Anja skulle efter endt barselsorlov starte på sin uddannelse igen, hvad hun glædede sig utroligt meget til, efter at have gået hjemme i halvandet år. For vuggestueplads skulle der jo også lige ventes på, og man kan ikke tillade sig at sige nej til en vuggestueplads, heller ikke, selv om man syntes den er dårlig eller gerne vil have, at begge ens små børn går i samme vuggestue. For så ryger bistandshjælpen sig fluks en tur, og lang tids ventetid er der på sådan en plads.

Men endelig, endelig var den historie på plads, og til social- og sundhedsskolen turen gik, og alt lød så positivt. "Du kan starte i praktik den 1/11 99, da du jo har bestået den teoretiske del på 4 måneder," fik Anja at vide, "så sender vi dig en kontrakt hurtigst mulig." Glad og lykkelig var Anja, men en uge før hun skulle starte, fik hun beskeden: "Du kan desværre først starte den 24/1 år 2000." Og knust blev Anja selvfølgelig. -Men hvad så med min kontrakt, som I lovede at sende? Her blev damen fra skolen Anja svar skyldig. For Anja betød ventetiden på tre måneder ingen arbejde eller uddannelse. Men mest af alt endnu tre måneders usikkerhed, om hun nu kom i gang igen til januar, for når man nu har to små børn, er det utrolig svært at komme i gang igen. Især fordi arbejdsstedet ser meget på, at ens børn jo desværre kan gå hen og blive syge, især i den alder, 2-3 år.

Nå, men den 14/1 har Anja selvfølgelig ikke hørt en disse fra social- og sundhedsskolen, så hun ringer omgående dertil for at høre, hvad der nu sker. På dette tidspunkt skulle hun allerede have modtaget sin kontrakt, med hvor hun skulle starte, men pudsigt nok, som det så ofte sker inden for det offentlige, var sagen forsvundet, "så ring i morgen," fik Anja at vide. Det gjorde hun så, men her kunne man desværre stadig ikke se, hvor Anja skulle være, eller hvornår hun skulle starte.

Sådan noget møg, tænkte hun, men samtidig blev hun stjernetosset, så næste dag kimede hun så uddannelsesstedet ned, indtil hun fik et ordentligt svar. Endelig var der en, der gad se på sagen. Jo, den var god nok, Anja skulle skam starte den 24/1, men damen vidste ikke, hvor Anja skulle troppe op. "Hvad med min kontrakt?" spurgte Anja. "Den sender jeg til dig med det samme," og det gjorde damen faktisk, heldigvis.

Tre dage før hun skulle starte i praktik, havde hun dog stadig ikke fået at vide, hvor hun skulle møde op henne. Så nu blev hun gal. Hun kimede derfor igen til skolen, og efter tre timer med den ene omstilling til den anden lykkes det langt om længe at få at vide, at hun skulle møde i Nørrebrovænge kl.8 mandag morgen. Dette var fredag eftermiddag kl. 15.00. Alt gik på plads, Anja skulle starte selvsamme mandag, så det var sgu i sidste øjeblik, at tingene faldt på plads.

Den samme historie gentager sig for Anjas veninde.

Disse to historier fortæller lidt om, hvor lidt det offentlige har styr på de uddannelser, de har sat i gang, og om lave løsninger, mest for at få folk ud af bistands- og arbejdsløshedssystemet, og de fortæller også, at den venstre hånd i den offentlige sektor aldrig ved, hvad den højre hånd foretager sig

Den samme besværlige gang oplever vi, som skal have uddannelsesorlov. Det er et stort renderi fra arbejdsplads til arbejdsformidlingen, til fagforening, tilbage til arbejdspladsen, og så turen rundt igen. Denne besværlige gang, og hele tiden uden at kunne få noget at vide om noget, er dødtrættende og burde kunne gøres på en nemmere måde. For alt for ofte får man ikke besked om tingene før i absolut sidste øjeblik, eller man har fået forkert besked, og dette til stor irritation for de indblandede parter.

Og sådan kører mange sager inden for det offentlige system desværre, og man kunne gå hen og tro, at der måske sidder lidt for mange, som egentlig er ligeglade med deres arbejde. I hvert fald burde den offentlige sektor få gjort tingene lidt nemmere for den enkelte borger.