Ligestilling for magteliten

Ligestillingsminister Jytte Andersen, tidligere arbejdsminister og nuværende boligminister, har fremlagt sit forslag til ny ligestillingslov.

Loven er et klart tilbageskridt.

Undtagen for en lille gruppe kvinder i magteliten. Størstedelen af lovforslagets paragrafer handler nemlig om, hvordan de bliver bedre placeret i kommissioner, udvalg og bestyrelser.

I årevis har magteliten kørt den nu næsten ligestillede kvinde og kvindebevægelsens sejr frem som et uimodsigelig dogme, i skærende modsætning til sandheden for arbejderklassens kvinder. De sidste rester af ligestillingsarbejdet skulle overlades til ligestillingskonsulenter og Ligestillingsrådet, der blev fastsat som kønsneutralt.

I den nye ligestillingslov gøres der åbent op med, at ligestilling skal handle om at sikre kvindernes rettigheder: …"i et nyt årtusinde, hvor arbejdet skal tage sit afsæt i nye værdier og temaer, forankret i en ny organisering. I sin oprindelse var ligestillingsarbejdet koncentreret om at sikre kvinders rettigheder, men det nye og moderne ligestillingsarbejde skal omhandle både mænds og kvinders rettigheder og muligheder".

Hvilken hyklerisk "nyskabelse". Der kun skal dække over, at sikring af kvindernes rettigheder er skudt ud i en så fjern fremtid og er så langt fra virkeligheden, at de finder det absurd bare at lade, som om det var på tale.

I Ligestillingsloven hedder det:

§1. Lovens formål er at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd … Lovens formål er desuden at modvirke direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn samt at modvirke seksuel chikane.

Allerede i §2. stk.2 giver samme lov ligestillingsministeren myndighed til at dispensere for at fremme ligestilling for "nærmere angiven erhvervsmæssig og almen virksomhed" angivet i § 1.

Herved adskiller den sig ikke fra øvrig borgerlig lovgivning. Enhver illusion om, at loven dog må kunne bruges til noget for andre end magthaverne selv, brister straks, når de pæne ord altid ophæves i næste paragraf.

Ligestillingsloven har været længe under forberedelse. I tre år frem til marts sidste år arbejdede et udvalg under statsministeren med dette. Udvalget, der naturligvis bestod af repræsentanter fra over-Danmark, gjorde det arrogant klart, at det slet ikke ville skele til, hvordan arbejdet med kvindernes rettigheder og ligestilling var gået ind til da. Det ville tænke helt nye, frie tanker.

Om de frie tanker hedder det i lovforslaget "Danmark er ved sit medlemskab af EU forpligtiget gennem de vedtagne direktiver, resolutioner eller anbefalinger mv." Blandt andet EU-kommissionens rapport om en såkaldt ny strategi for ligestilling - "mainstreaming".

I forslaget til ligestillingsloven indføres "mainstreaming" som hovedprincip og hovedmetode for ligestillingsarbejde i Danmark. - Godaw du! Ordet er i sit indhold ligeså gopleagtigt og ubrugeligt, som det lyder. Oversat til lovtekst og almindelig dansk betyder det bare, at ligestillingsministerens egentlige opgave er at sørge for, at alle andre end ligestillingsministeriet selv skal forsøge at fremme ligestilling. Ligestillingsministerens opgave er at sørge for, at de hvert år skriver årsrapporter og redegørelser. Til lovforslaget hører naturligvis en årlig bevilling på ca. 30 mio. kr. til at lønne den nye embedsstab, der skal læse rapporterne. Og til et nyt Videnscenter, der bl.a. skal afholde konferencer, hvor disse mennesker kan mødes og snakke videre.

Tanker om ligestilling skal fremover, ligesom miljø – tænkes ved al fremtidig lovgivning. Ikke noget med krav om handling.

