Et løft for anti-nazismen

Af Frede Klitgård

 

En række foreteelser i den senere tid kan betegnes som et løft for den anti-nazistiske bevægelse, selv om nogle af de udsendte signaler ikke er helt entydige. Komprimeret ned i telegramstil er der tale om:

1. Dansk løfte om at åbne for almen adgang til de hidtidige hemmelige arkiver om bl.a. besættelsestiden.

2. Delvis genoprettelse af værdien af den hædersgave, der er tildelt de fleste endnu levende aktive modstandsfolk samt enker.

3. Beslutning om hvert år at indkalde til en international såkaldt holocaust-konference. Undervisningsminister Margrethe Vestager bebudede, at Danmark agtede at følge Sveriges eksempel og gøre den 27. januar, årsdagen for den Røde Hærs befrielse af udryddelseslejren Auschwitz, til en officiel mindedag for holocaustofre.

4. Historien om danske myndigheders forfølgelser af anderledes tænkende og det dødbringende samarbejde med Gestapo har fået ansigt gennem portrætter af nogle af de de skyidige, der blev belønnet med høje stililinger og pyntet med kors og bånd og stjerner.

Dansk arkivadgang

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen har afgivet 1øfte om at lette adgangen til hidtil hemmelige statslige arkiver, som indeholder bl.a. sagsakter om besættelsestiden.

Der er dog det ikke ubetydelige men ved sagen, at regeringens forslag om en revision af loven tværtimod vil gøre det endnu vanskeligere end nu at opnå arkivadgang.

Hvis dette ikke ændres, vil der blive skabt en situation, hvor adgangen lempes for særligt udpegede forskere, der således får en monopoliseret stilling, mens der opstilles yderligere hindringer for historisk interesserede borgere, journalister og andre, der ønsker at få flere og udtømmende oplysninger om f.eks. Anden Verdenskrig.

Statsministerens 1øfte er direkte afledt af den offentlige debat om bl.a. den danske industris samt landbrugets og fiskerierhvervets ublu fortjenester under krigen.

Det har altså gjort et vist indtryk, at der fremkom nye enkeltheder om bl.a. den våbenfabrikation, som Dansk Riffelsyndikat stod for. Netop denne sag var "pikant" derved, at den dominerende aktionær i værnemagerfirmaet var den nationalistiske og kontroversielle A.P. Møller. Som så ofte før blev der hurtigt lagt låg på affæren. Det må siges at være ganske mærkeligt, at modstandsfolkenes oplysninger om, at A. P. Møller og andre danske redere lagde 39(!) moderne skibe op i stedet for at anvende dem »til at redde demokratiet, herunder indføre demokratiet i Danmark selv«, som det senere hed i en udtalelse fra amerikanske præsident Roosevelt, ikke har givet særlig respons. Men det er jo ret sjældent, at de overfladeopererende og pauseudfyldende mediepaver går i dybden.

Hæder til modstandsfolk

Allerede i 1945 blev det fra statens side besluttet at tildele en hædergave til modstandsfolk, der var blevet tilføjet helbredsmæsige skader i forbindelse med indsats i frihedskampen. Desuden kunne gaven tildeles enker efter dræbte eller omkomne modstandsfolk, fiskere, faldne den 9. april 1940 og den 29. agust 1943 samt andre krigsofre. Gaven var et kontant beløb, der blev udbetalt kvartalsvis. Som det havde været tilfældet med tilsvarende hædersgaver efter Første Verdenskrig, var gaven skattefri. I 1945 og senere betød det mindre, fordi indkomstskatten trods alt var ret beskeden. Men inflationen åd sig langsomt frem og forringede værdien af gaven, så den til sidst havde slugt omkring halvdelen.

Det blev lige fra begyndelsen besluttet, at hædersgavebeløbet skulle udgøre 10 pct. af 8000 kr., der i 1945 svarede til årsindtægten for en fagudannet arbejder i København. Gaven var oprindelig 800 kr. om året.

Gavebeløbet blev ikke pristalsreguleret, selv om det egentlig var en del af den erstatning eller »1øn«, de erstatningsberettigede kunne tildeles, hvis og når de var tilstrækkeligt hårdt ramt. I stedet optrådte de skiftende regeringer af og til som godgørende »julemand« og lagde nogle få håndører oven i gaven. Det skete typisk ved større »runde dage« for Danmarks befrielse.

