I hvert eneste land, hvor McDonalds har åbnet deres såkaldte "restauranter", har det betydet et kæmpe slag mod arbejdernes rettigheder.

Chikanering af fagligt aktive, "fleksibel arbejdskraft", deltidsansættelser, lave lønninger og fysisk og psykisk nedslidning har altid været et af McDonalds varemærker.

Det er umuligt for mig i en enkelt artikel at give et fyldestgørende indblik i McDonalds metoder - det ville kræve nogle tusinde sider bare at beskrive toppen af isbjerget! Langt størstedelen af dokumentationen for deres kriminelle praksis er i sagens natur slet ikke tilgængelig uden for en lille udvalgt skare af chefer, og deres verdensomspændende fastfood-imperium er så enormt, at det er menneskeligt umuligt at få et totalt overblik.

Men omfanget af deres forbrydelser er til gengæld også så enormt, at bare et minimalt indblik er rigeligt til at se firmaet, som det det er: En gigantisk pengemaskine, en maskine, der ikke bare bryder loven, når den kan komme af sted med det, men skriver loven, når det passer den. En international magtfaktor, hvis indflydelse på verdensøkonomien kan måle sig med de fleste landes. En økonomisk og intellektuel mastodont, der kun holdes tilbage, når arbejderklassen sætter hælene i.

Med andre ord: En multinational koncern, der kun kan knuses af arbejderklassen, med socialismen som murbrækker.

McDonalds ligefrem praler med, at de skaffer arbejde til de grupper i samfundet, der ellers normalt har meget høj arbejdsløshed: unge - og ofte børn, gamle, kvinder, indvandrere, studerende osv. I USA får hver 10. deres første job hos McDonalds. Men det har intet som helst med medmenneskelighed at gøre. Netop disse grupper har de laveste lønninger, den laveste grad af faglig organisering, og pga. den høje arbejdsløshed er det dem, der vil finde sig i mest lort fra deres arbejdsgiver. Et faktum som McDonalds formår at udnytte til det yderste.

For McDonalds betyder hver eneste øre, penny og cent, der kan spares, en enorm forøgelse af profitten - alene pga. firmaets størrelse. Det er altså ikke uden grund, at der i firmaet findes måltal for alle områder af produktionen og salget: Hvor meget der må bruges på arbejdskraft, på rengøringsmidler, på kasserede madvarer osv.

Resultatet er, at McDonalds har været, og stadig er, pioner, når det gælder dårlige arbejdsforhold. Forhold så dårlige, at de ligefrem har fået deres eget navn:

McDonalds er ikke alene om at "tilbyde" den slags arbejde, men i kraft af deres størrelse - med over 25.000 "restauranter over hele verden - er de i stand til konstant at trække resten af arbejdsmarkedet med sig ned. Et faktum, der har betydet mere for de danske overenskomster, end man bryder sig om at vide.

Danmark er et af de få lande i verden, hvor McDonalds overhovedet har tegnet overenskomst, og det er kun sket efter voldsomt pres fra fagforeningerne. For McDonalds har for længst fundet ud af, at fagforeninger betyder højere lønninger og bedre arbejdsforhold, så hver eneste gang den faglige organisering stikker ansigtet frem, kæmpes der med næb og klør. Der er endda blevet oprettet en speciel udrykningsstyrke af topjurister, der kan sættes på et fly, for at bekæmpe fagforeningerne overalt på kloden.

Listen over McDonalds’ kampe mod fagforeningerne er nærmest uendelig, og den bliver konstant længere. Ingen midler skys i kampen, og der er eksempler på fagligt aktive, der har fået stjålet papirer, er blevet ringet op midt om natten med anonyme trusler osv.

Det er ikke helt så almindeligt, at folk bliver fyret, som man umiddelbart skulle tro. Næhh, McDonalds er smartere end som så, for fyringer betyder ekstra papirarbejde, risiko for retssager og faglige konflikter. I stedet kan man se frem til endeløse chikanerier, der er blevet så perfektionerede, at selv de mest stålsatte arbejdere bukker under.

Den fysiske og psykiske nedslidning gør det næsten umuligt at klare et job hos McDonalds, hvis man har passeret de 30. Og kombineret med den udbredte brug af ungarbejdere er resultatet, at de fleste er slidt ned, før de bliver 25! Alligevel er McDonalds især i USA begyndt at ansætte flere og flere gamle, fordi der er blevet så stor rift om ungarbejdere. For en 50-60-årig hænger arbejde ikke just på træerne, og når valget står mellem et liv hos McDonalds, eller et liv på gaden, er det ikke længere reelle valgmuligheder.

Et konstant opskruet arbejdstempo, usikre arbejdstider og en allestedsnærværende overvågning ville være nok til at stresse de fleste, men hos McDonalds stopper det ikke der. Hjernedødt samlebåndsarbejde, bevidstheden om, at der står hundredvis af andre klar til at overtage jobbet, og kravet om det allestedsnærværende smil, sikrer, at de fleste ikke holder længe. Det betyder i USA en årlig udskiftning af medarbejderne på 300%!

De steder, hvor loven garanterer de mest fundamentale rettigheder for arbejderne, fører McDonalds et intensivt lobbyarbejde. Det er bl.a. lykkedes dem - i samarbejde med resten af storkapitalen, at fjerne mindstelønnen for arbejdere under 21 i England. Og i USA er lignende tiltag lykkedes. Det er langt billigere for McDonalds at betale 1 mio. til en valgkampagne (som det f.eks. var tilfældet med Nixons kampagne), end at hæve lønnen med et par kr.

Når det gælder arbejdernes rettigheder, foretrækker McDonalds også at skulle betale erstatning til det fåtal, der vinder en retssag, frem for at forbedre forholdene - f.eks. er der gode penge i kun at udbetale arbejdsskadeerstatninger, hvis man taber en retssag, i stedet for at investere i sikkert udstyr.

Det er utopi at tro, at multinationale koncerner som McDonalds kan standses under det kapitalistiske samfund. Den slags selskaber er netop essensen af kapitalismen. Det er for dem, det kapitalistiske system eksisterer, og det er dem, der holder det i live - godt hjulpet af deres loyale håndlangere i parlamenter, regeringer, retssystemer, politi og militær verden rundt.