NATO’s generalsekretær George Robertson udtaler i et interview til Der Spiegel nr. 7/2000, at han har stor forståelse for Ruslands krig i Tjetjenien, men han fordømmer dog den uforholdsmæssig store anvendelse af vold ved stormen mod Grosnij. Som man ser: Den ene krigsudøver forstår den anden, men man kan vel altid komme med en kritik af den håndværksmæssige udførelse af opgaven.

I Rumænien har en guldmine afstedkommet en uhyggeligt omfattende forurening af floder i Rumænien, Ungarn og Jugoslavien (Donau) med cyanid. Guldminen ejes af det australske selskab Esmeralda Exploration med en aktiekapital på 49 mio. australske $. Den ejes 45% af Rumæniens regering, 45 % af selskabets bestyrelse samt Peter Gunzburg og 10% af en CIBC Eyres Reed Ressources Fund. Det filtrer minen sammen med olie- og gasudviklingsinteresser i USA og Australien og med Kestrel Energy Inc (www.kestrelenergy.com/ biz.yahoo.com/t/k/kest_627781.html). Det er uden tvivl de bestemmende 10%.

For et halvt års tid siden sendte Esmeralda en jublende meddelelse ud på internettet (www.esmeralda.com) om, at nu var syv års anstrengelser lykkedes, den 8. april 1999 havde de fundet guld i minen. Det må jeg sige. Det var meget hurtigt derefter, at det lykkedes dem at forårsage uanede katastrofer for en meget stor mængde mennesker – 2,5 mio. menneskers drikkevandsforsyning er truet, og det samme er livsgrundlaget for en mængde fattige fiskere, især i Ungarn osv. osv. Man burde kunne retsforfølge den slags, men der er uden tvivl regler og aftaler og indviklede ejerforhold, der nok skal forhindre at de, der i virkeligheden bestemmer, kommer til at stå til ansvar.

Det blev jo så afsløret, at 21 jøder under krigen blev udleveret til tyskerne med det officielle Danmarks aktive medvirken. Det kan ikke undgås, at jeg, der ikke er historiker og heller ikke selv har oplevet anden verdenskrig, tænker: Gad vide, hvor mange udleveringer der så ikke er afsløret endnu? Sådan en historie minder mig meget om toppen af et isbjerg. Min mistanke bestyrkes nærmest, når den så hurtigt følges op af afsløringen af, at det var en lille gruppe kriminalbetjente, der organiserede flugt til Sverige for et langt større antal jøder. Jeg mener naturligvis, at det var godt gjort, men det kan og skal ikke bruges til at renvaske det officielle Danmarks indsats. Jeg mener stadig, vi har brug for at få åbnet de arkiver for alle. Så længe det ikke sker, vil min mistanke, om at der ligger andre og flere forbrydelser begået under krigen af det officielle Danmark gemt af vejen, ikke kunne forsvinde.

Overenskomster indgås i hurtigt tempo mellem fagpamperne og arbejdsgiverforeningerne: transport, industri, emballage, tekstil, byggeri - de strømmer ind. Fælles for dem alle er en time-"lønforhøjelse" årligt de næste fire år på fra 2–2,75 kr. Dvs. et sted mellem 150 og 200 kr. mdl. efter skat. Kald det lige en lønforhøjelse én gang til. I praksis, altså målt i købekraft skal det nok vise sig at blive en lønforringelse. Hvad hjælper det så med en bedre pension eller nogen fridage, der ikke er råd til at holde. Enhver, der kan lægge to og to sammen, bør stemme NEJ, men en fuldstændig enig SiD-hovedbestyrelse og alt for mange tillidsfolk i SiD anbefaler et JA!

I søndagens Politiken kommer 24 såkaldt progressive mennesker med Christine Antorini i spidsen med en "Appel til alle progressive", hvor de beskylder den progressive del af anti-EU bevægelsen for med den hidtidige strategi at bære kimen til nationalistiske og populistiske katastrofer. Det er typisk for Politiken at lægge spalteplads til denne type ugennemarbejdet, overfladisk og teoretisk usammenhængende sammenblanding, der som hovedbudskab har, at nu skal vi stå sammen om at styrke EU.

Til Antorini og de andre kan det siges meget kort: Der er to linier i klassekampen – enten er du for arbejderklassen og dermed hovedparten af befolkningen eller også støtter du borgerskabet og kapitalen. Hvis I indfører denne skelnen i jeres syn på "anti-EU bevægelsen", så hænger det hele ganske logisk sammen. Bemærk, at populismen og nationalismen er borgerskabets redskaber, og at nationalstatens selvstændighed er arbejderklassens værktøj. Hvis ikke dette er nok til den dybere forståelse af sammenhængen, så vil jeg anbefale jer at læse OKTOBER’s udkast til principprogram. Det kræver ikke nogen universitetsuddannelse at forstå det.