Efter energisk arbejde fra Aktive Modstandsfolk og andre blev der i 50-året for befrielsen udbetalt en ekstraordinær hædersgave på 5800 kr. Disse 5800 kr. var på daværende tidspunkt den ordinære hædersgave, men den blev efter stor modstand fra nogle partier i Folketinget, især Socialdemokratiet, forhøjet til 6800 kr. pr. 1. januar 1997. Enhver vil også uden lommeregner kunne konstarere, at det er meget langt fra at være 10 pct. af en almindelig arbejders 1øn.

En sådan 1øn ligger i dag i omegnen af 300.000-350.000 kr., således at hædersgaven i virkeligheden skulle være på ca. 30.000-35.000 kr. for at holde trit med pengeværdien.

Som resultat af drøftelser bag lukkede døre i Folketinget i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i efteråret 1999 kom modstandsfolkenes gamle ønske eller krav igen frem på bordet.

Socialdemokratiet så sig i en bestemt situation noget trængt af de øvrige partier. Da det frygtede at komme i mindretal på bl.a. spørgsmålet om hædersgaven, valgte partiet at gøre forslaget, ført frem af CentrumDemokraterne, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti, til deres eget. Det betød et gennembrud. Partierne blev enige om, og et forslag herom behandles nu i Folketinget, at hædersgaven pr. 1. april i år forhøjes fra de nuværende 6800 kr. til 12.000 kr. Det er et ganske godt hop opad, men kan næppe give anledning til den helt store jubelfest. Den samlede manko i regnestykket vejer meget tungt. Og de politiske partier, først og fremmest det negative og modstræbende Socialdemokrati skylder os stadig meget ... Det har statsministeren i øvrigt selv erklæret i sin nytårstale.

Erindringen skal leve

Fra nær og fjern stævnede over 20 regeringsledere, omkring 700 organisationsrepræsentanter og såkaldte meningsdannere til Stockholm i de sidste dage af januar.

Delegationer fra 47 lande drøftede holocaust. Ordet betyder egentlig »brændoffer« og er den engelsksprogede betegnelse for nazisternes udryddelse af jøder. Mødet fandt sted efter svensk initiativ og skyldes først og fremmest Sveriges vidtgående og ekstremt opportunistiske samarbejde med Hitler-staten.

Det konkrete resultat af konferencen var en beslutning om at indkalde til et tilsvarende møde hvert år. Sverige har desuden udpeget datoen den 27. januar som officiel mindedag. Den svenske statsminister, Göran Persson, bebudede yderligere forskning og undervisning for at være med til at mindes, at hindre glemsel og også at få undersøgt Sveriges forhold til Hitlers Tyskland. Det ville sikkert medføre en omkrivning af den svenske historie om Anden Verdenskrig, erklærede statsministeren.

Nogle af de 800 deltagende journalister har med rette påpeget, at konferencens tema var ganske sekterisk. Det blev bl.a. understreget, at nazistisk terror og menneskeudryddelserne i nazistisk regi begyndte, længe før krematorierne i Auschwitz og andre steder blev taget i brug i den industrielle aflivning af uønskede.

Det var, som om nazisternes massemord på syge og handicappede samt på politiske modstandere, først og fremmest kommunister, sigøjnere, krigsfanger og andre grupper ikke var velsete på dagsordenen.

Det samme kom også til udtryk i den omhyggelige udvælgelse af deltagere. Der var en række kendte overlevende kz-fanger, men der manglede f.eks. repræsentanter fra organisationer, der bekæmpede og bekæmper femmedhadet og nazismen.

Den danske statsminister blev ikke uventet, men i hvert fald ufortjent hyldet for redningen af de mere end 7000 danske jøder. Det var rent faktisk modstandsfolk, der organiserede og forestod den aktion.

Den danske statsminister glemte at fortælle, at den danske regering stadig yder udstrakt økonomisk støtte til opretholdelse af de danske nazisters racistiske propaganda.

Han sagde heller intet om, at Danmark er officiel deltager i den internationale krigsforbryderdomstol i Haag og samtidig har forsøgt at forhindre opklaring af danske krigsforbrydersager. Regeringen har direkte lagt pres på den tyske regering for at forhindre eftersøgning og udlevering af danske krigsforbrydere.

