NEJ-kampagnen er ikke slået
De sidste rester af fornyelsen af overenskomsterne for omkring 550.000 ansatte i det private erhvervsliv er ved at blive lagt på plads af Forligsinstitutionen
Indholdet skæres over samme minuslæst, som de "frivilligt" indgåede forlig
Nu skal sammenkædningen sikre, at NEJ-områder opsluges af store JA-brancher
Imens vasker den såkaldte kommunistiske faglige venstrefløj deres hænder
De lagde ikke skjul på det. Det blev som LO & DA havde sagt: Industriens område skal forhandles på plads først. Det vil give den skabelon, de andres skal bygge på.
Og Industrien faldt på plads uden problemer, - fornyelsen var i store træk på plads efter de tekniske forhandlinger ført i 1999. Derefter fulgte flere minimallønsområder, og så blev der lagt pres på mere skrøbelige områder. Transportsektoren indgik forlig som det store vigtige normallønsområde.
I skrivende stund flikker Forligsinstitutionen de sidste rester på plads.
Men DA, LO, Forligsinstitutionen og magthaverne løber ingen risiko. Denne gang må der ikke gå noget galt, som vil betyde en ny stor profit-bekostende konflikt. Derfor tilrettelægges sammenkædninger, der sikrer, at områder som transportsektoren, der rummer mange utilfredse, bliver opslugt af andre og større, sikre JA-brancher eks. industriens 210.000 ansatte.
Meningen er, at der skal stemmes i løbet af få uger, hvorefter resultatet foreligger midt i marts.
Indsigt giver modstand
Men efterhånden, som tiden er gået, har flere og flere fået kendskab til de nye forlig. Den 6. ferieuge blev ikke en ferieuge. Udgifterne til pensionen blev igen sat op. Arbejdsgiverne fik 4-årige overenskomstperioder og yderligere fleksibilitet.
Netop fleksibiliteten er en ordning, som kun DA, LO og Fanden selv har skabt. Nedslidningen i forbindelse med fleksibel arbejdstid er kolossal. I den netop forløbne uge har rengøringsassistenterne på Tønder Sygehus strejket mod Jydsk Rengøringsselskabs krav om bl.a. 12 arbejdsdage i træk.
Strejker og aktioner mod fleksibilitet er ikke et nyt fænomen på danske arbejdspladser. På tillidsmandsmøder op til OK-forhandlingerne afdækkede s det klart, at det er et af de væsentligste punkter.
Men den såkaldte opposition i "OK 2000-Initiativet" (som blandt andet havde til formål at ‘fastholde forhandlerne på arbejdspladsernes krav’, som det hed) løb fra det hele. Blækket var ikke engang tørt, før de fremtrædende faglige ledere i Initiativet anbefalede overenskomsterne.
Men rengøringsassistenterne i Tønder står ikke alene. Københavnske tillidsrepræsentanter havde for et par uger siden sat hinanden i stævne, og her var tingene klare: Ikke én kunne anbefale resultaterne.
På eksportchafførernes møde i Padborg i søndags, indkaldt af chaufførernes Initiativ -og Aktionsgruppe var holdningen ligeledes klar:
Vi stemmer nej!
Erklærede kommuni-ster vasker hænder
De erklærde kommunister i DKP/ML og KPiD har spillet en særlig ynkelig rolle ved at stille sig i vejen for en mobilisering af modstanden mod de elendige overenskomster. Først længe efter de rådne ‘resultater’ forelå, kom en spag kritik, da modstanden på arbejdspladserne havde markeret sig. Mest markant har DKP/ML glimret med en aktiv, konstruktiv linie i forhold til de venstresocialdemokrater, som var de reelle ledere i OK 2000-Initiativet.
Partiet, der i egne ord lægger så afgørende vægt på det faglige arbejde, har ellers en 18-årig lang erfaring i nødvendigheden i at skabe selvstændige initiativer med rod på arbejdspladserne og uden om enhver form for socialdemokratisk indflydelse.
Men skal man tro en opsummering fra partiets faglige landsudvalg, formuleret af Connie Trudslev, så er det tempoet, der var problemet!
- Men det hele er gået så hurtigt, at vi ikke har nået at rejse diskussionerne på arbejdspladserne om fastholdelse af normalarbejdstiden og de andre krav, udtaler Connie Trudslev til DKP/MLs avis. - Vi blev fanget på det forkerte ben.
Det kom tilsyneladende bag på DKP/ML, at fagbevægelsens topforhandlere havde støbt kuglerne til endnu en minusoverenskomst!
Ad helvede til med de slatne venstre-socialdemokrater og de forlorne kommunister! For hver dag, der går vindes flere NEJ-stemmer. Det lykkedes sidste gang – og vi kan gøre det igen. -gri