Farveblind

MANSKALHØREMEGET, FØR ørerne falder af, men man skal også se meget, før øjnene falder ud af hovedet - af bare afmagt over det, man hører og ser. Det gælder f.eks. svensk TV4, i en udsendelse kaldet Verdenskrigen i farver. Her skulle hidtil ukendte begivenheder fra anden verdenskrig blive fremvist, endda i farver. Tv-reportagen var i tre dele og med underlag af breve og referater fra døde og levende.

De sejrende i krigen mod Facismen var de to allierede, England og USA. De besejrede Hitler, Mussolini og Kejseren af Japan.

Dens første del var ren nazipropaganda fra Tyskland. En smuk og elskelig Hitler i elskovsreden sammen med den bedårende blonde Eva og yndlingshunden, schæferen Wolf. Sammenkomsterne her med Borman og andre nazikoryfæer, champagneskål og sober svingom, medens Føreren i civil og med alpehat tænksomt skuer ud over Berghofbjergenes vidder og drømmende anskuer Stortysklands "Neuropa" (Den store Europæiske Union) .

Derefter gigantiske parader af ariske værnemagtsoldater i forrygende strækmarch, hyldet af folkemasserne og af Hitler med karakteristisk bagvendt armbøjning, nu i skræddersyet uniform til mindste detalje. Underlæg af udtalelser af ældre: De var så lykkelige, det hele var bare så storslået - dengang. Ikke en lyd om, at hæderlige tyskere fyldte koncentrationslejrene i tusindvis for deres modstand mod vanviddet. Og selvfølgelig intet om monopolkapitalen, IG Farben eller KRUPP-foretagendet, der betalte for hele menageriet.

Udsendelsen var en forherligelse af Nazityskland, England og Amerika, så man skulle tro, at netop de skulle være allierede. Det var heller ikke helt utænkeligt. Hvem husker ikke Premierminister Chamberlains besøg hos hr. Hitler før anden verdenskrig og hans lobhudling af Tyskland som værende indstillet på fred og samarbejde med Storbritannien. Hensigten var soleklar: Nazityskland skulle få al den støtte og hjælp fra ‘demokratierne’ i vest for deres Drang nach osten, bare de ville "nøjes" med at angribe og nedkæmpe socialismens Sovjetunion. Men så kom der en mand i vejen med slæden; den tysk-sovjetiske "ikke-angrebspagt".

Her fortsætter svensk TV 4 i farver: De tyske bomber brager over Coventry og London - et forfærdende inferno - som var tiltænkt langt længere østpå på landkortet. Englænderne, hvis indbyggere i storbyerne måtte lide under bomberegnen og kæmpede indædt med brandslukningerne, var ægte nok - om end ubevidste om deres ‘egen’ regerings djævelske manipulationer, som altså røg i vasken, og som de nu selv blev ofre for. Det Storbritannien, som middelalderligt hyggede sig med karetkørsel af Konge og Dronning i en farvelade af pragt og herlighed, medens de flotte bobbyer i kilometerlange rækker holdt det jublende borgerskab på ærbødig afstand ... overklassen spillede golf, medens arbejderne knoklede i kulminerne (det fik vi dog ikke at se).

I ANDENDELAFFARVESERIENkommer så 22. juni 1941, med nazisternes overfald på Sovjetunionen. Igen forherligende nazipropaganda. Med klingende musik og fanfarer stormer Førerens soldater sejrrigt frem i overraskelsesmomentet - intet kan forhindre bolsjevismens uundgåelige nederlag, dertil er germanernes overlegenhed alt for indlysende. Man ser beskidte sovjetsoldater tilfangetagne i hobetal og med udmattede og fordrejede ansigter, medens herrefolkets uovervindelige og heltemodige soldater fra Das Dritte Reich stoltserer grinende rundt og nyder synet. I underlæg af brevet hjem fra en navngiven tysk soldat får man følgende svada: "Ved at se disse ansigter forstår jeg, at Føreren har ret, det er jo uhumske undermennesker, som kunne blive en dødelig fare for vort elskede Vaterland". Det meddeltes så, at denne germaner faldt ved fronten.

I DEN TREDJE OG SIDSTE DELserser vi så invasionen i Normandiet i juni 1944 - den længe (alt for længe) ventede anden front på Europas fastland, der var så nødvendig, fordi der kom noget østfra, som man i hvert fald ikke ville have frem til den engelske kanal. De to allieredes indsats, invasionen i Frankrig, blev kaldt for verdenskrigens vendepunkt, og man følger deres sejrsgang, hvor overvældende krigsmateriel, ikke mindst i luftkrigen, gjorde udslaget. Nazitysklands førhen overvægtige krigsmaskine var decimeret, smadret og ødelagt andetsteds. Indtoget i Paris var flot og farverigt, så ingen tænker på, at pariserne selv - nemlig modstandsbevægelsen med kommunisterne som det ivrigste incitament - befriede byen før indmarchen.

Inden slutbilledet skal vi se Amerikas krig mod Japan i Stillehavet og dets effektive luftbombardementer af selve Japan. Pludselig hører man, at der var en tredje allieret, idet Sovjetunionen skulle erklære Japan krig, hvilket blev effektueret godt og grundigt. I Manchuriet knækkede den røde hær ryggen på den kejserlige, solgudelige, uovervindelige militærmagt her på det asiatiske fastland, og dermed var Japan definitivt slået. Selvfølgeligt intet om denne kendsgerning i tv-serien.

Derimod om det effektive massemord på civile i Hiroshima og Nagasaki. Atombombens hensigt var utvetydigt at skræmme socialismen i Sovjetunionen, efter at det stod klart for hele verden - på det tidspunkt - at hovedkraften i sejren over Hitlertyskland var den i farve-tv-serien fuldstændigt ignorerede Sovjetunion. Dog ti1 allersidst i udsendelsen, i omtalen af Berlins fald, blev det præciseret, at hensynsløse sovjetsoldater voldtog mere end 100.000 kvinder. Det var altså Sovjets indsats i krigen! Nazitysklands nederlag foran Moskva og sejren ved Stalingrad, som var de virkelige vendepunkter i anden verdenskrig, viste man ikke overhovedet ikke, hverken i sorthvidt eller i farver. Godt gået i raffineret historieforfalskning med digitale midler.