Jytte Andersen giver selv et arrogant eksempel i Politiken d. 5. februar i år: "For fremtiden bliver det "forbudt" at lave love, som indebærer en kønsmæssig ubalance. Og hvis vi gør det alligevel, skal det opvejes af positiv særbehandling af det køn, det går ud over. Hvis vi havde haft denne lov, dengang vi vedtog børnepasningsorloven, så skulle den have været strikket sammen, så den også appellerede til mænd. Det kunne f.eks. handle om at sikre lønkompensation"

Loven om børnepasningsorlov blev indført i 1993 med arbejdsmarkedsreformen under Jytte Andersen selv som arbejdsminister. Ydelsen blev sat til 80% af max. dagpengesats. Året efter blev ydelsen sat ned til 70%, stadig under Jytte Andersen. Samtidig forringede Nyrup-regeringen søskenderabatten på daginstitutionerne og satte priserne betydeligt op.

Ligestillingen skal gennemføres decentralt i alle samfundets led. Ingen er ansvarlige. Ingen kan stilles til ansvar. Cirkuset kører videre. Den enlige arbejdermor og hendes børn bliver stadig mere udstødt, jagtet og fanget i fattigdomsfælden.

Selv det store EU-propagandatrick om, at EU var vores garant mod sexchikane, er reduceret til en blid henstilling om at modvirke, at den finder sted.

Den egentlige EU-nyskabelse i ligestillingsloven er imidlertid, at det lovfæstes, at det handler om individets ret, om den enkelte kvinde individuelt er blevet forskelsbehandlet i forhold til andre i samme situation.

Kollektiv undertrykkelse som uligeløn, lavtlønnet kvindearbejde, udstødning, øget fattigdom blandt enlige mødre og ældre kvinder - det hverken vil eller kan loven, EU eller regeringen tage sig af. Dertil er det for god en forretning.

Der skal oprettes et såkaldt klagenævn, et ligestillingsnævn, hvor der opridses flere begrænsninger end muligheder for, hvad det kan bruges til.

Således kan det nye klagenævn, modsat tidligere, ikke selv rejse sager. Man kan kun få behandlet sin klagesag, hvis det står klart, at man kan vinde den. Alle udgifter ved en klagesag - f.eks. advokatbistand - skal man selv betale, også hvis man vinder sagen. Det er nævnet uvedkommende, hedder det.

Klager over det offentlige gør loven det også klart, at man ikke slipper godt af sted med. De kan kun behandles, hvis sagen indskænkes til "den pågældende sagsbehandlers personlige adfærd mv. i forhold til klageren". Hvem kan bevise, at vedkommende ikke også har været et arrogant svin over for andre ?

Klager over uberettigede fyringer på grund af graviditet, barsel eller krav om ligeløn kan kun finde sted, hvis det ifølge nævnet "efter en afvejning af parternes interesser ikke findes urimeligt, at ansættelsesforholdet opretholdes." I praksis forventes det gode arbejdsforhold dog tit at være ødelagt efter en uberettiget fyring, hedder det.

Tilpasningen til EU’s individualisering af arbejdsmarkedet, hvor kvinder ikke forventes at være fagligt organiseret, mangler heller ikke. Behandling af ligelønssager ved faglig voldgift fik ligestillingsministeren ikke afskaffet – DA og LO slog bremsen i, da dette system efter deres mening har foregået upåklageligt. Men det nye klagenævn skal kunne behandle ligelønssager for de kvinder, der ikke er med i en fagforening.

Jytte Andersens første udkast til ligestillingslov blev taget af bordet før jul. Bl.a. Dommerforeningen og Advokatrådet fandt den grundlovsstridig, hvilket åbenbart nogen gange tages ganske alvorligt. I sit første udkast havde Jytte Andersen givet klagenævnene for meget magt. Den er nu reduceret og navnet ændret til ligestillingsnævn. Men mon ikke Dansk Arbejdsgiverforening har haft det afgørende ord, for Jytte Andersen havde forud reklameret vidt og bredt med, at fik vi indført EU’s regel om, at det er arbejdsgiveren, der skal bevise, at de kvindelige ansatte ikke blev forskelsbehandlet. Så bogstaveligt skulle EU’s regel nu ikke forstås. Nu hedder det, at der som toårigt forsøg indføres delt bevisbyrde.

Hele vejen igennem bærer den uligestillingslov sit tydelige klassestempel. Ingen fremskridt for arbejderkvinderne. De må, som de altid har gjort, selv slås for hver en rettighed og hvert et fremskridt.