Socialismen og kvinderne

Af Dorte Grenaa

Udkastet til principprogram for Arbejderklassens Kommunistiske Parti er rigtig godt. Det slår klart og utvetydigt fast, hvad kommunisterne står for. Det ikke bare siger, hvad de revolutionære principper i marxismen-leninismen er, i programudkastet bruges de i praksis til at analysere klassekampen og opgaverne, den stiller i dag.

Et spørgsmål der kan gøres klarere, er, hvor meget socialismen egentlig betyder for kvindernes stilling.

Vi står i dag i dobbeltarbejde til op over begge ører, med underbetaling og uligeløn, med en så slående kønsforskel i livsindkomst og dermed muligheder, så man næsten skal hedde Ritt for ikke at kunne mærke og se den. Med en "fleksibel" udbytning af vores arbejdskraft og menneskeværd, der konstant skrues op i tempo.

Med socialismen vil der for første gang i historien blive mulighed for reelt at ophæve arbejderkvindernes dobbelt undertrykkelse som klasse og som køn. Hvorfor?

Med arbejderklassens klasseherredømme ved magten og afskaffelsen af den private ejendomsret vil det ikke længere være muligt at tjene på at lade andre mennesker (mænd som kvinder) knokle for sig. Udbytningen ophæves. Der kan ikke længere hentes ekstra profit på underbetaling af kvinderne og brugen af dem.

Mænd og kvindernes arbejde vil have samme samfundsmæssige værdi for udviklingen af det socialistiske samfund. Selv i den første periode, hvor vi forsat vil leve med de store forskelle med mandefag og kvindefag, vil grundlaget for at værdsætte dem så forskelligt økonomisk være væk.

Reel ligestilling og ophævelsen af kvindeundertrykkelsen betyder reel økonomisk ligestilling af kvinderne. Enhver økonomisk afhængighed og ulighed fører til uligheder, underlegenhed og mindre selvværd i en lang række af livets andre forhold. Det kender vi alt for godt under kapitalismen.

Reel ligestilling vil ikke kunne indføres automatisk - heller ikke, fordi det indskrives i den socialistiske forfatning. Men der er en meget væsentlig forskel fra de love, vi kender i dag. Under socialismen er det arbejderklassens kvinder og mænd, der er ved magten. Ikke bare som dem, der vedtager lovene, men også som dem, der udfører dem og sikrer, at de bliver gennemført. Under arbejderklassens statsmagt vil de Karl Smart-bureaukrater, der kunne finde på at sidde og fedte med, at lige løn for lige arbejde kunne betyde, at kassedamen, rengøringskonen, hjemmehjælperen desværre forsat måtte være lavere lønnet end embedsmænd og adminstrationer, hurtigt kunne skiftes ud som de hyklere, de er, idet enhver embedsmand eller politiker til hver en tid kan skiftes ud.

Hvordan sikrer man kvindernes reelle deltagelse i arbejderklassens statsmagt - i de besluttende organer på alle niveauer, i alle dele af samfundet - i det udførende organer? Eller sagt med Lenins ord: "Hvordan sikrer vi, at enhver kokkepige bliver i stand til at tage del i ledelsen af samfundet"?

Dertil kræves ikke blot økonomisk ligestilling, men også social ligestilling for kvinderne. Altså nytter det ikke, hvis kvinderne forsat skal hænge på dobbeltarbejde. Frem for at afskaffe familie og børn - eller reducere dette til en evigt stresset overlevelseskamp, som vi knokler under i dag og aldrig når en brøkdel af alt det, vi gerne vil for os selv og andre, så kræver vi jo som arbejderkvinder retten til at arbejde, familie og børn skal kunne hænge sammen.

Med socialismen får vi endelig muligheden for at indrette arbejdslivet og vores eget liv på en hel anden måde. Den teknologiske udvikling gør det jo muligt at nedsætte arbejdstiden både for mænd og kvinder. Uddannelse for hele livet og gennem hele livet er muligt at organisere både i og uden for arbejdstiden. Modsat det borgerlige demokrati, der er for dem, der har råd, tid og viden, vil det socialistiske demokrati blive et reelt demokrati, såfremt arbejderklassen sikres tiden, overskuddet og mulighederne. Det gælder i høj grad kvinderne. Og det er helt afgørende, når vi siger, vi vil være herre i eget hus.

Hvad så med opvasken? Det evindelige dobbeltarbejde for at holde sammen på hjemmet og gøre alle klar til næste dag, og næste dag - år ud og år ind? Alt det der tager vores sidste kræfter, inden vi når til alt det, vi hele dagen har tænkt på, vi ville, når vi kom hjem. Slipper vi også for det under socialismen?

Socialismen betyder, at størstedelen af dette arbejde kan gøres til samfundsopgaver og løses i fællesskab, frem for at være hver enkelt kvindes individuelle problem og ekstra arbejde. Kvinder kan slå i bordet, kræve, at deres tid og liv bliver brugt til bedre og vigtigere ting. Står det trivielle husarbejde i vejen, vil de også vide at organisere andre løsninger såsom gode og billige madsteder, ordentlig mad på arbejdspladser, skoler og institutioner, for bare at tage et enkelt konkret eksempel.

Når hele den store omvæltning sættes i værk, vil også kvinderne være fuld af nyttige forslag og initiativer, fordi de udspringer af deres behov og almindelig menneskelig logik.

Socialismen kan ikke opbygges uden arbejderkvinderne. Kvindernes frigørelse er dens klare interesse, ikke bare kvindernes arbejdskraft og støtte. Samfundet vil have brug for, at kvinderne alsidigt får mulighed for at udvikle alle deres kvaliteter, evner og kunnen - som arbejdere, mennesker og socialistiske samfundsborgere. Socialismen er et kollektivt klassefællesskab, hvor intet menneske er overflødigt, ligegyldigt eller ubrugeligt. Tænk at vide, at der er brug for en, at man også betyder noget. Det skaber mulighederne for at gøre op med reaktionær, forældet og forkrøblet tankegang og ideologi - også den tunge arv af kvindeundertrykkende ideologi, der slider og river i kvindernes selvværd.

Så ufattelig meget energi, dynamik, viden og menneskelig kunnen kan tilføres og sikre socialismen, når vi ophæver kapitalismens reducering af mennesket til en vare, en vare, der kan købes, sælges, slås i stykker og kasseres efter forgodtbefindende.

Har socialismen brug for kvinderne, ja, så har kvinderne så sandelig også brug for socialismen for at opnå fuld frigørelse.