Det vakte betydelig opsigt, at baltiske ledere undlod at tage afstand fra estiske, lettiske og litauiske SS-morderes massakrer og deltagelse i nedslagtningen af modstandere. Det var fascistiske SS-folk fra disse lande og fra Ukraine, Polen, Ungarn m.v., som i stort tal havde deres »arbejde« i de tyske koncentrationslejre. De baltiske ledere og en ukrainer søgte at tegne et billede, hvorefter egne bødler blev gjort til tyske ofre.

Mange talere gav udtryk for den ganske udbredte misvisende opfattelse - den religiøst baserede påstand - at nazisternes forbrydelser var et udslag af, at »det onde« udspringer af en i mennesket iboende ondskab og ikke af en planlagt, forbryderisk politik med tilhørende ideologi, som har herrefolksteori og racisme som bærende elementer.

Belønnet for at udlevere jøder til de tyske nazister

Det var ikke danske historikere, som slet ikke har interesseret sig for sagen, men den islandske forsker Vilhjalmur Orn Vilhjalmsson, som har frembragt nye oplysninger om det officielle Danmarks »behandling« af jøder og andre flygtninges vilkår i Danmark før og under Anden Verdenskrig. Forskerens arkivstudier og øvrige undersøgelser peger utvetydigt på, at danske ledere var det tyske terrorregimes forlængede arm og villipt udførte bøddeltjeneste for fjenden. For vel udført gerning blev mange af dem belønnet med høje stillinger samt »kors og bånd, stjerner og sovsekande«, trekantet hat med som regel tilhørende sabel.

Danske myndigheder tilfangetog og deporterede omkring 600 mennesker, der blev sendt til de tyske koncentrationslejre.

Blandt disse var der 21 statsløse jøder, som under store vanskeligheder havde reddet sig til Danmark og således havde reddet livet i første omgang.

For nogle var det kun en stakket frist. En lille klike fremmedfjendske embedsmænd i justitsministeriets 3. kontor havde til opgave at begrænse antallet af flygtninge. Uden menneskelige eller andre hensyn udførte de blot deres »arbejde«, sådan som villige bødler og medløbere altid har gjort det.

De 21 jøder blev af de danske stenansigter og stenhjerter belagt med håndjern og under politieskorte ført til Flensburg, hvor de som en forsendelse uden afsenderadresse blev overdraget til hagekorspolitiet, Gestapo. I Flensburg blev de med fryd modtaget af en vis dansktalende tysk Gestapoleder, Hans Hermansen, som har ekspederet et stort antal anti-nazister til kz-lejrenes helvede og brutale død. Han blev efter krigen kanoniseret som en »ven af Danmark« og stiftede intimt venskab med den danske efterretningsofficer oberst Lunding. Han opkaldte endog en søn efter Hermannsen. Den lille dreng holdt meget af den rare »Onkel Hans«, som han kaldte ham. Onkel Hans skulle have stået forrest i rækken af tyske krigsforbrydere, men de slap næsten alle uden den mindste skramme.

Og der i grænsebyen Flensburg forsvandt sporene som regel. De nævnte mennesker og mange andre flygtninge endte deres dage i tyske tugthuse, under bøddeløksen, i koncentrationslejrene eller i de altid rygende krematorier.

Det skal understreges, og det er forbrydelsens kernepunkt, at tyskerne ikke havde krævet de 21 udleveret, således som det var tilfældet med bl.a. 150 danske kommunister. De nidkære danske embedsmænd kom ikke til at savne tak og belønning og ridderkors og sabel eller andet gehæng. Mange af dem blev forfremmet til høje og meget indflydelsesrige poster overalt i samfundet, f.eks. som retspræsidenter (!), politidirektører og politimestre.

De seneste undersøgelser har trods mange forsøg på at hemmeligholde oplysningerne gjort det muligt at identificere en kreds af de hovedskyldige. De træder nu ud af historien, gør den levende og oplysende, så det måske gør ondt. Dengang i »gamle dage« sagde mange mennesker - og det gør mange i øvrigt også i dag - at ‘det sker aldrig her’. Men det skete.

 

Hvem var embedsmændene?

