"Monopolerne opdeler verden økonomisk mellem sig. De kender ikke til landegrænser og forlanger fri og uhindret adgang til alle markeder og tilsidesættelse af nationalstaternes hidtidige suveræne rettigheder.

… Gennem stadige fusioner skabes gigantkoncerner og kæmpemæssige transnationale selskaber, der opererer overalt i verden – men stadig bevarer sin hjembase hos en af de imperialistiske stormagter." (Udkast til principprogram for arbejderklassens kommunistiske parti.)

Tyskland er en fremvoksende stormagt, hvis monopolgrupper stræber efter at gøre hele Unionsstaten til sin hjembase. Selvom Tyskland er klart dominerende, er dette fælles bestræbelser med bl.a. franske monopolgrupper.

Den danske kapital har tvunget vores land ind under denne dominans. Danmark er derfor ikke længere noget frit land, Danmark har ikke længere nogen national selvstændighed.

Danmark er imidlertid fortsat en nation. De kan indlemme staten i Europas Forenede Stater, men de kan ikke ophæve nationen.

EU tager utallige midler i brug for at søge at nedbryde de nationale identiteter, for at udvikle en Unions-identitet, for at understøtte nedbrydningen af grænserne og arbejdskraftens mobilitet og for at dæmme op for den voksende EU-modstand i alle landene. Et af midlerne er oprettelsen af regioner og regionsråd på tværs af grænserne, således regionen i Sønderjylland - Nordtyskland, som blev gennemtrumfet ovenfra på trods af massive folkelige protester.

Men en nation er en sej størrelse, som ikke er sådan at udviske. Der er mange eksempler på dette. Albanien var underlagt tyrkisk styre i 500 år, men genvandt sin nationale selvstændighed – for en periode.

Stalin opridsede, hvad der kendetegner en nation:

I den imperialistiske epoke spiller det nationale spørgsmål en vigtig rolle i såvel den nationale som den globale klassekamp. Inden for EU-landene udspiller sig på samme tid den grundlæggende klassekamp mellem arbejde og kapital og den nationale kamp, hvor hele den brede befolkning står med fælles interesser over for EU-finansen og EU-magten.

Arbejderklassen er internationalistisk, for arbejderklassen har brug for omfattende internationalt samarbejde og solidaritet, men arbejderklassens kamp foregår først og fremmest i dens eget land.

Genetablering af nationalstaten med egne grænser og med egen selvbestemmelse bliver et mål og en fælles drivkraft i klassekampen for arbejderklassen og den brede befolkning. Om det sker i sammenhæng med en socialistisk revolution eller som resultat af opbrud og folkelig modstand inden for EU, kan vi ikke vide.

At det nationale spørgsmål er vigtigt ses også af, hvor kraftigt kapitalen går til ideologisk angreb på nationen. Igen og igen optræder professorer og politikere med ’videnskabelige’ argumenter for, at nationalstaten er død, at det er reaktionært at opretholde nationerne osv. Ligesom i tidligere århundreder, hvor de rige i perioder skulle tale fransk i andre perioder tysk, gøres dansk til noget uværdigt. I dag kræves, at man taler engelsk.

I forlængelse af denne nedgøring af nationen og af en hel legitim nationalfølelse har trotskister, Socialdemokratiet og de åbent borgerlige udviklet et desværre ret virksomt splittelsesargument. De kæder kravet om retten til selvstændighed og de nationalfølelser, som alle mennesker forbinder med deres hjemland, sammen med racisme og, som det kaldes, "angsten for det fremmede". Forstået som angsten for de fremmede og for det "fremmede" EU. Uagtet, at borgerskabet selv er de egentlige chauvinister og racisme-oppiskere.

Det har længe været og er fortsat vigtigt, at modstanden ikke falder for denne fælde. Desværre har revisionistiske kræfter inden for Enhedslisten og DKP/ML spillet med på Socialdemokratiets hykleri.

Revisionisterne har også i det nationale spørgsmål tillagt sig nogle trotskistiske træk ved at gøre den internationale EU-modstand til (mindst) lige så afgørende som den nationale kamp i landet selv. Internationalt samarbejde, fælles kampagner osv. er mere vigtigt end nogensinde – men modstanden udvikler sig forskelligt i hvert land, har forskellige betingelser, forskellige grader af modenhed. Det grundlæggende er derfor kampen i ens eget land.

Nationalchauvinisme er kapitalens ideologi. Nazismen misbrugte fædrelandskærligheden for at tjene monopolerne, ligesom monopolerne i 1. verdenskrig fik Socialdemokratierne over på det forræderiske standpunkt, hvor de støttede deres ’eget’ borgerskabs krig "til forsvar for fædrelandet" – som imidlertid var en imperialistisk omfordelingskrig.

Nationalchauvinisme stortrives også i dag. Det er monopolernes redskab til at så splittelse, som vi ser det mange steder i verden. Ikke mindst har vi set det i Eksjugoslavien.

EU søger selv at fremelske og påtvinge os en Unionschauvinisme med blå flag og stjerner, hymner og ideer om Europas storhed. Den værste konsekvens af denne propaganda er, at den skal forberede, at EU-landenes unge mænd skal ofres for Unionens markeds- og magtinteresser.