Det solidariske nej

En Hanne Lyngesen, ansat i Nationalbanken, brugte torsdag d. 10.2 i Information stor plads på at indsnævre diskussionen om Ømu’en til hendes egen del af banen. Tricket, for det er et trick, går ud på først at indsnævre diskussionen til rent nationaløkonomiske spørgsmål og dernæst dele emnet op i to dele: Går Danmark med i den monetære union, eller bliver Danmark uden for (Uden for indflydelse og det gode selskab).

Imidlertid er den europæiske monetære union en multilateral aftale, grænsende til paneuropæisk, og en diskussion om hvilket som helst aspekt vedrørende emnet må derfor som udgangspunkt have, hvilke perspektiver der er for denne nye møntunion som sådan.

Kaster man bare lidt lys helheden, er det mere klart, hvorfor EU’s visioner ikke hører hjemme i den danske debat.

Euro’en er allerede fuldt på højde med dollar som långiver i verden - tilsammen giver EU og USA ca. 85% af verdens lån. Ambitionen med euro’en er, at den skal blive verdens hårde valuta, i stedet for dollar, og være med til at skabe grundlag for et imperium, der i økonomisk formåen vil få det gamle britiske eller det kortvarige tyske rige til at ligne dværge. Ambitionen om en fælles valuta hænger uløseligt sammen med visionen om en politisk union. Det er nemlig klart for alle, der ser på den samlede europæiske økonomi, at en fælles valuta kun vil opnå stabilitet ved, at den politiske magt centraliseres, ligesom det er klart, at de internationale økonomiske interesser kun kan plejes rigtigt, hvis unionen bliver bevæbnet på niveau med USA. Befolkningerne i udviklingslandene har jo en grim historie med at smide de rare europæiske kolonialister ud.

Selvom der er tale om et fælleseuropæisk samarbejde, synes nationalbanken, at der stadig er brug for at klappe de danske arbejdere i gang med ublu hentydninger til den hjemlige danske industris konkurrenceforhold. Melodien hedder mere fleksibilitet, hurtigere og til en lavere løn end de andre lande i EU, i grænseløs solidaritet med industrien og aktionærerne. Ellers er arbejdspladserne næsten for længst tabt ud af landet (gerne helt ud af EU). Fælles lav løn til alle arbejdende i Europa i usolidarisk konkurrence med hinanden, det er perspektivet for befolkningen med ømu’en. Det interessante springes dog over af Hanne Lyngesen: Grunden til, at virksomheder producerer varer, er for at skrabe formuer sammen, ikke for at opfylde noget samfundsmæssigt behov eller skabe arbejdspladser.

Den Europæiske Unionen er monopolernes og elitens projekt, guldgravernes og spekulanternes projekt, krigsindustriens og imperiedrømmernes projekt. Og der er en grænse for, hvor længe folk, der føler virkeligheden på egen krop, kan paralysers af løfter om steg i himlen eller skræmmes af fallit og arbejdsløshed.

Stem NEJ med fremsynet omtanke!