Stem NEJ
til det nye OK-forræderi

Den indgående række af OK-forlig må stemmes ned. De er et angreb på solidariteten og vore kollektive rettigheder. Vi skal snydes igen med et nyt alvorligt forræderi. Med CO-Industri-forliget er der endda indlagt en historisk åbning for lokalt at kunne sætte overenskomsten ud af kraft.

Arbejdsgiverne og LO-toppen fik, hvad de gik efter :

- mere fleksibilitet, mere brug af variabel arbejdstid væk fra normalarbejdsdagen, tilrettelæggelse af arbejdstiden på årsbasis.

- tre børneomsorgsdage omlagt til fem feriefridage i 2003, som arbejdsgiverne selv kan placere eller omveksle til løn.

- minimale lønstigninger og nedskæringer på udbetaling af tillæg for arbejde uden for normalarbejdstiden. Mindstelønnen og lærlingenes lønefterslæb blev igen solgt.

- forlængelse af overenskomstperioden fra 2 til 4 år og dermed en fastfrysning af forringelserne.

- en historisk mulighed for lokalt at sætte overenskomsten ud af kraft gennem forsøgsordninger. Historisk, fordi det blot vil være begyndelsen.

- 9 procent af lønnen deponeres til arbejdsmarkedsfondene som risikovillig kapital for arbejdsgiverne og til brug for regeringens angreb på folkepensionen.

For de arbejdsløse får rækken af OK-forlig alvorlige følger. De betyder forsat reallønsfald for de arbejdsløse, hvis stigninger i dagpengesatsen afhænger af overenskomstaftalte lønstigninger, beregnet to år bagud og oven i købet fratrukket de store forhøjelser i indbetalingerne til pensionsbidrag.

De elendige overenskomstforlig bærer et utvetydig EU-stempel. EU har krævet minimale lønstigninger, udvidet flekstid og årsarbejdstidsnormer - og fået det.

Arbejdsgiverne, regeringen og LO-toppen står sammen, når det gælder om at anbefale deres resultat og forsøg på at skjule det reelle indhold.

Arbejderklassens viste ved det sidste overenskomstforlig, at det kan stemmes ned.

Vore krav er ikke opfyldt, derfor må der stemmes nej igen.

En stem nej-kampagne må organiseres på trods af alle de faglige ledere, der denne gang støtter overenskomstforræderiet.

En reel 6. ferieuge skal sikres

Stop den fleksible arbejdstid

100 kr. i mindsteløn

Generelle lønforhøjelser

12 kr. mere i timen til alle lærlinge

Frem mod en 30 timers arbejdsuge - 6 timer om dagen

Solidaritet med arbejdsløse - overenskomstmæssige rettigheder til alle

26.1.2000

OKTOBER