En ny generation af unge kvinder er begyndt at sige stop. De vil ikke finde sig i den andenrangsplads, samfundet tildeler kvinder. Samfundsspidser og mediespidser har ellers længe erklæret kvindekampen for død. Men både kvindekamp og klassekamp vokser i nødvendighed og vokser i kraft.

Uligheden tager til: Alle statistikker melder om øget uligeløn. Fattigdommen blandt enlige mødre og blandt ældre kvinder øges. Deres indkomst, bistand eller pension følger slet ikke trit med husleje og prisstigninger. Kvindernes plads på arbejdsmarkedet hænger oftere i en tynd tråd, vi tvinges ’frivilligt’ på deltid og orlovsordninger – fordi børn og familie ikke passer til dagens hektiske arbejdssituation. Eller vi påtvinges at arbejde ved hjemmecomputeren eller at nøjes med korttidsansættelser. Kvinder, der kan forventes at blive gravide, eller som har mindre børn, har sværere ved at få arbejde.

I voksende omfang sælges kvinder og kvindekroppen som en vare, den grove voldsporno er blot et eksempel. Det betyder mere ufrihed for den enkelte kvinde, mere vold mod kvinder og et reaktionært, undertrykkende syn på kvinder.

EU har været en kraftigt medvirkende årsag til kvindernes forringede situation.

Ligestillingsminister Jytte Andersens nye Ligestillingslov er et klart tilbageskridt. Den er skåret ud af EUs direktiver. Kun magtelitens kvinders rettigheder sikres.

Nu vil de have os til at stemme ja til euro og mere Unionsstat. Til den politik der fører til større ulighed.

Euro betyder tusinder af arbejdsløse i EU. Euro betyder forringede løn- og arbejdsforhold. Euro betyder mere privatisering af arbejdspladser. Euro betyder mere social udstødning, mere social fattigdom. Euro betyder forringelser af den del af den offentlige sektor, der skulle komme befolkningen til gode.

Kvinderne rammes hårdt. Den offentlige sektor er den største kvindearbejdsplads. Den forringede service betyder dårligere pasning af børn og gamle – med hovedansvaret for familien og hjemmet, er det igen kvinderne som må tage over for at bøde på forringelserne.

Arbejdsgiverne gnider sig i hænderne over udsigten til at få en ny minusoverenskomst hjem. En overenskomst dikteret af EU. Mere fleksibel arbejdstid. Der griber direkte ind i hvert enkelts privatliv. Til stor skade ikke mindst for børnefamilierne. Lønstigninger der ikke rokker kvindernes lavtløn. Større bidrag til arbejdsmarkspensioner, hvor alt for mange kvinder ikke kan optjene fuld pensionydelser og som betyder dødsstødet til den almindelige folkepension.

Unionen i fuld gang med også at omdannes til en militærunion. Regeringen omgår allerede nu det danske forhold til Europahær.

Hvis Danmark ikke kommer fri af Unionen, vil vi blive tvunget med i Militærunionen. Vi kommer til at sende vores mænd og sønner til Europahærens krigstjeneste. Europahæren skal operere over hele verden, og den er udrustet med atomvåben.

Set med verdens folks øjne optræder Unionen dybt usolidarisk, som en imperialistisk stormagt. Hverken de østeuropæiske lande eller de fattige afrikanske lande må sælge deres varer til Unionen - kun de varegrupper, som det passer industrien i EU at få ind, resten pålægges tårnhøje toldafgifter.

Østeuropa er blevet afkrævet at tilpasse hele deres produktion efter især tysk industris normer og krav.

Kemikalieindustrien og andre industrier dumper giftigt affald i Afrika.

Det er denne stormagt, som forlanger hær og våben for at kunne "forsvare Unionens interesser".

Kvinder og mænd har fælles interesse i at kæmpe for kvinders ligeret og frigørelse. Uligeretten gavner kun arbejdsgiverne. Kvinder og mænd har fælles interesse i at kæmpe for et solidarisk velfærdsDanmark, som kun vil kunne skabes, når vi er ude af Unionen, og først for alvor, når samfundet er blevet omdannet til et socialistisk Danmark.