Hverken miljøgaranti eller tillid

Fremover skal der rene, sunde og velsmagende fødevarer på bordet i EU-landene, og forbrugernes interesser skal styrkes. Sådan lyder det "glade budskab" i en hvidbog, som den irske EF-kommissær David Byrne, der er ansvarlig for fødevaresikkerhed, og den finske kollega Erkki Linkanen, der har ansvar for EUs industripolitik, fremlagde onsdag d. 12. januar.

Der er på papiret tale om en storstilet plan, der skal rette op på EUs stærkt blakkede ry på fødevare-området. Der skal oprettes et nyt EU-fødevareagentur, der skal virke side om side med de nationale tilsyn. Agenturet vigtigste opgave bliver at indsamle videnskabelige informationer og viderebringe resultaterne til forbrugerne. Det skal også kunne slå alarm, så nye fødevarekriser indenfor EU skal kunne undgås.

På overfladen kunne det altså se ud som om EU nu vil tage forbrugerne og deres interesse i rene og sunde fødevarer alvorligt og stamme tilsynet med de europæiske fødevarekoncerner og producenter kraftigt op. Kigger man nærmere på planen synes formålet mere at give indtryk af at være et spil for galleriet. Løfterne om øget indsats er righoldige, men det skorter på konkrete forslag, der kan sikre, at de pæne ord kan føres ud i livet.

Roman Prodi, formand for EU-kommissionen, udtaler, at det er på høje tid, at der gøres noget, hvis EU i fremtiden skal undgå nye fødevarekriser. Det, der bekymrer EU-landene, er det dårlige image, som de mange fødevareskandaler har givet. Planen skal give udseende af, at EU endelig reagerer for at sikre forbrugerne bedre fødevarer. Forbrugernes tillid til fødevareindustrien skal genoprettes.

Der er al mulig grund til, at EU ønsker at profilere sig som varetager af forbrugernes interesser. Den åbenlyse mangel på fødevaresikkerhed - på at fødevareproducenternes interesser har ligget EU langt mere på sinde - har ført til alvorlige fadæser, som skandalen omkring kogalskab, der startede i 1996, skandalen omkring for megen dioxin og motorolie i dyrefoder, svampegift i cola og for megen nitrat i spegepølser mv.

Flere og flere ser en sammenhæng mellem en lang række sygdomme og de daglig fødevarer vi kan købe. Ikke alene er den almindelige kvalitet dalene - kødet pumpet med vand, indholdet er tillige pumpet med tilsætningsstoffer, erstatningsstoffer og direkte giftstoffer.

I dag hedder det rig, slank og sund - fattig, fed og syg. Svælget vokser mellem de to grupper.

Tilliden til EUs fødevarepolitik er forsvundet, hvorfor det er nødvendigt med en ansigtsløftning. Med det nye udspil til en styrkelse af fødevaresikkerheden er der reelt set kun tale om kosmetiske forbedringer. Om en narresut overfor befolkningerne i de enkelte EU-lande.

Der vil efter sigende blive tale om et fødevareagentur, der skal være "politisk uafhængig", og det er meningen, at forbrugerorganisationerne fremover skal have sæde - sammen med fødevareindustrien, landbruget mv. På den måde skal det sikres, at også forbrugerorganisationernes krav varetages i det nye agentur, hedder det, men mon ikke de multinationale, europæiske fødevarekoncerners interesser i højeste grad stadig vil blive tilgodeset?

Fødevareagenturets muligheder for at handle vil blive stærkt begrænset. Det nye agentur vil ikke få myndighed til på egen hånd at kunne træffe vidtgående beslutninger. Samtidig vil lovgivningen på fødevareområdet fortsat blive til via samarbejde mellem EU-kommissionen, Europaparlamentet og de enkelte landes regeringer.

Fødevareindustrien vil i de kommende måneder blive inviteret til at give deres mening til kende om hvidbogen, så de får mulighed for at få indflydelse på det endelige forslag, som EU-kommissionen efter planen skal fremlægges i juli. Alt tyder på, at det nye fødevareagenturs indflydelse stækkes så meget, at fødevareindustriens interesser ikke vil blive trådt over fode af alt for vidtgående krav fra forbrugernes/befolkningernes side.

Fødevareagenturet, der er beregnet til at se dagens lys år 2002, skal efter planerne suppleres af godt 300 lovforslag. Lovgivningen skal efter sigende styrkes, så alt fra foder over medicin til de færdige produkter kan følges. Dermed skulle det endelige ansvar for fødevaresikkerheden i EU efter sigende blive pålagt producenten.

