Så gik busserne i stå, og så gik de i gang igen, eller gjorde de? Det vides ikke med sikkerhed i skrivende stund.

Under alle omstændigheder gik forhandlerne til mødebordene igen. De har vist tænkt sig at forhandle et forslag fra arbejdsgiverne om at konvertere 50 øre af timelønsforhøjelsen til arbejdsmiljøforbedringer. Et forslag, som SiD-forhandlerne forkastede under de første forhandlinger.

Jeg forventer i hvert fald ikke, at der kommer mere ud af det end det, SiD-forhandlerne tror er nødvendigt for at holde buschaufførerne fra nye arbejdsnedlæggelser. Det var jo ikke helt umuligt, at andre arbejdergrupper kunne få nogle skøre idéer om, at de måske også kunne få noget ud af at aktionere allerede nu. Eller de kunne sågar tro, at de kunne få forbedringer ud af at stemme nej til mæglingsforslagene. Det ville være en streg i regningen for alle de gode kræfter, der er brugt på, at få denne overenskomst til at ligne en forbrødring.

Der er dog nogen på arbejdsgiversiden, der lurepasser og ikke føler sig ganske sikre på, at det går, som LO og præsten prædiker. I de overenskomstfohandlinger, der skal foregå på min arbejdsplads, som er uden for LO-området, har arbejdsgiverne i hvert fald i løbet af de seneste to måneder skiftet mening om, hvor meget det haster med at få gang i vores forhandlinger. I december hastede det meget, lige nu haster det tilsyneladende slet ikke.

En af mine venner spurgte mig, hvorfor jeg mener, det er en god idé at opfordre alle fagligt aktive til at deltage til juni i det 6. Internationale Træf i Odense?

Når jeg ser på OK-situationen og buschaufførernes årelange kamp for at modgå virkningerne af privatisering og effektivisering, så synes jeg næsten, at det er ét skridt frem og to tilbage. En kamp, en lille eller ingen sejr, og bagefter et stort tilbageskridt. Det betyder samtidig, at der er fulgt nogle dyrekøbte erfaringer med. Blandt andet derfor er netop buschaufførerne de eneste, der klart og utvetydigt tager afstand fra det foreliggende overenskomstforslag. Sådanne erfaringer synes jeg, vi skal dele med fagligt aktive i andre lande. De slås jo også mod effektivisering, privatisering, nedslidende arbejdsmiljø, stress og faglige lederes forræderi. De slås jo også for ret til kollektiv organisering og ret til at forhandle overenskomster.

Vi har også brug for at inspireres af deres erfaringer. Jeg har f.eks. hørt, at man i kampen mod det tredje arbejdsmarked i Frankrig har rejst krav om gratis buskort, som den første betingelse for at kunne komme til at søge arbejde, når man bor i Paris’ forstæder. Der er selvfølgelig også grunde til, at de franske arbejdere visse steder er imod den 35 timers arbejdsuge.

Det ser også ud til, at der er planer om, at de tyske arbejdere skal udsættes for en speciel arbejdstidsnorm, nemlig en livtids-arbejdstid, før de kan blive pensioneret. Er det ikke alt sammen erfaringer, vi kan bruge her i Danmark i de daglige kampe for vores løn- og arbejdsvilkår?

Er det for resten ikke også sådan, at vi engang imellem har brug for at opleve, at der er mange andre, verden over, der kæmper den samme kamp mod de samme kapitalister og den samme udbytning, for at vi rigtigt kan føle os som del af en større helhed? Vi ses til juni i Odense.

Der er for resten endnu en grund til, at det er en god idé at mødes og tale sammen. Der er - ifølge de første konklusioner fra den danske del af en rapport til OECD fra amternes og kommunernes forskningsinstitut – én million danskere, der har så svært ved at læse og regne, at de har behov for at blive bedre, hvis de fortsat skal kunne passe deres arbejde! Og blandt dem med de ringeste færdigheder er de midaldrende og ældre med kort uddannelse. Altså mange af de arbejdere, der har deltaget aktivt i arbejdskampene de sidste 50 år. Mon ikke det er værd at høre, hvad nogen af dem har at sige?

Der kommer også nordmænd og andre gode skandinaver til internationalt fagligt træf. Var det forresten ikke en nordmand, som skrev:

Og en tysker, der manede:

vor solidaritet.