Socialrådgivere i klemme
Socialrådgiverne er en udsat gruppe – i klemme mellem samfundets to hovedklasser, borgerskabet og arbejderklassen. Som så mange andre grupper ikke mindst blandt de offentlige ansatte, der tilhører de såkaldte ’småborgerlige mellemlag’.
Med en udsendelse i TV2 ’Snyd for statens penge’ den 17. januar blev der sat ny fokus på socialrådgiverne og deres samfundsmæssige rolle. Eller med Jyllands-Postens ord i en efterfølgende leder:
’Skal man tro udsendelsen ’Snyd for statens penge’ …føler ikke så få af landets socialrådgivere sig hævet over loven.
Flere af de interviewede erklærede frejdigt, at de tier med viden om socialt bedrageri og tildeler ydelser i modstrid med gældende lov.’
Avisen fortsætter med at fremlægge et helt program for at tryne socialrådgivere, der tager deres arbejde og ansvar overfor deres klienter alvorligt:
’Socialrådgiverne må bringes til at forstå, at deres overhovedet vigtigste opgave er at sikre, at de ikke udbetaler én skattekrone for meget eller i strid med gældende lov.
Ligeledes er det nødvendigt med et opgør mod socialrådgivernes misforståede rolle som "klientens advokat". En sådan rolle bringer dem pr. automatik i et modsætningsforhold til den forvaltning, som de er ansat i – med åbenbar risiko for direkte illoyalitet.
En del af ansvaret falder tilbage på de institutioner, der uddanner socialrådgiverne og åbenbart efterlader de studerende med en skræmmende respekt for fundamentale principper i et demokratisk samfund og en retsstat.
Kommunerne, der beskæftiger hovedparten af socialrådgiverne har intet andet valg end omgående at iværksætte en minutiøs kontrol med socialrådgivernes arbejde.’
Det er sjældent, at tingene siges så ligeud som her. Socialrådgivernes første pligt er at sørge for, at folk på overførselsindkomster, ikke mindst bistandsmodtagere, modtager det absolutte minimum. De skal lukke øjnene for reelle sociale behov og uretfærdigheder – lade mennesker, der kan hjælpes, gå til grunde, o.s.v. De må frem for alt ikke se på tingene med deres klients øjne, de må ikke se virkeligheden med arbejderklassens øjne, men ene og alene med deres arbejdsgivers – den kapitalistiske stat. Derfor vil Jyllands-Posten – og med den hele reaktionen – have lavet socialrådgivernes uddannelsesinstitutioner om, for at forebygge enhver naiv vildfarelse blandt unge idealister, der troede at de skulle hjælpe mennesker. Og derfor skal deres arbejde øjeblikkelig gennemgås af en inkvisitorisk kommunal revision.
Det er en gængs vildfarelse, at socialrådgivere, pædagoger, skolelærere og mange flere er blevet arbejdere, tilhører arbejderklassen. Det påstås af reformistiske og revisionistiske teoretikere, som søger at udvande den marxistiske klasseanalyse, for dermed at skabe ikke bare teoretisk usikkerhed, men også usikkerhed og inkonsekvens i klassekampens praksis.
Jyllands-Posten får slået en tyk streg under den kendsgerning, at selvom de småborgerlige mellemlag ofte er lønarbejdere, er de ikke dermed arbejdere. Deres klassemæssige stilling er netop som et socialt lag mellem hovedklasserne. Og, som socialrådgiverne mærker på deres krop, i klemme mellem dem. Der er meget, der driver dem hen imod arbejderklassen – men de lever af, bliver betalt for, at administrere, organisere, kontrollere, ideologisere arbejderklassen og den brede befolkning. Det er deres dilemma. Og det er udgangspunktet også for en rigtig vurdering af deres rolle i klassekampen, i kampen for socialismen.
Socialrådgiverne og de småborgerlige mellemlag – der er en meget bred og sammensat gruppe – kan ikke spille en socialt set progressiv rolle i kraft af deres faktiske samfundsmæssige placering eller rolle, men i kamp mod den, i kamp mod deres kapitalistiske arbejdsgiver, ved at smelte sammen med det arbejdende folks brede masser i klassekampens hovedstrøm, ved at følge arbejderklassens politiske ledelse.
Nu skal socialrådgiverne trynes, som andre grupper af offentligt ansatte før dem.
Arbejdernes kontrollanter skal kontrolleres: En øjeblikkelig gennemgang fra kommunens revisionionsafdeling af 150 sager, som tillidsmanden for socialrådgiverne i Århus kommune, Niels Henrik Hald, havde haft, gav i øvrigt ingen anledning til påtale. De var behandlet efter reglerne.
De modige socialrådgivere skal støttes; de feje og føjelige har kun kapitalen brug for.
lv-