Quito, 22. januar, 2000: Gårdsdagens kup, ledet af underofficerer i samarbejde med ledere fra indianerbevægelserne, holdt under 24 timer. Officerer fra militærets overkommando har genoprettet Præsident Jamil Mahuads forarmende styre ved at indsætte Gustavo Noboa - den tidligere vicepræsident, som præsident. Dermed er forfatningen atter i funktion, men de presserende problemer med social uretfærdighed og ulighed fortsætter. De indianske og folkelige bevægelser, som ledte vejen til kuppet, har hverken fået nogen indrømmelser eller en plads ved forhandlingsbordet, og det kan føre til fortsat uro.

Efter at have indtaget parlamentsbygningen (fredag, 21. januar), udnævnt en ny regering for national redning og indsat et nyt "folkeligt parlament" flyttede de tropper, der støttede dette brud med forfatningen og indsættelsen af den nye folkelige regering, langsomt centret for deres aktivitet fra kongresbygningen til nationalpaladset i hovedstadens handelscentrum. Kl. ca. 17 samme eftermiddag begyndte demonstranterne og de officerer, der havde deltaget i opstanden, en march fra parlamentsbygningen til nationalpaladset. På omtrent samme tidspunkt trak Præsident Mahuad sig fra regeringsledelsen, da generalen for paladsets sikkerhedsstyrker ikke længere mente at kunne garantere for bygningens sikkerhed.

Senere samme aften, efter at lederne af den nyindsatte regering havde installeret sig i nationalpaladset, blev det meddelt, at de ville mødes med lederne af militærets overkommando. Dette var tydeligvis et afgørende øjeblik. Indtil da havde de øverste militære ledere gjort det meget klart, at de kun ville støtte en forfatningsmæssig løsning på krisen. Tidligere på dagen havde de opfordret præsident Mahuad til at trække sig tilbage, men de støttede på ingen måde de underofficerer, der var gået sammen med lederne af de indianske og folkelige bevægelser. Omkring kl. 19 den aften ankom militærets øverstkommanderende, general Carlos Mendoza, til nationalpaladset og begyndte at forhandle med kuplederne midt på pladsen. Til sidst rykkede de ind i nationalpaladset til et lukket møde med lederne af den nyudråbte "Junta for National Redning". Det var meget overraskende at se en repræsentant for den øverste militære ledelse føre fredelige forhandlinger med lederne af det kup, der i realiteten havde undergravet hans autoritet.

I mellemtiden blev militærets afspærring af pladsen foran nationalpaladset endelig brudt, og omkring 5.000 demonstranter, der støttede den nye regering, væltede ind på Uafhængighedspladsen. Nationalpaladsets balkoner var fyldt til randen med folk, en blanding af militær- og politifolk sammen med indianske og folkelige ledere. Militærfolk kunne ses tale til menneskemængden nedenfor og få dem til at råbe "Ecuador, Ecuador" i kor. Pladsen, oplyst af tv-kameraernes lys, var dækket af støtter til den nye regering.

Lige før midnat, efter ca. tre timers forhandlinger bag lukkede døre, annoncerede oberst Gutierrez, der havde ledt underofficererne i kuppet, at hans mission var fuldført, og at han overlod magten i den nye regering til general Carlos Mendoza. Derpå annoncerede Mendoza dannelsen af et civil-militært triumvirat, bestående af ham selv, Antonio Vargas, præsidenten for den Nationale Konføderation af Indianere (CONAIE), og Carlos Solorzano, tidligere højesteretspræsident. Mendoza sagde, at hans triumvirat ville "arbejde for landet, sætte en stopper for korruption og garantere, at ecuadorianerne dag for dag ville blive mindre fattige". Som svar på en regn af spørgsmål fra journalister om, hvilken politik den nye regering ville gennemføre, undgik Mendoza at svare direkte og forklarede i stedet, at triumviratet ville mødes næste dag og endnu ikke havde taget disse afgørende beslutninger.

Således gik landet i seng med en ny civil-militær folkelig regering, men vågnede til den overraskende nyhed, at general Mendoza havde forrådt sit løfte om at indgå i den nye regering. Kun tre timer efter midnattens erklæring, dvs. omkring kl. 3, meddelte Mendoza, at han trak sig fra triumviratet, og at han ville overlade magten til vicepræsident Noboa. I hans udtalelser indrømmede han reelt set, at han bevidst havde bedraget nationen og aldrig havde haft nogen intentioner om at lade juntaen blive ved magten. Han forklarede, at han gjorde det for at undgå blodsudgydelser og for fredeligt at vende tilbage til forfatningsmæssige tilstande. Da han meddelte dette, havde demonstranterne forladt nationalpaladset. Med andre ord var det klart, at han havde foregivet støtte til folkeregeringen for at pacificere demonstranterne. Da dette var overstået, mødtes han med militærledelsen og informerede dem og pressen om, at han ikke ville fortsætte som medlem af juntaen.

