politikerne skorter det ikke på løfter. Det eneste der ændres er en stadig mere sindssyg trafik, som er resultatet af de samme politikeres førte politik.

Dette er blevet hverdagen for HT-chaufførerne, som vi hed i gamle dage. For det modtager vi den fyrstelige løn af 112 kr. i timen, der så stiger med ti kroner efter12 års ansættelse.

Når der de sidste uger har været en række strejker mod SiD’s forræderi af en OK-aftale, skal det ses på denne baggrund.

Indholdet af den OK-aftale, som SiD’s Transportgruppe har underskrevet, peger direkte den forkerte vej:

Arbejdsgiverne har fået længere daglig arbejdstid og endnu kortere pauser foræret for en timelønsstigning på 2,50 kr. om året i fire år. D.v.s. en negativ lønudvikling når man regner inflationen med. Pausefradragets maksimum på 30 minutter om dagen er fjernet, 8 minutters pauser tilladt m.v.

Arbejdsmiljøet forværret – ovenikøbet for ingenting! Det indgåede resultat er så ringe, at det fra velunderrettede folk forlyder, at det er dårligere end det første udkast som RA (Rutebilejernes Arbejdsgiverforening) mødte til forhandling med!

OK-forliget er den foreløbige kulmination på lang tids udvikling, hvor SiD har placeret sig i en usædvanlig beskidt rolle som splittelsesmager, hvis ledemotiv udelukkende handler om flere medlemskroner i kassen.

I takt med privatiseringerne har arbejdsgiverne kunnet indmelde sig i - eller skifte arbejdsgiverforening - og derved gå fra den gamle overenskomst med Trafikfunktionærernes Fagforening (TF) til den billigere og for arbejdsgiveren langt mere fleksible SiD-overenskomst. Og arbejdsgiverforeningen RA og SID har netop fået medhold i Arbejdsrettens om, at TF ikke lovligt kan konflikte for at fastholde sine overenskomstområder.

Historisk har TF (under FOA) været en rød fagforening, der organiserede alle chauffører på buslinierne i selve København, mens SiD organiserede omegnsruternes folk. Og tidligere var det ved enhver overenskomstforhandling et krav fra SiDs chaufførafdeling at komme op i nærheden af de forhold, som TF-medlemmerne havde tilkæmpet sig i København. Men den bøtte er sandelig vendt på hovedet. Nu hedder det harmonisering nedad til mindste fællesnævner – hvor har man hørt det før?

De sidste års udvikling har ført til medlemstab og et pres på TF for at lukke og slukke og nedlægge sig selv. Der har været ført lange forhandlinger med SiD om sammenlægning, bl.a. med en plan om at udskille en særlig fagforening under SiD for alle københavnske buschauffører, men SiD har krævet en total kapitulation af TF, der skulle sende sine 1500 medlemmer ind i SiD Chaufførerne i København, mod at der blev skabt plads til, at en faglig sekretær kunne flytte med. Samtidig er det almindelige – og yderst effektive – propagandaapparat sat i gang på arbejdspladserne, i form af en bagvaskelseskampagne mod TF.

Og hva’ fa’en?

Så rød er TF heller ikke længere – så hvorfor ikke bar strække våben og stå sammen og slås indenfor SiD.

SiD’s ny OK-aftale giver selv svaret. Mens lønnen stort set har været den samme, har forskellen på SID og TF-overenskomsten netop været TF’s prioritering af arbejdsmiljø og arbejdsforhold. D.v.s. bedre pauser, kortere tid på vognen, kortere max. daglig arbejdstid, flere fridage, længere opsigelsesvarsler m.m. I TF er der urafstemning til alle tillidsposter og om OK-krav, hvilket da altid sikrer et minimum af demokrati. Og i modsætning til SiD Chaufførerne i Kbh., der har mange forskellige chaufførgrupper organiseret, har TF i alle årene kunnet koncentrere sig om buschaufførernes krav. Blandt andet kører der i øjeblikket en storstilet undersøgelse af buschaufførernes helbred i samarbejde med Arbejdsmiljøinstituttet.

Alt i alt – en bedre fagforening, den mindst ringe overenskomst og det bedste udgangspunkt for at stå imod det massive pres, der er lagt på området gennem de sidste ti år.

Og det er selvfølgelig derfor, at "alle gode kræfter" har slået sig sammen om at føre slagtekniven.

På en ekstraordinær generalforsamling i TF den 10. februar vedtog et rekordstort fremmøde af TF’ere at slås videre for fagforeningen. Men selv om SiD med sin overenskomst har lavet et slemt selvmål, er det ikke så nemt endda.

FOA’s formand, den gode socialdemokrat Poul Winckler, var mødt op i al magt og vælde, men selvfølgelig uden konkrete tilsagn om støtte. Poul Winkler har da også hele vejen vejen igennem kæmpet hårdt for EU-tilpasning og privatiseringer. Hans problem er, at hans medlemmer siver fra FOA i takt med privatiseringernes flodbølge vælter frem. En pamper der trues på taburetten.

Fra ledelsen i TF lyder planen at forsøge at hverve nye medlemmer, samtidig med at der kommer et skarpt hjørne – og nærmest med garanti en konflikt – når TF’s sidste overenskomst skal forhandles, d.v.s. bliver sagt op, pr. 1. april 2001.

Imens er situationen på arbejdspladserne noget kaotisk. Over en tredjedel af TF’s medlemmer kører på SiD overenskomst, men er medlemmer hos TF. Absurd situation.

Mange steder er begge fagforeninger til stede på samme arbejdsplads, med masse af kævl og stridigheder til følge.

Blandt en del af TF’erne er vreden over SiD så stor, at man hellere vil stå uden fagforening, end nogensinde betale en krone der!

Da de seneste strejker løb af stabelen, var både SiD og TF med. Men der er ikke meget samarbejde, og det landsdækkende tillidsmandsmøde der blev holdt (endnu et er planlagt næste måned) er forbeholdt SiD! På nogle ruter er forholdene så tilspidsede, at situationen kan eksplodere når som helst.

Men uden en fælles organisering er der ingen muligheder. Tiden må være inde til at rejse den gamle parole: samling nedefra!

Der må i hurtigt tempo opbygges en organiseret samarbejde og kontakt mellem de enkelte garager – på tværs ad firmastrukturer og fagforeninger.

I første omgang for at koordinere og samle kræfter, ideer og initiativer.

I næste omgang for med styrke at gennemtvinge det helt indlysende tiltag: En fagforening for alle buschauffører. Hvilket forbund der i sidste ende løber med medlemmerne er underordnet, så længe vi får en fagforening, der har styrke og mod til at vende ti års angreb på vores arbejdsforhold til en storstilet modoffensiv.

Og indtil dette er en realitet, må kampen for at bevare og styrke TF have den nødvendige opmærksomhed.

HL