Som katten om den varme grød -

eller Det rådvilde KPiD

Af Klaus Riis

Det fyger i øjeblikket med forslag til partiprogrammer fra erklærede kommunistiske eller revolutionære organisationer. Nu har også KPiD offentliggjort sit bud på et partiprogram: ‘Forslag til program for Kommunistisk Parti i Danmark’, udgivet som tillæg til Kommunist 3, 2000. Det skal behandles på partiets kongres i bededagsferien i maj måned. Og Enhedslisten har i sit medlemsblad ‘Rød-grønne linjer’ (nr. 2, februar 2000) som tillæg offentliggjort et programudkast med titlen ‘Kapitalisme og socialisme i det 21. århundrede’. Det blev med et snævert flertal vedtaget på en programkonference den 5.- 6. februar, og skal danne udgangspunkt for partiets diskussion frem til dets årsmøde, der vil beslutte, om et program overhovedet skal vedtages.

Dette indlæg er en første kommentar til KPiDs udspil - i det kommende nummer af KP vil Enhedslistens programforslag blive taget op.

 

 

Ifølge KPiDs både udtalte og uudtalte selvopfattelse er partiet afløser og fortsætter af DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, selvom partinavnet er optaget af en gruppering i Enhedslisten. Bådenavnet. For KPiD er partiet (DKP) både det revolutionære parti, der stiftedes i 1919 og tilsluttede sig Kommunistisk Internationale, men også 60ernes, 70ernes og 80ernes DKP, der tilsluttede sig de revisionistiske platforme, der udsendtes fra Moskva under Hrustjov og Bresjnev m.fl. Ifølge denne opfattelse går der en lige linje fra 1919 til KPiD, der i slutningen af 80erne udviklede sig indenfor DKP i protest mod gorbatjovismen (i Sovjet og i Ole Sohns DKP). Det er et og samme parti.

Men i realiteten er KPiD arvtageren til 70ernes DKP, det bresjnevistiske DKP. Det rummer en række ledende medlemmer fra dengang ‘det antimonopolitistiske demokrati’ blev programfæstet (i 1975), og man skilte sig af med forstyrrende elementer som Carl Madsen, der angreb programmet som skinbarlig revisionisme og socialdemokratisme og forsøgte at fastholde grundlaget fra den stolte Komintern-tid. For dette DKP var al marxistisk-leninistisk kritik af det daværende revisionistiske Sovjet eller dets linje for fredelig overgang til socialismen i strategisk alliance med ‘arbejderpartierne’, herunder socialdemokratiet, den skinbarlige venstreopportunisme og sekterisme, og højst sandsynligt CIA-financieret.

KPiDs nugældende kortfattede partiprogram stiller sig på ‘det antimonopolitistiske demokratis’ grund, med implicit reference til programmet fra det revisionistiske DKPs velmagtsdage - og det ny programforslag må derfor opfattes som ‘afløserprogrammet’ for dette.

Udover en indledning består programforslagets 12 avissider af følgende 9 afsnit: Kapitalismen i vor tid, Monopolernes hovedkrav, Den europæiske Union, Sammenbruddet i det socialistiske verdenssystem, Den internationale arbejderbevægelse, Det danske samfund ved år 2000, Den nødvendige samfundsforandring, Kampen for socialisme og Kommunistisk Parti i Danmark.

Katten og grøden

Forventer man i det ny programforslag en klar holdning til det tidligere program og ‘det antimonopolitiske demokrati’, som KPiD’erne i en halv menneskealder har propaganderet som den danske arbejderklasses og det danske folks vej til socialismen, bliver man skuffet. Det ny programforslag tier fuldstændig herom, det afholder sig bevidst fra enhver vurdering af det tidligere programmatiske grundlag. Hvad man ellers kan sige om det berygtede ‘antimonopolistiske demokrati’, så var det i det mindste et udførligt revisionistisk program. Konkret og detaljeret - på papiret.

Det foreliggende programforslag er tyndt, ukonkret, rådvildt - og lister sig udenom en lang række principelle og strategiske spørgsmål som katten om den varme grød.

