Skandalerne -

kapitalismens politiske funktionsmåde

Den europæiske Unions førende magt, Tyskland, er ramt af den største politiske ‘skandale’ i efterkrigstiden. Præmieeuropæer nr. 1, den tidligere kansler Helmut Kohl, står afsløret som en kriminel og korrupt politiker, som byggede sin mægtige magt på illegale og forfatningsstridige konti fra de største monopoler. Den nu forstødte Kohl nægter at udtale sig om, hvem der egentlig har stået bag de millionbeløb, han har jongleret rundt med - og det politiske system frygter, hvad der ville komme ud af det, hvis han begynder at tale. For Kohl ville kunne afsløre, at skandalen ikke er en uheldig undtagelse. At der simpelthen er tale om monopolernes normale økonomiske styring af dens politikere og partier.

Kohls CDU, monopolernes foretrukne regeringsparti i efterkrigstidens Tyskland, befinder sig i en næsten uovervindelig krise. Afsløring efter afsløring er har gjort det groggy. Ikke bare partitoppen opererede med de hemmelige konti, også de lokale partiorganisationer i de forskellige Länder var med. Kohls efterfølger Wolfgang Schäuble er allerede væk fra sin post; størstedelen af CDU-ledelsen har kendt til disse midler, dækket over dem, løjet om dem. Den ene dydige talsmand for lov-og-orden efter den anden må trække sig i skam. Politiundersøgelserne udvides, mens hovederne ryger.

Uanset Kohls tavshed er der kun kradset i overfladen; bagmændene forbliver i det dunkle; men det står klart, at monopolkapitalens partier, som CDUer om noget, opererer med hemmelige millionsidler, i strid med både den tyske lovgivning og partiets egne vedtægter. Disse penge brugtes til at sikre partiets politiske magtstilling - som modydelse favoriserede selvfølgelig de sorte penges bagmænd. Leveringer af panserkøretøjer til Saudi-Arabien og det franske oliefirma Elfs overtagelse af det profitable olieraffinaderi Leuna fra det tidligere DDR for en slik er en del af sags akterne. En skummel våbenhandler ved navn Schreiber ser ud til at udgøre en central skikkelse. Han arbejdede for Daimler (Airbus) og Thyssen (panservogne), og udnyttede sit politiske netværk i regeringstoppen til at styrke de tyske monopoler, også i den internationale konkurrencekamp med britiske og amerikanske.

I forbindelse med afsløringerne af skandalerne fremstiller de borgerlige medier sig som ubestikkelige forsvarere af demokratiet og afslørere af lovbrud - uden persons anseelse. Det er et røgslør.

Man kunne selvfølgelig spørge, hvor de var henne i Kohls kanslertid ? Men vigtigere er det, nu hvor de hyler op i hellig forargelse, at afsløre deres nye slør over den kapitalistiske virkelighed: Mediernes egentlige rolle er - ved at fokusere på den enkelte skandale og fremstille den som en beklagelig, uheldig og utilsigtet undtagelse - at tilsløre, at det tværtimod er regelen og normen, at hele det politiske og økonomiske liv under monopolernes diktatur fungerer på denne måde, gennem opkøb af hele partier og magtfulde enkeltpersoner. At der eksisterer en gråzone mellem lovligt og ulovligt, hvor dette spil drives til stadighed. Kontrol med partier og politikere er en nødvendighed for monopolerne ikke bare til sikring af deres hjemlige interesser, men også i den internationale kamp med andre monopoler, der kontrollerer andre regeringer. Det er ikke bare Tyskland, men også Storbritannien, USA, Frankrig, Italien, Japan, Sverige - og såmænd også lille Danmark, der fungerer sådan.

Medierne sikrer, at skandalerne driver over, glemmes, og at det ‘demokratiske’ system fungerer videre. Den store laden-som-om sætter ind, alt foregår efter de fastsatte regler, indtil næste skandale. Og så fremdeles. Kohl-affæren er ikke den første i Tyskland. Sidste gang hed det ‘Flick-affæren, i 70erne. Det afsløredes, at Friedrich Karl Flick havde sat sig for at opkøbe hele den politiske elite og havde gjort det. Snesevis af politikere fra Franz Josef Strauss (CSU) og Helmuth Kohl (CDU) over Willy Brandt (SPD) til Otto Lambsdorff og Walter Scheel (begge SPD), tilmed den ærværdige Richard Weizsäcker. Folk fra alle monopolkapitalens partier. Det viste sig, at langt over tusind af de største tyske firmaer og banker var involveret i omfattende partifinansiering. Nu skulle det være blevet anderledes - indtil Kohl-affæren viser sig.

Tysk lov siger, at alle partistøttebidrag på over 20.000 mark skal offentliggøres. Der er ingen grund til at tro, at de fremover vil blive det. Men også de offentliggjorte, legale bidrag er interessante:Den seneste liste viser, at de store koncerner ikke kun satser på CDU - også Socialdemokratiet, FDP o.s.v. generøst betænkt. Deutsche Bank bidrog således med 210.000 D-mark, Daimler Chrysler med noget tilsvarende, Dresdner Bank med lidt mindre.

CDU-skandalen er heller ikke internationalt enestående. Dets kristeligt demokratiske søsterparti i Italien måtte opløse sig selv midt i 90’erne. Hele partiet var indsyltet i korruption - og stod ikke til at redde. I marts 92 rystedes Japan af, at virksomhedslederen Kiyoshi Sagagwa afslørede, at 280 japanske parlamentsmedlemmer, næsten en tredjedel af det samlede antal, blev ‘smurt’.

Det er ikke anderledes i Danmark. Også her købes politikere - om ikke nødvendigvis til konkrete ydelser, så præmieres de for ‘meninger’ og stemmeafgivning til fordel for monopolerne.