 

Eivind Larsen

Juristen Eivind Larsen var en for den tid ret typisk kommunistjæger. Her skal det erindres, at enhver form for modstand imod den officielle samarbejdspolitik blev betegnet som kommunistisk, og hvis det var en person, blev han/hun stemplet som kommunist. Det vil i praksis sige fuldstændig rets1øs. I 1940 var han chef for Københavns opdagelsespoliti, bev forfremmet til statsadvokat for særlige anliggender, dvs. nært samarbejde med det tyske Gestapo. Jawohl! Næste trin på stigen hed departementschef i justitsministeriet. Han godkendte mange af sine undergivnes planer om fængsling og »udvisning« af de uønskede. Efter krigen politidirektør i København.

Erik Andersen

Blev som jurist ansat i 3. kontor i justitsministeriet i 1940. Som tak for lang og tro tjeneste udnævnt til dommer i Østre Landsret efter krigen. Her blev han i 1965 sparket opad til retspræsident.

 

Jens Herfeldt

Denne herre var kontorchef i 3. kontor og blev efter krigen takket på behørig vis med posten som politidirektør i Købehavn. I 1948 blev han udnævnt til dommer i Højesteret.

 

 

 

Halfdan Olafsson

Under krigen var han ekspeditionsekretær og blev senere landsdommer og derefter rigsadvokat. Her sad han indtil han gik af med pension i 1971.

 

Niels-Erik Schaumborg-Christensen

Denne justitsministerielle embedsmænd, der naturligvis blot udførte sit arbejde som andre embedsmænd, blev politimester i Aabenraa og derefter politimester på Frederiksberg. Denne post blev senere overtaget af den ordensglade Poul Stavnstrup, der var ved at bryde sammen af lykkefølelse, da han til tyskerne kunne udlevere en ung sabotør, netop som tyskerne havde indført dødsstraf i 1943.

 

Tage Schelle

Som et »barn af tiden« indledte han sin karrere i justitsministeriet i 1941. Han sluttede som præsident for Sø- og Handelsretten.

Som flink ung mand skrev han i sin tid et oplysende dokument, en hel lille afhandling om 60 tyske flygtninge, som havde opnået den ret sjældne ære at få politisk asyl i Danmark. 3. kontor, der havde stor selvstændighed, ønskede dem ekspederet ud af landet hurtigst muligt. Nogle af dem havde koner og børn, og nogle var gift med danskere. Tage Schelle skriver, at det »vil være et held at blive af med disse familier«, og tilføjer, at de er i Danmark »på et spinkelt grundlag«, at de lever af socialhjælp og vil være svære at akklimatisere.

Han sætter spørgsmålstegn ved ni tyske flygtninge, der er gift med danske kvinder. Han spørger, om disse ægteskaber er af »større etisk værdi«.

Han har også nogle spidse bemærkninger om tyskere, der er flygtet fra Hitler-land med koner og børn. Han skriver bl.a.: »Jeg mener ærlig talt, at vi bør søge at blive af med disse familier, der ganske overvejende lever af socialhjælp og er uden fremtidsmuligheder.«

 

Jørgen Trolle

Som sine kolleger begyndte han som ung jurist i justitsministeriet og blev hængende der, indtil tiden var inde til at ophøje ham til præsident for Højesteret.

De slap med skrækken

Sagen om især de 21 flygtninge har igen aktualiseret hele det såkaldte retsopgør efter krigen. Det turde være helt indlysende, at bl.a. de her nævnte personer skulle have været underkastet forhør og politimæssig efterforskning, med føje mistænkt for at have bragt andre menneskers liv i fare. De skulle have været stillet for en domstol og være dømt efter gældende lov. Det er jo retstatens kendemærke, at alle er lige for loven. Der blev slet intet efterspil, og dette dementerer effektivt de angreb, der af visse historikere og andre er blevet rettet imod modstandsfolk for at være hævngerrige, blodtørstige og fyldt af had over for bl.a. embedsmænd. I virkeligheden var modstandsfolkene alt for fredssøgende og overbærende. Og de var dødtrætte af krig og alt, hvad der fulgte.

Den såkaldte landsforræderilov indeholdt ellers bestemmelser, der var som skrevet til dem, der befolkede justitsministeriets 3. kontor. Lovens paragraf 12 lyder:

»Har handlingen medført, at nogen har mistet livet, har lidt alvorlig skade på legeme eller helbred eller er ført ud af landet eller berøvet friheden i længere tid, eller har sådan følge været tilsigtet, kan livsstraf anvendes.«

Livsstraf betyder dødsstraf.

Det er længe siden nu. Men værd at skrive sig bag øret.