Således har programmet ikke den ringeste forestilling om vejen til et socialistisk Danmark. Det udtaler sig ikke om nødvendigheden af revolution; for KPiD er det nødvendigt med socialisme, til gengæld er revolution en højst tvivlsom affære, som man snor sig udenom. Og hvorvidt socialisme forudsætter arbejdernes klasseherredømme, proletariatets diktatur - herom tier ‘Forslag til Program for Kommunistisk Parti i Danmark’ fuldstændig.

Men det er ikke godt nok, KPID. Hvad de danske kommunister har brug for, er ikke tvetydighed og luskeri, men programmatisk klarhed og utvetydighed: Det nuværende monopolkapitalistiske diktatur må gennem en socialistisk revolution erstattes af arbejderklassens herredømme. Der er ingen anden vej, der er ingen ‘mellemløsninger’ eller overgangsformler a la ‘det antimonopolitiske demokrati’. KPiD tør ikke genfremsætte ‘det antimonopolistiske demokrati’ som strategi eller som sin vej til socialismen, og vover ikke engang at forholde sig til det i klare ord. Men programforslaget sætter intet i stedet - andet end vage og tågede formuleringer.

Arbejder KPiD for en socialistisk revolution? Spørg programforslaget - og du får intet svar. Arbejder KPiD for oprettelsen af proletariatets diktatur i Danmark - spørg partiprogrammet, og du får intet svar. Med mindre man af den larmende tavshed som undertegnede udleder et ‘Nej’ - KPiD arbejder ikke for at forberede en socialistisk revolution, KPiD kæmper ikke for arbejdernes klasseherredømme, forudsætningen for opbygningen af et socialistisk Danmark.

‘Antimonopolistiske alternativer’

Det eneste, programforslaget siger om noget, der kunne minde om ‘revolution’, - og det er for at benægte revolutionens nødvendighed - er følgende:

‘Enhed og organisering er den nødvendige kampmetode for arbejderklassen. Kun sådan kan de mange, der gennem deres arbejdsindsats holder samfundet i gang, skabe en modmagt. Der igennem skabes den samfundsforandrende kraft og dermed forudsætningen for samfundsforandringen.

Den afgørende samfundsforandrende kraft er nu som før arbejderklassen. Uden aktiv handling fra denne må enhver ide om at overvinde kapitalismen eller gennemføre grundlæggende antimonopolistiske alternativer forblive ønsketænkning’. (S. 9, min fremhævning, KR) Her sneg det vist sig alligevel ind: ‘det antimonopolistiske demokrati’. Forslaget taler i samme sætning taler om ‘at overvinde kapitalismen’ eller om at ‘gennemføre grundlæggende antimonopolistiske alternativer’, som om det er to forskellige ting. Men der findes kun ét grundlæggende antimonopolistisk alternativ (og ikke flere forskellige): nemlig at knuse den borgerlige stat, opbygge arbejderklassens statsmagt og bryde monopolernes politiske og økonomiske magt. At forestille sig monopolernes diktatur kan brydes under kapitalismen, uden revolution, er en reaktionær utopi.

Men det er nøjagtig, hvad der foresvæver programskriverne. Det kan ikke lade sig gøre indenfor EU, fortæller programskriverne, er ‘monopolkapitalens direkte og til dels diskrete diktatur i Europa’ (s, 1). ‘Det er en vigtig opgave for EU-modstandere både inden for og uden for EU at finde veje og midler til både at angribe og bekæmpe EU-diktaturet og sikre de enkeltes landes befolkning mulighed for frigørelse fra EU (…) Kommunisterne vil bekæmpe EU og kæmpe for at Danmark udmeldes. Derved skabes forudsætningerne for et selvstændigt, demokratisk og socialt retfærdigt Danmark.’ (s. 11, min udhævning, KR)

Er Norge måske ikke underlagt ‘monopolernes diktatur’, KPiD - selvom det står udenfor EU? Og vil et Danmark udenfor EU (som alle kommunister og revolutionære må arbejde for) ikke fortsat være underlagt ‘monopolernes diktatur’? Svaret er ja, begge steder. KPiD-programskriverne fusker, når de identificerer EU med ‘monopolernes diktatur’. Kun en socialistisk revolution kan befri Danmark (og alle andre europæiske kapitalistiske lande, i og udenfor EU) fra ‘monopolernes diktatur’. En udtræden af EU vil styrke arbejderklassen og de folkelige kræfter, men ikke befri Danmark fra ‘monopolernes diktatur’ - og ikke skabe forudsætninger for ‘det antimonopolistisk demokrati’ som en særlig ‘vej til socialismen’, som KPiD-programskriverne stadig i det dulgte drømmer om.

