Strøtanker uge 2

Overenskomsterne forhandles i tæt tillukkede lokaler. Der forhandles om arbejdstiden i form af en 6. ferieuge. Samtidig fortæller medierne - de kongelige, socialdemokratisk autoriserede og erhvervsgodkendte aviser og fjernsynskanaler, uden konkurrenceforvridende nyheder - at der nu er et lovgivningsinitiativ på vej om feriens frie bevægelighed. Just som vi næsten har fuglen i hånden, flyver den. Hvem forventer, at den ferie VI har brug for især i travle perioder bliver afholdt, hvis det bliver muligt for arbejdskøberne at betale sig fra det.

Endnu en gang vil det lykkes fagtop og regering i fællesskab at gå erhvervslivets ærinde, med mere fleksibilitet på arbejdskøbernes betingelser. Hans Skov Christensen siger da også ligeud .."vi skal bare sikre, at de danske virksomheder kan klare sig i den internationale konkurrence"..

Det er klart at det vil skabe en vis uro på bagsmækken, i særdeleshed en utilfredshed med Socialdemokratiet, så derfor forlyder det også allerede nu, at der er uro i SD's top, utilfredshed med Nyrup, rygter om regeringsomdannelse osv. osv. Som vi har set det før under overenskomstforhandlinger, så gør Socialdemokratiet nu i samarbejde med Konservative klar til en borgerlig regering, der kan overtage i tilfælde af, at det er dét, der skal til for at dæmpe utilfredsheden.

Der er også andre grunde til uro i Socialdemokratiet. Det er naturligvis indvandrerdebatten, der er opstået i kølvandet på Dansk Folkepartis fremgang og den deraf følgende kamp om vælgere, jeg hentyder til. Det bliver mere og mere klart, at den taktik med at forsøge skabe fjendskab mellem forskellige arbejdergrupper, her især ufaglærte danskere og indvandrere, og på den måde undgå et stærkt sammenhold, er ved at give bagslag for Socialdemokratiet.

Samtidig ser vi at nazister og andre racister vinder frem fordi de ikke møder tilstrækkelig modstand fra det officielle Danmark. Socialdemokratiet og de Konservative har også her fælles interesser i ikke at åbne arkiverne fra krigens tid. Der må være kræfter i de partier, der i bund og grund ikke ønsker, at få kastet lys over nazismens rolle i Danmark - tilsyneladende heller ikke dens rolle i dagens Danmark.

Den manglende boligpolitik skaber indvandrerghettoer, så kan vi jo selv se, om vi vil bo dér! At der altid har været social-taber-ghettoer glemmer vi lige et øjeblik. Selv de højtuddannede indvandrere udsættes klart og tydeligt for racisme og diskrimination. For mig at se er der en helt klar tendens til at flytte focus fra klassekampen til en diffus religiøs konflikt med muslimer.

Så jeg overvejer nu om jeg skal anskaffe mig et tørklæde med hammer og segl. Forleden genså jeg franskmanden Sinè's satiretegninger fra tresserne. Èn af dem - om kolonisatorerne i Afrika - viser en sort og en hvid undertrykt i gang med at slagte hver sin koloniherre. Over deres hoveder mødes hammer og segl. Ja, det er stadig alfa og omega, at vi gør fælles front med vores klassefæller, og de findes i hvert fald hverken i Socialdemokratiets- eller fagbevægelsens top.

GBe