I morges (lørdag d. 22. januar) blev de officerer, der ledede kuppet, arresteret og sidder i øjeblikket fængslet. Tilsyneladende er indianerlederne gået under jorden. Også nu til morgen bekendtgjorde Mahuad, at han var blevet styrtet ved et militærkup, og bad landet og den politiske elite om at give deres støtte til den nye præsident, Gustavo Noboa. Den ecuadorianske Kongres mødtes i morges i Guayaquil, dvs. ikke i den nationale kongresbygning, for at tage de juridiske skridt, der var nødvendige, for at Noboa kunne overtage præsidentposten.

Når man ser tilbage, er det tydeligt at den øverste militære ledelse aldrig støttede eller ville støtte den slags folkekup, og man kan spekulere over, om underofficererne, der deltog i kuppet, enten blev ført bag lyset af militærets overkommando, eller om de erkendte ikke at have nok støtte inden for militæret til at gennemføre kuppet succesfuldt og derfor rimeligt hurtigt gav efter.

De internationale reaktioner på kuppet har uden tvivl været en anden vigtig faktor for beslutningerne i alle grupper i militæret. Alle lande i Latinamerika, med undtagelse af Venezuela, fordømte kuppet offentligt og forlangte en tilbagevenden til forfatningsmæssige tilstande. Det samme gjorde USA, der ligefrem truede med en international boykot som den mod Cuba, hvis kupledelsen fortsatte. Den slags trusler har i hvert fald vejet tungt for de militære ledere.

Et større spørgsmål er indianerledernes stilling og tanker. Mendoza forrådte åbenlyst deres sag, og politisk er de tilsyneladende kommet ud af hele affæren svagere end før. Før denne episode havde de fem repræsentanter i den nationale kongres; de var blevet valgt gennem Pachakutik, der er en politisk bevægelse med stærke bånd til CONAIE og andre sociale bevægelser. Midt i gårdsdagens begivenheder trak tre af Pachakutiks repræsentanter sig fra kongressen for at vise deres støtte til den nye regering. Det samme gjorde to ledere af centrum-venstre partiet Demokratisk Venstre Parti (ID). Altså er den lille smule repræsentation, bevægelserne havde i den nationale kongres, blevet reduceret betydeligt.

Vargas, præsident for CONAIE, meddelte nu til morgen, at i betragtning af hvad der var sket, ville indianernes kamp fortsætte. Efter det har pressen ikke rapporteret andre udtalelser fra indianernes ledere. Der er derimod rygter om, at alle de indianske ledere er gået under jorden i forventning om repressalier imod dem. De menige medlemmer af bevægelsen, der kom ind til Quito fra provinserne og har overnattet i en park, er i dag begyndt at forberede sig på at vende tilbage til deres hjem. Det rygte, jeg har hørt, er, at de planlægger at fortsætte kampen i provinserne. I betragtning af, hvad de opnåede, om så kun for en dag, og det store forræderi fra militærets side, er jeg overbevist om, at der kommer en reaktion, og jeg ville ikke blive overrasket, hvis kampen tog en mere voldelig drejning denne gang.

Selvom jeg er en stærk støtte af demokrati og derfor af vigtigheden af demokratiske processer og institutioner, må jeg sige, at mit hjerte er tungt i dag. Det står klart for mig,

at hverken de fattige, som udgør det langt overvejende flertal af landets befolkning, eller den lille middelklasse er blevet repræsenteret eller beskyttet af Ecuadors formelle demokrati. I stedet har størstedelen af den politiske elite, fra præsidenten og ned, handlet ualmindeligt følelseskoldt og uansvarligt imod majoriteten af det ecuadorianske folk, til fordel for en meget lille, men økonomisk magtfuld del af befolkningen. Ikke alene har den politiske og økonomiske elite, der leder landet, ikke taget behovet for udjævning af den store ulighed i indkomster alvorligt, men de har ikke engang kunnet eller villet tage de nødvendige skridt for at skabe en effektiv og konkurrencedygtig økonomi, der kan skabe økonomisk vækst. I stedet har en slags nepotisme slået rødder og truer med at trække hele landet ned i kaos.

Indianernes bevægelse har været tapper i sine forsøg på at rejse et samlet krav om en ny type demokrati, der kan overkomme denne skævhed til fordel for de rige og magtfulde. Indtil nu har de arbejdet med fredelige metoder, men det vil ikke være overraskende, hvis de opfatter dette åbenlyse og forfærdelige forræderi som en lektie i, at fredelige midler ikke er tilstrækkeligt til at opnå forandringer. Derfor er jeg bange for, at svære og måske tragiske dage ligger forude for Ecuador, men tragedien har allerede varet længe for almindelige borgere, der nægtes midlerne til at leve med værdighed, sikkerhed og muligheder for at forbedre deres liv.