Vi gør ikke krav på at forklare alle dele af det fænomen, som går under navnet dollarisering. Denne udgår fra pengecirkulationen, hvor den – og det er vigtigt at minde om – ikke skaber nogen værdi. I øjeblikket gennemføres noget lignende i Argentina, og "dollarisering" er også på tale i Panama. Indtil et vist punkt kan den sammenlignes med euroens mekanismer. Beslutningen om at erstatte den nationale valuta, sukreen, med dollaren, er ikke kun en symbolsk handling; den er frem for alt en økonomisk og politisk handling, der i en umådelig grad favoriserer de store forretningsmænd, som opererer på verdensmarkedet, og de store banker, som har direkte adgang til de kostbare dollars, alt imens ufatteligt store dele af befolkningen forarmes.

De fremsatte hovedargumenter centrerer sig alle om bekæmpelsen af hyperinflationen, om de fordelagtige følger af en stabil og internationalt anerkendt valuta, nemlig begrænsningen af eller tilmed et stop for "kapitalflugten" samt en nedsættelse af renten. Dollariseringens tilhængere beroliger: det drejer sig blot om et "skrivebordsspil"; når vekselkursen mellem den nationale mønt og dollaren én gang er fastsat, så er dette tilstrækkeligt for at konvertere priserne fra den ene til den anden. Kort sagt, med denne enkle handling ville landet og dets indbyggere undgå en galoperende inflation, astronomiske kreditter, bankers fallit osv.

Virkeligheden er den stik modsatte. Fra det tidspunkt, hvor dollariseringen bekendtgøres, og til den begynder at vise sin virkning, stiger priserne på forbrugsvarer voldsomt, de retter sig ind efter verdensmarkedets, mens indkomsterne for det store flertal, udbetalt i national valuta, braser helt sammen.

Det er lige præcis dét, der er sket i Ecuador, hvor priserne på forbrugsvarer, fra den ene dag til den anden, steg til det dobbelte eller tilmed tredobbelte, mens de folkelige massers indkomster, udbetalt i sukres, ikke fulgte med. Desuden mistede opsparingerne i national mønt, det store flertals sparepenge, en stor del af deres værdi ved fastsættelsen af dollarens værdi til 25.000 sukres, eftersom sukreens værdi nu er langt mindre end på det tidspunkt, hvor pengene indsattes i banken. Dollariseringen indskrænker voldsomt det nationale marked, som er involveret i salget af forbrugsvarer. Et stigende antal mennesker køber ikke andet end det absolut livsnødvendige på grund af fallitten for håndværkssektoren, de små virksomheder osv. Dette er recessionen.

Kun de sektorer, der er involveret i eksport og herved erhverver de kostbare dollars, har fordel af denne situation. Dette gælder for alle, som har adgang til dollarmarkedet, fx de nationale og internationale banker. Handels- og eksportborgerskabet, som har etableret sig i Guayaquil, landets hovedhavn, og hvor det politiske parti er Noboas social-kristelige parti, er den store vinder i dollariseringen, på bekostning af den produktive industrisektor, for kun at tale om borgerskabet.

Tilhængerne af dollariseringen forsikrer, at den vil føre til en sand strøm af udenlandske investeringer på grund af den tillid, som møntstabiliteten har skabt. Men for at tiltrække dem, er det nødvendigt at garantere dem en øget profit, og det gennem de angreb på lønninger, arbejdskontrakter, afskedigelsesvilkår osv., som iværksattes parallelt med dollariseringen, såvel som de, der sigter på at gøre arbejdskraften endnu mere fleksibel og formindske lønnen.

Endvidere drejer det sig ikke længere kun om at privatisere de sektorer, som endnu er kontrolleret af staten (olie, el, telekommunikation, social sikkerhed og sundhed), men om at sælge dem til investorer. Statens afståelse af at udføre en af sine funktioner, "at trykke penge", til en anden stat, i dette tilfælde USA, er en underkastelse, som væsentligt øger afhængigheden af den imperialistiske magt. Det er den amerikanske nationalbank, som bliver den sande hersker over pengepolitikken i Ecuador. Nogle amerikanske ledere har været tilbageholdende på dette spørgsmål, fordi de frygter, at den amerikanske nationalbank til syvende og sidst må træde hjælpende til over for en ecuadoriansk økonomi, hensunket i depression.

Dette vovestykke, foretaget af den del af borgerskabet, som styrer landet, betyder ikke kun en katastrofe for det enorme flertal, men også en reel fare for et økonomisk sammenbrud i landet.