Kogalskab, mareridt, ØMU

Der er konstateret galskab hos en ko i en besætning i Nordjylland - og det arme kreatur er øjeblikkeligt slået for panden. Det slap for at ende som marv og T-bone-steaks hos en hungrig familie - og den slap så til gengæld for at udvikle Creutzfeldt-Jacob-syge, den dødelige medicinsk-menneskelige variant af sygdommen.

Den nyslåede fødevareminister Ritt Bjerregård satte sig straks igennem med handlekraft og styrke. Fjern entrecoter, koteletter og komarv fra alle landets kølediske, hvis det er slagtet fra over et år siden, lød beskeden til supermarkerne - og forbrugerne fik at vide, at de skulle gøre det samme, hvis de havde sådan noget liggende i fryseren.

Der må være en forklaring på, at kødet fra kreaturer, slagtet for et år siden, kan være inficeret af den nu afdøde nordjydske ko. Den har åbenbart en langtrækkende effekt som smittespreder, også bagud i tiden.

Og der må være en lige så god forklaring på, at den inden for det sidste år ikke har været i stand til at smitte noget som helst, siden de sidste 365 dages nedslagtninger ikke bliver berørt af den store udsmidning. Det kan være, den er blevet holdt i særlig grundig isolation siden dens spæde kalvetid - hvis den overhovedet var født for et år siden.

Forklaringen være der, og der er ingen grund til unødige spekulationer. Vi skal bare gøre, hvad fødevareministeriet siger, selvom det ligger over almindelige dødeliges forstand at fatte, hvorfor den enlige, nu afdøde ko kun har kunnet smitte frem til for et år siden.

Ritt er i fuld sving. Sagen er under kontrol.

I sidste weekend var dansk presse fuld af opskræmmende meddelelser om farlige belgiske listeria-bakterier i kødpateer. På samme tid tordnede norsk presse mod ‘Gamle Ole’ fra MD-foods, som angiveligt havde slået en midaldrende nordmand ihjel, Dagen efter bragte den danske presse dementier: Nordmanden var godt nok død, men det var i hvert tilfælde ikke af Gamle Ole. Og hvis det var af en mumieost, var den ikke dansk.

Faktisk er listeria, salmonella og kogalskab aldeles udansk.

Det er betryggende at vide, hvis man bliver dødeligt smittet, at det med meget stor sandsynlighed ikke skyldes en dansk ko, et dansk svin eller en dansk kylling.

Og det er godt i samme situation at forstå, at fødevareministeriet både under Ritt Bjerregårds forgænger Henrik Dam-Christensen og nu under fruens egne kompetente exkomissær-vinger udfolder de største anstrengelser for, at ingen danskere bliver ofre for det indre markeds uigennemskuelige bakteriespredning.

Det er en af fordelene ved at være med ved bordet i Unionen. Også ved spisebordet.

Den døde nordmand er selvklart et offer for Norges ihærdige Nej-sigeri.

Af et fordærv, tilberedt af ØMU-modstandere, der fylder luften med giftigheder, som kan være særdeles skadelige.

Og det kræver en Ritt B. at bekæmpe kogalskab og slagte det, der er værre, som f.eks. vedvarende ØMU-modstand.

Nyrup sendte Thorkild Simonsen på pension, og Carsten Koch hen i en krog af folketinget, hvor han nu gnasker æbler, for at gøre plads for Ritt til at lære danskerne om ikke at elske euroen, så i det mindste sige ja til den.

Blandt de nye argumenter, der vil blive fremført er, at et dansk ja hertil en gang for alle vil skabe sunde fødevarer til alle.

Fødevareproducenterne vil få endnu bedre muligheder for at eliminere alle smittekilder og forvise dem til lande uden for EU - som f.eks. Norge.

PS! Vedholdende rygter vil vide, at endnu et tilfælde af kogalskab er blevet konstateret i Danmark, nærmere bestemt i fødevareministeriet. Dertil kan vi blot sige:
Det er en infam modstanderløgn!

Redaktionen

28. februar 2000.