Fredsproces a la Downing Street

Igennem de seneste måneder har der været lagt et enormt pres på Den irske republikanske hær IRA for at påbegynde nedlæggelsen af våbnene. De borgerlige medier glemmer rutinemæssigt at anføre, at der ikke kun er en, men tre bevæbnede parter i Nordirland. Der er for det første den britiske besættelsesmagt, der ikke har taget noget som helst skridt til tilbagetrækning fra eller overdragelse af de svært armerede militærposter, som i hobetal er strøet ud over hele provinsen. Der er for det andet de svært bevæbnede ‘protestantiske’ terroristorganisationer Ulster Freedom Fighters og Ulster Defense Association, der ikke har taget det ringeste skridt til at nedlægge eller overgive deres våben, som de igennem årtier er blevet forsynet i rigeligt mål med fra England. Disse kontrarevolutionære terrororganisationer, som står bag talrige bombeattentater og massedrab på civile irere, betegnes ofte i de borgerlige medier som modstykket til IRA, den tredje væbnede parti i den nationale kamp om Irland, som i årtier har været koncentreret om Ulster-provinsen. Intet kunne være mere forkert: IRA er en organisation af frihedskæmpere, der gennem hele det 20. århundrede har ført en retfærdig krig mod en rå og aggressiv besættelsesmagt, som med alle metoder har kæmpet for at bevare sit overherredømme. At sidestille de kontrarevolutionære terrororganisationer og de irske frihedskæmpere ville svare til at sidestille den danske modstandsbevægelses sabotageaktioner med den nazistiske ‘schalburgtage’.

Beslutningen om (indtil videre) at suspendere den nordirske ‘selvstyre-ordning’ er beregnet til at øge det ensidige pres på IRA og styrke unionisterne (og bag dem England) i den skrøbelige fredsproces, som IRA og dens politiske fløj Sinn Fein for alvor har engageret sig i. Lederen af Sinn Fein Gerry Adams påpegede, at minister Mandelson ‘gik unionisternes ærinde’, og at resultatet er en svækket fredsproces og faldende tillid blandt det, der i de borgerlige medier betegnes som ‘det katolske irsk-nationalistiske mindretal’. Men Ulster er en del af Irland, og det er briterne, unionisterne, der udgør et nationalt mindretal, der historisk af den engelske besættelsesmagt har været brugt som et vigtigt redskab til undertrykkelsen af irerne og til opsplitningen af Irland. Historisk har unionisterne spillet en tilsvarende, eller endnu mere, reaktionær rolle, som andre stormagters (som f.eks. Hitlertysklands) mindretal i suveræne nabolande.

Det irske spørgsmål er et af de talrige uløste nationale spørgsmål, skabt af kolonialismen og imperialismen. I sidste ende findes der kun en retfærdig og holdbar løsning: nedlæggelse af den kunstige ‘stat’ og irsk genforening. Men med imperialismens og de imperialistiske styrkeforholds udvikling op gennem det 20. århundrede stiller spørgsmålet sig om Nordirland noget anderledes for begge parter. England - og Eire - er begge medlemmer af den samme imperialistiske stormagtsblok Den europæiske Union. Den fælles unionslovgivning bliver af større, den britiske af mindre betydning. Det er en del af baggrunden for de blairske selvstyre-løsninger i Skotland og Wales - og for den nordirske ordning og den fredsproces, som er indledt med ikke bare den britiske regerings deltagelse, men også den irske dittos støtte - og med et stærkt pres fra USA, hvor både den historiske sympati med den irske frihedskamp er stor, og hvor en væbnet konflikt i imperialismens hjertelande er en konstant understregning af hele det imperialistiske systems skrøbelighed.

Også for Den europæiske Union, for den forenede europæiske monopolkapital, er denne betydningsfulde nationale konflikt mellem medlemslande og -folk vanskelig at leve med. De europæiske monopoler har store drømme om verdensherredømme - og den britisk-irske konflikt er belastende både udadtil og indadtil i Unionen selv som en demonstration af, at den i modsætning til, hvad retorikken hævder, ikke evner at overvinde nationale konflikter.

Skabelsen af selvstændige nationalstater og løsrivelse fra undertrykkernationer er et af den borgerlige-demokratiske revolutions historiske hovedspørgsmål. Uløste nationale spørgsmål og nationale konflikter vil altid tendere til at tilsløre de kapitalistiske samfunds grundlæggende klassekonflikter, der deler alle kapitalistiske nationer i to indbyrdes kæmpende lejre - den herskende borgerklasse og arbejderklassen og dens allierede. Med Den europæiske Union betones også dette klassekampsaspekt på en ny måde på europæisk plan. Det har også konsekvenser for den irske nationale bevægelse, og indgår også i baggrunden for Sinn Feins og IRA’s tilslutning til fredsprocessen. I hele Irland er der en tendens til at se Bruxelles og Unionen som en modvægt til London og England.

Umiddelbart op til den engelske styrkedemonstration fremlagde IRA et udspil omkring sine våben og depoter, som forudsætter en samtidig tilbagetrækning af britisk militær og afvæbning af unionisternes terrororganisationer - et udspil, som i realiteten burde have overflødiggjort suspensionen af selvstyret. Det betegnes af den canadiske general John de Chastelain, som er leder af det internationale afrustningsudvalg i Nordirland, som ‘betydningsfuldt’ , af Sinn Fein som ‘et gennembrud’ og selv af talsmænd for Tony Blair som ‘grundlaget for den kommende tids forhandlinger om fredsordningens fuldførelse’. Af de Chastelains rapport fremgår, at IRA taler om at anbringe sine våbenarsenaler ‘hinsides brugbarhed’.

Der er mange grunde til, at den skrøbelige og vanskelige fredsproces vil fortsætte, og at den britiske magtdemonstration, hvor løvens kløer har vist sig, blot skal betragtes som en midlertidig afbrydelse. Af vidt forskellige grunde har alle dens deltagere brug for den, og brug for resultater - selvom den til stadighed forstyrres af perioder med mediebulder og politisk stormvejr - og af og til af terroraktioner fra grupper på begge sider, som ønsker den politiske proces helt afbrudt.

Men resultatet betyder først og fremmest, at den britiske regering må starte på indrømmelserne, både med hensyn til militær tilbagetrækning, ophør med den åbenlyse politiske støtte og indgriben til fordel for unionisterne - og formuleringen af nye skridt i en proces, som kan føre i retning af en løsning af det irske nationale spørgsmål i overensstemmelse med det irske folks egne ønsker, på basis af anerkendelse af princippet om national selvbestemmelse. Løsningen på det irske spørgsmål er simpelthen, at England opgiver sit århundredlange undertrykkerregime og ikke klynger sig til den sidste stump.

Den seneste britiske magtdemonstration viser imidlertid, at løven ikke godvilligt giver slip på lunsen - og at den britiske regering, der ynder at fremstille sig selv som fredsprocessens ankermand og tilmed af den grund fremstilles i et fuldstændig uberettiget ‘progressivt skær’, udgør et af dens hovedproblemer. Det er ikke Sinn Fein eller IRA, der søger at sabotere processen - men unionisterne og deres støtter i Downing Street. -pl.