Trods de mange nye, fælles love på fødevareområdet, der er undervejs, afvises det, at man er på vej til indføre en fælles EU-fødevarelov. Det ligner ellers unægtelig. På et andet område, miljøområdet, er der ingen tvivl. Her kan de enkelte lande ikke fastholde deres egne, skærpede regler. Den danske "miljøgaranti" er intet værd.

Det er ikke nogen nyhed. Det har EU-modstanderne fastslået for længst. Det nye er, at det slås fast i en miljørapport, der er udarbejdet af professor i miljøret, Peter Pagh, der på ny har dokumenteret, at der ikke findes nogen miljøgaranti i EU-traktaten. Peter Pagh har ved flere lejligheder før fremlagt sin kritik af den såkaldte miljø-garanti for døve øren, men denne gang har det ikke været muligt for det officielle Danmark at komme udenom kendsgerningerne.

Den nye rapport er blevet udgivet af Dansk Udenrigspolitiks Nævn. Der er tale om en historisk og videnskabelig gennemgang af "miljø-garantien", der afslører EU-tilhængernes løgnagtige påstande om, at den såkaldte garanti skulle garantere, at Danmark kunne vedtage skrappere miljøkrav end de øvrige EU-lande, er ren og skær fup.

Peter Pagh fastslår, at der aldrig har været tale om nogen garanti. Der er højst tale om mulighed for dispensation fra EU’s regler af hensyn til miljø og sundhed. Og han undrer sig over, at hans rapport udskriges som epokegørende, da han selv og andre tidligere ved utallige lejligheder har fremlagt de samme konklusioner.

Miljø-garantien blev i sin tid kastet på banen med fuld styrke af de EU-liderlige, danske politikere, medierne mv. i forbindelse med folkeafstemningen om EF-pakken i 1986. Løfterne om, at Danmark skulle kunne vedtage/bevare skrappere miljøregler i den kommende europæiske union, EU, var et af de vigtigste argumenter for, at vi roligt kunne stemme ja.

Løgnen omkring den danske miljø-garanti blev gentaget ved indgåelsen af Amsterdamtraktaten. Det hed sig endda, at garantien var blevet udbygget. En løgn, som professor i miljøret, Peter Pagh, også skyder ned.

På et metermål var der efter de gamle regler en mulighed for en dispensation på en millimeter. Med de nye bestemmelser er der blevet tilføjet en kvart millimeter, slår Peter Pagh fast, og tilføjer, at det kan diskuteres, om det virkeligt kan betegnes som en forbedring, som det skulle være værd at kaste al sin opmærksomhed på.

Folkebevægelsen mod EU udtaler ovenpå den endelige afsløring af miljø-garantien som rent fup, at miljø-garantien ikke skal ses som nogen garanti for, at de enkelte lande kan gå videre end de øvrige på miljøområdet. Garantien kan derimod være et redskab for EU-kommissionen til at gennemtvinge nye miljø-regler på EU-niveau.

Danmark og Tyskland har ifølge Folkebevægelsen mod EU fået dispensation fra EU til et nationalt forbud mod at bruge imprægneringsmidlet creosot og PCP, hvilket kan bruges af EU-kommissionen til at indføre et totalt forbud. Det vil blive svært for de øvrige lande at argumentere for, at midlerne kun skulle være sundhedsskadeligt i de to lande.

Omvendt er det danske ønske om forbud mod brugen af nitrat, nitrit og sulfitter i spegepølse blevet afvist. Ligesom det ikke længere er forbudt at bruge en lang række tilsætningsstoffer (bl.a. de såkaldte E- nr) Danmark har ikke fået EUs tilladelse til at indføre et nationalt forbud mod sundhedsskadelige tilsætningsstoffer. På det område ser EU-kommissionen åbenbart ikke nogen grunde til at styrke sin indsats for at sikre forbrugerne bedre fødevarer.

Som bekendt så må de enkelte EU-lande, selv når der er tale om miljøhensyn, ikke indføre nationale særregler, der kan undergrave det frie marked - den frie konkurrence mellem virksomhederne i EU - så det hører klart til undtagelserne, at landene får lov til at inføre skrappere miljøregler.

Folkebevægelsen mod EU kræver, at den såkaldte miljø-garanti undersøges til bunds, så det fastslås med 7-tommersøm, at garantien overhovedet intet er værd.