‘Det er arbejderbevægelsens store opgave i vor tid at skaffe sig alliancepartnere i kampen mod monopolerne, og at udvikle kampformer, der svarer til disse muligheder. Den kamp, arbejderklassen står i, er en kamp for demokrati, for nationernes selvstændighed, mod monopolernes diktatur og mod militarisme. Det er en kamp mod EU, for Danmarks udmeldelse af EU, og for et demokratisk Danmark, hvor folket bestemmer sin egen udvikling. Samfundet må sikres kontrol over det økonomiske liv. Vejen til socialisme går over denne kamp’ (S. 10) Kan samfundet sikre sig kontrol over det økonomiske liv uden gennem en revolution at bryde monopolernes magt? Nej, det er en gammel reformistisk illusion! Og et ‘demokratisk Danmark’ er en lige så stor illusion uden gennem at bryde monopolernes magt. I sidste ende kan kun socialismen garantere Danmark selvstændighed som nation og en demokratisk udvikling.

Når programforslaget er så ukonkret, når det gælder vejen til socialisme, er det måske, fordi det ikke opfatter kampen for et socialistisk Danmark som en aktuel opgave - men en opgave som forudsætter en udtræden af EU via en folkeafstemning, borgerskabet respekterer, o.s.v., en ny flerfase-strategi: først udtræden af EU, så ‘et demokratisk Danmark’ - og så bliver socialismen aktuel!

Samme letfærdige brug af begreberne kapitalisme/ imperialisme/monopolernes diktatur gør sig i øvrigt gældende gennem hele programforslaget. F.eks. hedder det: ‘De få lande, der modsætter sig underordning af det kapitalistiske system udsættes for et voldsomt pres. Det sker bl.a. ved at disse lande søges isoleret - ved at blive nægtet lån og bistand som Serbien i slutningen af 1999.’ Råder det kapitalistiske system da ikke i Serbien? Er Milosevic’ Serbien socialistisk? Her sammenblanders afvisning af/modstand mod vestligt imperialistisk diktat med underordning af det kapitalistiske system. Serbien og serberne er, desværre, fuldt og helt ‘underordnet det kapitalistiske system’.

Socialisme og ‘socialismeerfaringer’

I det supertynde afsnit om socialisme nævnes arbejderklassens magt som nævnt ikke med et ord. ‘De fremskridt, der er vundet i kampen for socialisme og i kampen mod monopolernes diktatur vil blive videreudviklet og udvidet’, hedder det (s. 12). ‘Det vil være et samfund, der bygger på de værdier og kulturelle særegenheder, som det danske folk har skabt gennem dets historie. Det vil være et samfund hvor alle styrende organer vælges ved frie valg og med lige ret til at komme til orde for alle partier, organisationer og enkeltpersoner, der respekterer det socialistiske samfunds grundlov.’ Det lykkes altså KPiD at skabe et socialistisk Danmark, på papir, uden revolution og uden proletariatets diktatur, der blot er en fortsættelse af kampen mod monopolerne og for demokrati, og for alle, der respekterer grundloven. Hvornår eller hvordan denne bliver til, fremgår ikke - kun at alle kan være med.

På et enkelt punkt har KPiD været tvunget til at revidere sine fejlforestillinger fra 1975 - nemlig hvad angår den fuldstændige idyllisering af Brejsnev og Co.s revisionistiske Sovjet. Dengang tåltes ingen kritik, slet ikke marxistisk-leninistisk. Nu hedder det: ‘Sammenbruddet var kun muligt, fordi nogle af de fundamentale elementer i socialismen var svækket, ændret eller skjulte (…) Partierne anså deres ledende rolle som fortrop i samfundets udvikling som noget givet og ubestrideligt, ikke som noget man uafladeligt skal gøre sig fortjent til. (…) Partierne mistede deres evne til at inddrage befolkningerne, til at virkeliggøre et socialistisk demokrati (…) Partiernes organer og organisationer stagnerede i et bureaukrati, der svækkede eller kvalte befolkningens kreativitet og aktive deltagelse i opbygningen af socialismen. (…) Partiernes ledelser bærer ansvaret for, at kritikken og selvkritikken blev undermineret, hvilket førte til en skematisk gennemførelse af beslutninger og til en tilstand, hvor alle dækkede over hinanden. (…) Det indre partidemokrati blev kvalt (…) Sådanne fænomener var stærkt medvirkende til at undergrave partiets prestige i befolkningen, på samme måde som det skete for socialdemokraterne i den kapitalistiske verden.’

