Hjerternes minister

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Men Danmark har faktisk en ligestillingsminister. Endda den første af slagsen. Ministeren har også et navn - Jytte Andersen. Ingen kan rigtig huske, hvornår hendes nye ministertitel blev oprettet. Ingen har nemlig hørt noget fra dette ministerium eller dets minister siden da. Kun en ting er helt sikkert, posten berettiger til fuld ministerløn og pension. Ikke at Jytte Andersen er i bekneb for nogen af delene. Hun er både forhenværende arbejdsminister og nuværende by- og boligminister.

Hvad handler kvindernes kamp så om i dag - set fra en ministertaburet ?

Så poetisk kan det altså udtrykkes. Og Ligestillingsministeren forsætter :

Med andre ord kvindekampen tilbage til hjemmene, tilbage til slagsmålet om opvasken, bleerne og de sure sokker. Hjerternes kamp.

Ekkoet fra titusindevis af vrede kvindestemmer i gaderne med krav om ligeløn - nu, spørger stadig på ministerkontorene. De ved, ligeså godt som os andre, at uligelønnen her i 90’erne med de nye lønsystemer for alvor igen har taget fart.

At regeringens såkaldte "jobfest" gik helt uden om de store grupper af ufaglærte kvinder. At næsten to ud af tre arbejdsløse er kvinder. Blandt ældre ufaglærte kvinder og mødre med små børn er tallene endnu højere.

At antallet af enlige mødre, der sammen med deres børn, lever i økonomisk fattigdom er vokset i 90erne til officielt at udgøre 35.000 familier.

At den fleksible og forøgede arbejdstid øger kvindernes dobbeltarbejde.

At de omfattende sociale nedskæringer på børn, ældre, syge og al form samfundsansvar øger kvindernes dobbeltarbejde.

At de nye pensionssystemer, der er afhængig af ens tid og løn på arbejdsmarkedet er i fuld gang med at skabe en massiv fattigdom blandt store dele af fremtidens kvindelige pensionister.

Hvad vil ligestillingsministeren gøre ved dette ? Hun vil oprette et videncenter til forskning i ligestilling og sætte debatter i gang. Det er mangler i dag er nemlig " først og fremmest ligheden inde i hovederne og hjerterne af de enkelte borgere".

Som arbejdsminister i begyndelsen af 90erne var Jytte Andersen også en rigtig hjerteknuser. Det var under Jytte Andersen det store angreb mod arbejderklassen med arbejdsreform, dagpengereform og aktiveringspolitik blev lagt på skinner og gennemført i hovedlinierne. Salami-metoden har lagt yderligere forværinger på år for år.

Tusindvis af ufaglærte kvinder kan således takke den nuværende ligestillingsminister for at være smidt ud af dagpengesystemet og a-kasserne over på kontanthjælp og i tvangsaktivering. Hvis de altså ikke er gift med en mand i arbejde, så er der nemlig ingen ret til kontanthjælp. De må i stedet tage "hjerternes kamp" for at blive forsøget.

Jytte Andersen selv ser naturligvis ingen sammenhæng mellem kvindeundertrykkelsen i dag og forholdene på arbejdsmarkedet. Det er sælsomme udefra kommende fænomer som "konjunkturerne" og "strukturerne". Mere reelt handler det om "eu’erne". Om en EU tilpasning og harmonisering af arbejdsmarkeds- og sociale forhold som kvinderne betaler en meget høj ulige-pris for.

Ligestillingsministeren har bebudet, at hun indenfor to uger er klar med et nyt lovforslag om ligestilling mellem kønnene. Det kommer på baggrund af et EU-direktiv om ligestilling. Ligestillingsloven skal ikke længere koncentrer sig om kvinder og arbejdsmarkedet, men om al form for diskrimination eks. mellem elev/lærer. Ligestillingssager skal ikke længere behandles i arbejdsretten, men i et særligt klagenævn. Hovednumret udadtil er ligeledes sammenfaldende med EU kommissionens - fremover vil også Jytte Andersen have et forbud mod sexchikane.

Vi kan således føje loven om sexchikane til loven om ligeløn og alle de andre fine papirer om, at kvindeundertrykkelse er forbudt ved lov. Vel vidende at det ikke ændre en tøddel. Det sker først, når kvindekravene omsættes til handling, til en kollektiv social kraft - på gaderne, på arbejdspladserne, i hjemmene, på uddannelsesstederne. Det er hjerternes kraft og kamp. DG