Selvom politiet og indenrigsministeriet ikke på det seneste har bekendtgjort, at der skulle være for mange demonstrationer i den tyske hovedstad og regeringsby, så fandt en eller anden alligevel på en udvej til at demontere den forfatningsmæssige ret til fri meningstilkendegivelse. Hvad der forekommer utænkeligt ved officielle lejligheder, er blevet bitter virkelighed ved det største venstrefløjsarrangement i hovedstaden. Attentattruslen kom i det rigtige øjeblik og som på bestilling. Kun af hensyn til deltagernes sikkerhed blev samtlige arrangementer på den 9. januar aflyst - ifølge den officielle begrundelse.

Ganske vist troede "beskyttelses"-politiet ikke selv på det, det kendte ikke engang begrundelsen. Når de blev forespurgt, kendte mange politifolk hverken navnet på den formodede attentatmand eller havde et efterlysningsbillede. De bar ikke engang skudsikre veste dér, hvor demonstrationsafpresseren angiveligt skulle skyde vildt om sig. Alt for tydeligt blev der her udbredt en røverhistorie, som ikke engang blev taget alvorligt af politiets egne folk.

Selv i tilfælde af, at der er noget, der stemmer ved versionen med et bebudet attentat: Hovedstadens embedsmænd under ledelse af den tidligere præsident for forbundskontoret for forfatningsbeskyttelse, Eckehard Werthebach, burde være i stand til at beskytte mindedemonstrationen. Eller skulle det allerede være et tilfælde, der kunne danne præcedens? Ved hjælp af den slags røverhistorier kunne andre demonstrationer, manifestationer osv. forbydes.

Den årlige march til socialisternes mindested i Berlin-Friedrichsfelde, hvor mere end 100.000 mennesker mødes hvert år, er den største politiske manifestation i BRD. Det drejer sig her ikke bare om et traditionelt optog til den tyske arbejderbevægelses myrdede lederes grave, men om en politisk protestdemonstration. Hvis de herskende i dette land i begyndelsen stadig troede, at dette var et relikt fra DDR-tiderne og ville forsvinde af sig selv, blev de klogere. Folk fra de forskelligste venstrestrømninger har samlet sig hvert år, fordi de ikke har villet affinde sig med udviklingen hen imod barbari. De har bevidnet deres antifascistiske, antikapitalistiske og antimilitaristiske grundholdning.

For de herskende har denne udvikling været en torn i øjet. I dag har der i fire år været gjort forsøg på at ødelægge denne manifestation. Provokationerne har hobet sig op. Tropper af voldsmænd i grønne uniformer har foranstaltet prygleorgier, tager hverken hensyn til gamle eller børn. Demonstrationen er hele tiden blevet massivt obstrueret. Der er sket talrige anholdelser. Mange er blevet slået ned.

Dette år blev det foreløtige højdepunkt: forbudsanordningen. For første gang siden nazidiktaturet blev der nedlagt forbud. Denne gang kom der støtte fra de "demokratiske socialister". Det er jo så dejligt at kunne optræde som juniorpartner for indenrigsministeriets folk. Jublende glade over endelig at kunne blive taget alvorligt af en levende indenrigsminister uddelte PDS i hovedstadsområdet løbesedler, der støttede politiet i deres arbejde og befriede dem for deres kneb for argumenter.

Men ikke alle PDS’ere var glade herfor. Mange fordømte holdningen hos ledende repræsentanter for partiet. Selv Neues Deutschland kunne ikke komme uden om at berette udførligt om kritikken fra PDS’ basis:

"Kort før kl. 9 forsøger en gruppe på ca. 40 personer at nå frem til kirkegården. En mand opfordrer her til at gennembryde politikæden og går foran med godt, men resultatløst eksempel. "Jeg vil besøge mine slægtninge, der er omkommet i KZ-lejre," forlanger han synligt ophidset. Mens PDS forhindrer mindehøjtideligheden, bebrejder andre PDS’ næstformand i delstaten, Stefan Lieblich, mens denne forsøger at dæmpe gemytterne. "Jeg stemmer ikke mere på jer," råber en eller anden. "Jeg skammer mig over, at mit eget parti kapitulerer over for politiets vilkår," udtaler Nick Brauns fra PDS Münchens ledelse. Han regner derfor med masseudmeldelser i sin by." (ND 10.01.2000)

Trods kritik fra egne rækker forsvarer formanden for forbundsdagsgruppen, Gregor Gysi, partiledelsens holdning og specielt den berlinske delstatsformand Petra Pau. Gysi har i et brev til sin gruppefælle Ulla Jelpke vendt sig imod, at PDS i fremtiden skulle tage ansvaret for arrangementet sammen med MLPD, autonome m.fl. Det "at gå sammen med det dogmatiske venstre" skulle have "katastrofale følger for det udogmatiske, demokratiske venstre" ifølge Gysi (citeret efter Neues Deutschland 12.01.2000).

Alligevel kom det den 9. januar til en (illegal) demonstration. Kort før kl 9 indfandt de første demonstranter sig ved Frankfurter Tor. Politiet havde lavet omfattende afspærringer her. Det forsøgte hele tiden at drive folk væk. De blev opfordret over højttalere til at undlade at demonstrere/manifestere. Der blev truet med identitetskontrol, tilhold om at forlade stedet, ja selv anholdelser. K1. 9.30 opløste ordensmagten et lille demonstrationstog på flere hundrede personer efter nogle få skridt. Kort efter kl. 10.00 samledes på ny demonstranter ved Frankfurter Tor, denne gang flere tusinde. "Til Mehring Plads," lød parolen. Over en megafon blev det forkyndt: "Dette er ikke nogen demonstration, dette er en spadseretur." Langsomt formeredes et optog på ca. 5000 demonstranter. Marchruten fulgte fortovet. Der blev ved med at komme nye til, som fandt smutveje gennem gårde for at omgå politiets afspærringer. Der blev rullet transparenter ud.

Den nu tilkæmpede demonstration bliver flittigt filmet af "beskyttelses"-mænd og -kvinder. KPD omdeler sin holdning til demoforbudet. Det kommer hele tiden til diskussioner om sagens sammenhæng.

Blandt demonstranterne hersker den opfattelse, at attentatmanden er opfundet af politidirektør Saberschinsky. Hele tiden hører man parolen højlydt: "Attentatmandens telefonnummer: 110!". Svaret er rungende latter. Men også PDS bliver åbent kritiseret. Man bebrejder det dets forræderi. Også for mange PDS-medlemmer er dette samarbejde uforståeligt.

Mere end 5000 demonstranter kommer så til FN/Leninpladsen. Indtil da er det trods enkelte anholdelser forblevet "fredeligt’’. Over højttalere opfordrer politiet til, at folk opløser mindedemonstrationen. Det kommer til flere forsøg på at gennembryde politikæderne. Ansigt til ansigt med de grønt uniformerede slagsbrødre og af mangel på et videre perspektiv med demoen opgives modstanden efterhånden. Det kommer til endnu et udbrudsforsøg og en nyformering af demonstrationen - i øvrigt en vellykket aktion. Det kommer alligevel endnu en gang til en indkredsning, og efterhånden opløses demonstrationen. Selvom politiet ikke anvendte knipler, var dets optræden alligevel brutal og hensynsløs. Man kan ikke tale om en nedtrapning.

Det var i det mindste en lille succes at kunne gennemføre en protestdemonstration trods forbud, imod indenrigsministeren og hans politidirektørs udtrykte vilje. Den har altså fundet sted: Liebknecht-Luxemburg-demoen den 9. januar 2000. Trods alt.