OK 2000

"Ikke tilfredsstillende"

Ser vi isoleret på de enkelte overenskomster, indeholder alle både gode og dårlige elementer.

Det må betragtes som et godt element, at flere overenskomster indeholder ret til feriefridage uden anciennitetskrav. Til gengæld er uoverskueligheden i de generelle fireårige overenskomster et minus, som vi endnu ikke kender de virkelige konsekvenser af. Vi kan dog konstatere, at strejkeretten er afskaffet for de næste fire år. Er det tilfredsstillende??

At vore forhandlere har opnået lønstigninger, er selvfølgelig også et plus. Diskussionen må her være: - Har de fået nok? Der kan sikkert opnås enighed om, at det har de ikke, da konsekvenserne af den minimale lønstigning med stor sikkerhed vil betyde reallønsfald.

Er det tilfredsstillende??

Kravet om nedsættelse af den ugentlige arbejdstid er pludselig afgået ved døden. Er det tilfredsstillende??

Den fleksible arbejdstid, vi ser i flere og flere overenskomster, vil på sigt blive et kæmpe problem for de danske 1ønmodtagere. Begrebet overarbejde vil ved fortsat udvikling i denne retning reelt være afskaffet. Familien Danmark må se en fremtid i møde, hvor alle døgnets 24 timer kan udlægges som normal arbejdstid.

Er det tilfredsstillende??

Det til trods, vil vi ganske vist over en længere periode opnå den 6. ferieuge i form af feriefridage. Dog ikke for landets børnefamilier, der mister deres omsorgsdage og derfor absolut intet får, ud over fleksibel arbejdstid og en fireårig overenskomst. Inden for store dele af overenskomst-områderne er kravet om 9 måneders anciennitet ligeledes begrænsende for folks ret til denne "ekstra uge".

Er det tilfredsstillende??

Flere og flere regler, retningslinier og direktiver fra EU finder vej til de danske overenskomster. Én ting er gældende for alt dette: Det er ikke omfattet af vores strejkeret.

Er det tilfredsstillende??

Det faglige netværk i Randers siger klart nej til de overenskomster, der er indgået. Resultaterne ligner mest af alt "Kejserens nye klæder". Umiddelbart virker det pænt og tilforladeligt, men i bund og grund er indholdet dårligt og mangelfuld. De overenskomster, der er indgået i år, er i deres samlede vurdering betydelig dårligere end dem, vi stemte ned i 1998. Derfor opfordrer det faglige netværk i Randers dig til at stemme nej til dette bedrag.

Gør brug af din demokratiske ret

Stem NEJ til forliget

 

Jan Guldmann, SiD Grafisk

Ole Lundbøll, SiD Chaufførerne

Faglig netværk i Randers