Lærlinge snydt ved overenskomstforhandlingerne
Udtalelse fra Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund, DKU i forbindelse med OK 2000:
Den nye overenskomst 2000 er i al stilhed blevet forhandlet på plads af arbejdsgiverne og lønmodtagerorganisationerne. Resultatet har været katastrofalt på stort set alle områder. Det grummeste er den nye 4-årige overenskomst periode, der reelt set halverer arbejdernes muligheder for at gennemtrumfe kravene om bedre løn og arbejdsforhold.
Det reelle indhold af overenskomsterne har været belagt med dyb hemmelighed. En gensidig aftale mellem arbejdsmarkedets parter, hvor man kun udstiller enkelte træk ved overenskomsterne, skal sikre at arbejderne ikke, som i 98, forkaster overenskomsten.
Men der er ingen tvivl om at overenskomstforslaget er et forsøg på at røvrende arbejderne. Og igen er lærlinge den glemte gruppe.
Lærlingenes helt berettige krav om en lønstigning på 12 kr. årligt er ikke blevet taget alvorligt. De ringe lønstigninger på mellem 1,50 og 3,65 kr. er med til at øge lønspredningen. Lærlingene vil i endnu højere grad blive brugt som billig arbejdskraft. Lærlinge er i forvejen en af de mest udsatte grupper på arbejdsmarkedet, uden ret til at strejke og uden mulighed for at stille krav, der bliver taget seriøst. Det ændrer OK 2000 heller ikke på.
Satserne for lærlinge stiger med ca. 5% fra 1999 til 2000, og med endnu mindre i de næste to år. Dette er langt fra nok til at trække lærlingene op på en ordentlig løn. Med den stigende inflation og de øgede udgifter til pensionsbidrag m.m. forbliver reallønnen i bedste fald på samme niveau. Det er med andre ord de færreste der får flere penge mellem hænderne.
Lærlingenes situation er uholdbar - hverken lærlinge eller øvrige arbejdere kan være tjent med denne ringe overenskomst.
Derfor opfordre DKU alle til at stemme nej ved den kommende overenskomstafstemning.
I stedet kræver vi 12 kr. ekstra på lærlingesatserne.
Vi kræver ordnede arbejdsforhold til alle unge på arbejdsmarkedet og reel indflydelse til lærlingenes organisationer.
Ungdommen og lærlingene skal ikke være lønpressere!!!
København d. 5/2 - 00.
DKU
Willemoesgade 58 E
2100 Kbh Ø.
Tlf. 35 43 49 50