Det er forbløffende, at der fra KPiDs side ikke lyder et eneste selvkritisk ord. For de ledende KPiDere var også ledende DKPere - og med til at dræbe kritik og til at skabe en tilstand, hvor alle dækkede over hinanden. DKP dækkede over bureaukrati, mangel på demokrati, kort sagt revisionismen i Sovjet. Og DKP befandt sig sammen med SUKP på de samme positioner.

Hvor hyklerisk kan det blive? KPiD kritiserer sine gamle broderpartiers ledelser for at underminere kritik og selvkritik - men programforslaget rummer ingen selvkritik for årtiers skønmaling af Hrustjovs og Bresjnevs Sovjet, eller den årelange tilsværtning af Stalin og hans socialistiske Sovjetunion. Dets forfattere kunne aldrig drømme om selvkritisk at analysere - og, i marxismen-leninismens lys, forkaste(!) - DKPs revisionistiske strategi og politik. De søger tværtimod fortvivlet at redde de gamle antileninistiske positioner.

Det giver anledning til en noget overraskende slags ’rehabilitering’ af ingen andre end - Michael Gorbatjov: ‘Da Sovjetunionens præsident fra sidst i firserne frem til sammenbruddet, Michael Gorbatjov, startede med at fremskynde de nødvendige ændringer i stats- og partilivet, der led under en bureaukratisk, dogmatisk og administrativ ledelsesstil, var det velbegrundet’. (S. 4) Desværre gik det galt, konstaterer man i næste sætning: ‘Men det, der skulle være målet, et moderne socialistisk samfund, gik tabt. Gorbatjov forrådte det marxistiske klassestandpunkt i den internationale konflikt med imperialismen.’

Gorbatjov var en revisionist, der ville overvinde revisionismens krise med mer revisionisme, kapitalisme med mer kapitalisme - mens han kaldte deet ‘mer demokrati og mer socialisme’ - ligesom hans forgængere Hrustjov og Brejsnev forsynede deres frafald fra marxismen-leninismen med etiketter om ‘virkeliggjort socialisme’ og ‘kommunisme i 1980’. Sovjetunionens sammenbrud var resultatet af mere end 30 års revisionisme og kapitalistiske reformer efter den store marxist-leninist J.V. Stalins død.

På ét punkt var det revisionistiske Sovjet ufejlbarligt, ifølge KPiD - nemlig på den internationale arena. Her var partiledelsernes eneste fejl deres godhjertethed (!):‘solidarisk støtte til Vietnam i Vietnam-krigen (...) den økonomiske støtte til de udviklingslande, der var i befrielseskrig mod imperialismen og lande som Cuba og andre, der var påbegyndt en socialistisk opbygning.’ Denne uselviskhed betød nemlig egen økonomiske udmarvning!

Invasionen i Tjekkoslovakiet i ‘68 eller i Afghanistan nævnes ikke - aggressionshandlinger, som understregde, at Sovjetuionen havde forvandlet sig fra en socialistiske stormagt til en socialimperialistisk supermagt, der konkurrerede med USA-imperialismen om verdensherredømme.

KPiDfremturer med sine idylliseringer. Heller ikke sovjetrevisionismens ansvar for den chilenske tragedie nævnes med et ord - hvor Allende og det chilenske revisionistparti med Moskvas energiske støtte søgte at realisere dogmet om ‘fredelig overgang til socialismen’ - og resultatet blev Pinochets fascistiske åg.

For tiden bejler DKP/MLs formand Jørgen Petersen uhæmmet til KPiD - og formælingen må betragtes som nært forestående. Det kalder hr. Petersen ‘samling af kommunisterne på marxismen-leninismens grund’. Det er i selve værket en sammenslutning af antirevolutionære fallitboer langt ude i revisionismens sump.