Vievand

UNDERKOMMUNISTERNE

- skriver den borgerlige presse - var det de røde politiske kommissærer, der slog tonen an i de væbnede styrker i krig. I hvilken krig skriver man naturligvis intet om. Men naturligvis sigtes der til verdenskrigens heltemodige sovjetarme, der på landjorden jagede de tysk-nazistiske hære tilbage fra Moskva og Stalingrad til røverkulen i Berlin. Det er borgerpressen nu ikke så interesseret i at skrive om. Derimod beretter den bifaldende om de religøseog ‘åndelige’ toner i krigen mod Tjetjenien. Den russisk-ortodokse kirke er tilbage i hæren, og præsterne rejser til fronten. De russiske soldater får sjasket vievand fra popens viekost i ansigtet, mens de glipper afværgende med øjnene - og er så klar til i religionens og det hellige Ruslands navn at myrde løs i en beskidt krig, som intet har med den russiske arbejderklasse at gøre.

I den socialistiske Sovjetunion var Tjetjenien og alle andre sovjetrepublikker forbrødret i befrielsen fra det tsaristiske åg, som slavebandt alle folkeslag under den russiske tsars herredømme. Det var et sandt folkenes fængsel. Dengang levede Tjetjenien og alle andre socialistiske republikker i fred og fordragelighed under indtryk af socialismens retfærdighed og hensyntagen til folkenes egen kultur og egenart.

DENBESKIDTEKRIGITJETJENIEN

giver ikke noget efter i forhold til NATO’s barbariske krig mod Jugoslavien i Kosovakonflikten - som ikke gav Kosova-albanerne deres selvstændighed. Der er noget, man her skal tænke over: Dette er den anden krig mod Tjetjenien, idet man i den første krig ligesom stoppede op og tilsyneladende forhandlede med en præsident i Tjetjenien ... men så skete der noget opsigtsvækkende: Boligblokke i selve Moskva - langt, langt borte fra Tjetjenien - blev sprængt i luften, og uskyldige Moskvaborgere blev dræbt eller lemlæstet. Det blev med det samme erklæret, at det var tjetjenske ‘terrorister’, der var ansvarlig for bomberne, og så kunne man begynde at genoptage krigen med alle til rådighed stående militære midler.

Det er svært at se logikken i, at tjetjenere eller det tjetjenske folk skulle have interesse i at tilskynde krigen mod sig selv. Bedagede folk, som erindrer historien om, hvilke forbrydelser fascismen benytter sig af for at nå sine djævelske mål, kan godt drage en parallel til rigsdagsbranden i Berlin i 1933. Rigsdagsbranden blev iværksat af Hitler og konsorter, som med det samme erklærede, at det var kommunister, der havde sat ild til rigsdagsbygningen - hvorpå man kunne begynde krigen mod det tyske folk, dets arbejderklasse, kommunisterne og fagforeningerne. Man kunne snildt gøre sig tanker om en lignende dobbelt forbrydelse begået af mafiastyret i Moskva. Fascisternes afskyelige metoder er let genkendelige over hele verden.

ENVISFADERSOFRONIJBLEV

af magthaverne i Moskva hidkaldt til soldaterne ved fronten for i den ortodokse kirkes gevandter at velsigne kampmodet og dødsforagten. Med et stort kors på maven prædiker han Ruslands hellighed, og belønningen for indsats og død er guds og himlens herligheder. (I de tyske naziuniformers bælter stod indgraveret "Gott mit uns" altså "Gud er med os"). Religion og krigsuhyrligheder følges pænt ad. I et interview erklærer han dog, at soldaterne kan komme i tvivl om, hvorvidt kaukasiske republikker som Dagestan og Tjetjenien er russisk jord, og den tanke kan falde dem ind, at Rusland sagtens kan klare sig uden disse landområder, hvor islam er religionen. Intervieweren udfritter Fader Sofronij om den ortodokse kirkes imperialistiske sindelag og lange tradition for at gå hånd i hånd med tsarens magtbegær i det såkaldte "symbiotiske forhold mellem kirke og stat". Hans svar:Præsterne må være med til at forsvare "moderlandet" og styrke staten - for "uden ånd" har vi ingen hær.

Allerede for to år siden opfordrede "ortodoksens" overhoved, patriark Aleksij "den anden", forsvarsministeriet til at åbne dørene for poperne med henblik på "åndelig opdragelse" i hæren, for der var behov for "moralsk oprustning", især i de svært fremkommelige bjerge i Kaukasus, hvor velmotiverede og erfarne guerillaer opererer. Dette er vel et varsel om fremtidige kampe for selvstændighed fra tsarens afløsere i Moskva.

Vores munk Sofronij mener, at der er masser af åndelige opgaver at tage fat på i den russiske hær, hvor selvmord begået i desperation over vilkårlig vold og utålelige forhold hører til dagens orden. Munken mener, at dette uvæsen vil høre op ved dåbshandlinger og ved velsignelse af de kors, som soldaterne skal bære om halsen, når de går i kamp. Sofronij erkender, at han aldrig selv vil bære våben, og at det er uforeneligt med en ortodoks præsts gøremål (gå aldrig i kamp, lad de andre gå, du får stribevis af korsebånd og …).

DERERALLIGEVELBROKIDET religiøse hierarki. Det siges, at 20 procent af de værnepligtige er muslimer - og de islamiske menigheders overhoved, mufti Ravil Gajnutdin, er forbandet sur over, at man i forsvarsministeriet giver "ortodokserne" en særstilling og derved sår etnisk splittelse mellem de forskellige trosretninger!

Det er blevet sagt, at religion er opium for folket, og guderne skal vide, at opiumet virker efter hensigten! Siden kristendommens korsriddere for frem med bål og brand for den rette tro - siden heksebrænding med præstens bibel som vidne, siden den katolske inkvisition - lever religionens fordummelse i bedste velgående.

Men trods alt vil verden gå fremad, og menneskeheden gøre sig fri af religionens vildførelser. Teksten til en sovjetisk optimistisk sang under opbygningen af socialismen lød sådan her:

"Den hæslige tro vil vi hade, at dyrke vort eget er nok …"