EU´s arbejdstidsdirektiv lov på det danske arbejdsmarked

Skulle enkelte endnu være i tvivl om, at EU blander sig direkte i danske arbejdsmarkedsforhold, så er al tvivl blevet gjort til skamme. EU-direktiverne på arbejdsmarkedet i EU gælder fuldt og helt for Danmark, herunder arbejdstids-direktivet, selvom EU-direktiverne herhjemme ikke gennemføres via lovgivning, men i stedet implementeres/indskrives i overenskomsterne.

Det er netop slået fast i en ny fællesaftale mellem LO og DA omkring arbejdsmarkeds-direktivet, der blev implementeret i overenskomsterne ved de seneste overenskomstforhandlinger. Den ny indgåede aftale "sikrer (læs: garanterer overfor EU), at alle lønmodtagere på LOs og DAs område i fremtiden er omfattet af arbejdstids-direktivet, der sikrer en maksimal gennemsnitlig arbejdstid på 48 timer om ugen. Også selv om de ikke er omfattet af overenskomster".

EU’s arbejdsmarkeds-direktiver er lov. Det ændrer implementeringen/indskrivningen af direktiverne på det danske arbejdsmarked ikke en tøddel ved. At der er tale om en fuld tilslutning til EUs direkte indblanding på det danske arbejdsmarked med udstedelse af direktiver, der undergraver det danske forhandlings- og aftalesystem på arbejdsmarkedet, overenskomstforhandlingerne om fastsættelse af løn- og arbejdsforhold, går både LO og arbejdsgiverne helt udenom.

Som sædvanlig sælges frontalangrebet på de danske arbejderes faglige rettigheder og forringelserne arbejdstidsbestemmelserne som forbedringer. EU’s arbejdstids-direktiv er en klar imødekommelse af de europæiske arbejdsgiveres ønsker om indførsel af øget fleksibel arbejdstid, så deres udbytning af arbejderklassen i EU kan intensiveres, men det forbigår LO i dybeste tavshed.

Det drejer sig ifølge LO ikke om, at arbejdernes muligheder for indflydelse på arbejdsforholdene på arbejdsmarkedet forringes yderligere. Det drejer sig om at sikre, at alle arbejdere omfattes af de EU-dikterede arbejdstidsbestemmelser. Til gavn og glæde for arbejderne, naturligvis.

Efter sigende har godt og vel 50.000 arbejdere på det danske arbejdsmarked ikke været beskyttet af arbejdstids-direktivet, hvis "hovedformål" påstås at være at sikre en maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer, da de ikke har overenskomster, der indeholder nogen præcis formulering af grænserne for arbejdstiden, som EU-direktivet foreskriver.

Baggrunden for den nye aftale omkring arbejdstids-direktivet har været, at der var blevet stillet tvivl om, at det - som EU kræver - omfattede hele det danske arbejdsmarked. Det er ikke samtlige danske virksomheder og samtlige arbejdere, der er omfattet af en overenskomst, hvorfor EU-kommissionen har foretaget de første skridt hen mod en retssag mod den danske regering, der beskyldes for ikke at skulle have sikret en tilstrækkelig omfattende implementering af direktivet.

"Med den nye aftale mellem LO og DA sikres det, at alle lønmodtagere på hovedorganisationernes område er dækket af de rettigheder, der følger af direktivet", konkluderer LO frejdigt. Knæfaldet for EU og de europæiske arbejdsgivere er fuldkomment.

Implementeringen af EUs direktiver på arbejdsmarkedet har skullet give indtryk af, at der fortsat er tale om overenskomster indgået ved frie overenskomstforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. Forhandlinger, hvis rammer er fastsat af den danske regering via trepartsforhandlinger og via indgreb i overenskomstkonflikter på arbejdsgivernes side, som vi har oplevet det ved de sidste OK- forhandlinger.

De såkaldt frie overenskomstforhandlinger er langt fra så frie endda. Mulighederne for at forhandle arbejderklassens krav igennem ad forhandlingens vej - uden klassekamp - er fuldstændigt stækkede.

Nu er mulighederne for at opnå resultater ved overenskomstforhandlingerne yderligere undergravet. Med LO-toppens fulde accept. Det er ikke længere kun den kapitalistiske danske stat/regering, men i højeste grad EU - Monopolernes Forenede Europa - der dikterer de løn- og arbejdsforhold, som de danske arbejdere skal arbejde under.

Direktiverne fra EU går forud for dansk lovgivning. De skal gennemføres. Også når de griber ind på det danske arbejdsmarked og omhandler løn- og arbejdsforhold, der traditionelt har været aftalestof mellem arbejdsmarkedets parter, LO og DA, i forbindelse med overenskomstforhandlingerne såsom arbejdstidsbestemmelserne.

EU’s indblanding i danske løn- og arbejdsforhold er et alvorligt slag mod den danske arbejderklasse. Arbejdsmarkedsdirektiverne skal sikre de europæiske arbejdsgivere maksimale profitmuligheder på arbejderklassens bekostning. Arbejdstids-direktivet er ikke nogen undtagelse.

Der er grund til at styrke kampen mod indførslen af øget fleksibel arbejdstid og mod EUs voksende indflydelse på det danske arbejdsmarked.