En forfejlet ‘appel’

Da NATOs tidligere generalsekretær og EU’s uofficielle udenrigsminister Xavier Solana i sidste uge aflagde et hastebesøg i Danmark, mødtes han af demonstrationer fra de unge EU-modstandere i Folkebevægelsens Ungdom. Solana står som personifikationen af EU’s militarisering: Mere end nogen anden har han sat sig i spidsen for opbygningen af den stående Europahær på 60.000 mand, kernen i den ny supermagtsarmé. Unionens udenrigsministre har netop nedsat dens kommandostrukrtur - en sikkerhedskomité, en militærkomité og en militærstab. Og selvfølgelig har Nyrup-regeringen lusket sig ind i disse militærorganer - i åbenlys krænkelse af de danske forbehold.

Modstanden mod superunionen og europahæren er sprællevende. Unionsmodstanderne ikke har tabt de væsentlige perspektiver af syne - på trods af et voldsomt pres imod dem. Senest i forbindelse med den demagogiske kampagne mod den ny østrigske regering og Jørgen Haider og hans højreekstremistiske parti.

Denne kampagne er lærerig. Først og fremmest afslører den, at Unionen forbeholder sig ret til at diktere ethvert medlemsland sin regering. En Haiderregering er (indtil videre) ikke acceptabel - en antiunionsregering vil slet ikke være det! Der er tilmed planer om i den kommende unionstraktat (Nice-aftalen) at indskrive, at det er antidemokratisk at være modstander af Unionen! Og pludselig er EU-landene blevet foregangsmænd i kampen mod de europæiske højrestrømninger, der i årevis har fået lov til udvikle sig. Den danske regering f.eks. har først og fremmest brillieret ved at give nazister gode udfoldelsesmuligheder og offentlig støtte. Den åbent borgerlige fløj forventer at danne regering på det FPÖ-beslægtede Dansk Folkepartis mandater. Og socialdemokratiet vil gøre Kjærsgård og Co. overflødige ved at overtage dele af partiets retorik og politik.

Dybt benovede over de seneste tydelige beviser på Unionens dybt demokratiske sindelag, har en lille flok danske intellektuelle offentliggjort noget, de kalder en ‘Appel til alle progressive’ . En appel om at opgive enhver modstand og indgå en ny tillidsfuld alliance med den store Union. Blandt underskriverne er hele flokken af SFere med unionstilbøjeligheder som Antorini, Gyldenkilde, Strange og Gade. Der er resterne af det såkaldte Oprør fra midten i Villy Sørensens skikkelse. Der er den radikale indvandrerpolitiker Naser Khader, lederen af det ny statsforgyldte Holocaust-center, Uffe Østergård, freelanceskribenten Carsten Jensen, samt udenrigsjournalisterne Jørgen Dragsdahl, Lasse Budtz og Karsten Fledelius - og den allestedsnærværende Hanne-Vibeke Holst. ‘Appellen’ har fået en fremtrædende plads i Politiken. Avisens chefredaktør Thøger Seidenfaden har nemlig også skrevet under - og producerer i øjeblikket ledere og kommentarer på samlebånd efter devisen: Unionen er Danmarks håb - og Europas eneste værn mod krig og fascisme! Unionsmodstand er følgelig ikke bare nyttesløs, den er simpelthen reaktionær!

Ifølge ‘appellen’ forsvarer Unionen venstre-fløjens ‘fundamentale mærkesager’. Men dansk venstrefløj lider af den vrangforestilling, at der findes en god og en dårlig nationalisme, en god og en dårlig populisme: ‘Den omfattende højrebølge i Europa, der senest har manifesteret sig i Østrig, viser imidlertid, at denne opfattelse er grundlæggende forkert. Nationalisme og populisme er ubetinget af det onde, og kan derfor ikke forsvares som midler til at nå progressive politiske mål.’ Men venstrekræfterne har aldrig forsvaret nationalisme eller populisme, men altid bekæmpet sådanne strømninger. Men de forsvarer den national selvbestemmelsesret og arbejdernes og folkenes rettigheder. At pseudoprogressive intellektuelle ikke kan kende forskel er deres problem. Venstrekræfterne kan og vil bekæmpe både den imperialistiske union, ØMUen, euroen og den kommende europahær - og populister, nationalchauvinister og EU-tilhængere som Haider, Kjærsgaard og Glistrup. Og dermed fortsat begrænse de sidstnævntes lukreren på den berttigede unionsmodstand.

Appellen forfejler fuldstændigt sit mål. Til gengæld af-slører dens bagmænd sig som Unionens flove spytslikkere og lakajer, de herskendes frelste og selvglade skødehunde.