Buschauffører i oprør
mod OK2000-forlig
Det går ikke helt så glat som på forhånd forventet, at få banket de elendige OK2000-forlig igennem på arbejdspladserne. Arbejderklassens utilfredshed med de indgåede forlig er stærk. Det gælder ikke mindst de 10.000 SiD-buschaufførerne, der med al mulig grund føler sig røvrendt over det indgåede forlig mellem SiD Transport og Rutebilejernes Arbejdsgiverforening.
Udover de generelle bestemmelser om indførslen af den påståede 6. ferieuge mv., der er indeholdt i samtlige OK-forlig, der er skåret over den samme læst, rummer forliget mellem Rutebilejerne og SiD en række kraftige forringelser af buschaufførernes arbejdsmiljø. I forvejen har buschaufførerne nogle af ringeste arbejdsforhold i Danmark, hvilket har fået buschaufførerne til at nedlægge arbejdet i protest.
Buschaufførernes beslutsomme oprør mod det specifikke OK2000-forlig indenfor deres område, har rystet både arbejdsgiverne, samt hovedledelsen i deres eget forbund SiD, der som bekendt anbefaler deres medlemmer at stemme ja til den nye minusoverenskomst. Ifølge SiDs repræsentantskab har vi (underforstået SiDs medlemmer) fået, hvad vi kom efter. Der er en verden til forskel fra SiD-toppen og til medlemmerne på gulvet.
Chaufførernes Fagforening i Åbenrå har anbefalet medlemmerne at stemme nej til OK-forliget, bl.a. med den begrundelse, at en fireårig overenskomst er uspiselig på normallønsområdet, og at der ikke er taget hensyn til, at buschaufførerne indtager en topplacering på Arbejdsministeriets liste over de farligste arbejdspladser i Danmark.
For at stoppe buschaufførernes oprør mod OK2000 har SiD og Rutebilejernes Arbejdsgiverforening i al hast indkaldt til nye møder om de specifikke aftaler mellem partnerne om de nye arbejdsforhold, så buschaufførernes strejker ikke får nogen "negativ" virkning på den igangværende afstemning på arbejdspladserne om OK2000. Begge parter frygter et nej fra SiDs medlemmer til den rævekage, der er bagt, og derfor skal strejkebevægelsen undergraves, før den bliver for farlig.
De forringelser, som har udløst buschaufførernes strejke, er grove.
En af de værste forringelser bevirker, at bybuschaufførerne på enkelte vagter kan få op til tre timers ventetid mellem de skal køre. Tre timer, hvor de stort set kke kan gøre ret meget andet end at sidde og kukkelure, før de skal køre igen. Hvad der gør sagen værre, sidde og vente uden at få nogen løn for ventetiden.
Det er chaufførerne, der skal betale for, at arbejdsgiverne ikke kan lægge en ordentlig køreplan, som den københavnske buschauffør, Marianne Ry-dahl, udtrykker det overfor pressen. Hun beskriver sit job som utroligt belastende. Det er nærmest umuligt at overholde tidsplanerne, og det er ikke rart at køre ind til et stoppested og se passagernes fjendtlige øjne. Det er buschaufførerne, der som oftest må tage skraldet for alt for stramme og umennekelige køreplaner.
De stærkt stressende og nedslidende arbejdsforhold bekræftes desuden af statestikkerne, herunder fra arbejdsministeriet, der anbringer buschaufførerne på top-ti-listen over arbejdspladser, der har de farligste arbejdsforhold. Buschauffører bliver, som følge af stressede og elendige arbejdsforhold, hurtigt nedslidte. De rammes af diverse lidelser og ulykker som følge af utroligt store belastninger såsom skiftende arbejdstider, tidspres og nedslidende konflikter med passagerne.
De nye arbejdstidsbestemmelser kan i værste fald bevirke en arbejdsdag på op til tretten timer. Mod i dag maksimalt 8,5 timer. Samtidig er buschaufførerne i dag sikret en halv times frokostpause samt 15 minutters kaffepause. Vedtages OK-forliget kan pauserne fremover splittes op i enheder på helt ned på 8 minutter!
Topledelsen i SiD-Transport vasker deres hænder. Det er Rutebilejernes Arbejdsgivere, der er skyld i, at OK-forliget er blevet så ringe. Rutebilejerne har hverken været til at hugge eller stikke i. De har selv bedt om ballade.
En ballade, som SiDs topledelse ønsker at få bremset. OK2000 skal i sikkert i hus, så oprøret blandt chaufførerne ikke fører til en forkastelse af SiD-forliget eller af OK2000. For arbejderklassen er der imidlertid grund til at bakke chaufførerne op.
Deres kamp mod elendige arbejdsforhold og en elendig minusoverenskomst er også vores.
Ok2000-forligene rammer hele arbejderklassen. Søderberg