Den cubanske ungdom

og "dollariseringen"

Da Østblokken i ’90 – 91 bryder sammen, forsvinder samtidigt Cubas økonomiske grundlag. Kreditterne fra COMECON (Østblokkens økonomiske forbund) hører op, og på bare tre måneder mister Cuba 70 procent af sin årlige import af alle varer fra Østeuropa. Blandt andet den livsvigtige olie.

I 1991 samles et par hundrede delegerede fra Cubas Kommunistiske Parti (PCC) til dets kongres. Det øverste og vigtigste spørgsmål på dagsordenen er den økonomiske situation. Det besluttes, i et forsøg på at skaffe penge til at købe nødvendige fødevarer, at skaffe hård valuta (da den cubanske Pesos betragtes som matadorpenge på det internationale marked) og bringe økonomien på ret kurs, at tillade brugen af amerikanske dollars på cubansk grund. Det tillades at oprette private virksomheder og forretninger - med en høj beskatning og med det krav, at kun familien må arbejde i dem - og til sidst at åbne op for udenlandske investeringer. Den industri, man vil satse mest på, er turistindustrien. Man kigger med misundelige øjne på naboøer som Bahamas, der årligt har 10 millioner turister mod Cubas dengang 800.000 årlige besøgende.

Der åbnes op for de såkaldte "joint-ventures", hvor hovedsageligt vestlige firmaer leverer kapitalen og ekspertisen og cubanerne arbejdskraften. Disse "joint-ventures" bruges dels i turistindustrien, hvor vesteuropæiske firmaer er enormt glade for at komme før amerikanerne, der som bekendt stadig opretholder den tåbelige blokade, men i stigende grad også i fremstillingen af produkter henvendt til turisterne.

Navnet på den periode, man med tilladelsen af den amerikanske dollar på cubansk jord åbner for, kaldes "Den specielle periode i fredstid", men omtales bare som "Den specielle periode" (DSP). Fidel erklærer, at perioden i hvert fald kommer til at vare ti år, og at man derefter må se på udviklingen.

"Den specielle periode" skal på mange måder vise sig at blive speciel. I årene 1991–93 er situationen i Cuba meget anspændt. Der er perioder med strømsvigt på op til tolv timer om dagen, og i den cubanske sommerhede samles Havannas beboere til fællessovning ved havet, fordi man ellers risikerer at dø af varme. En cubansk læge fortæller: "Da min søn bliver født i ’92 starter den hårdeste tid i mit liv. Hver nat måtte vi blive oppe for at blæse luft med aviser på ham, for der var ingen strøm til vores ventilator. Og det var 45 grader varmt. Udover det, var der en masse overarbejde på hospitalet, ligesom på alle andre arbejdspladser på grund af DSP. Så vi fik ikke sovet meget den sommer".

Alle cubanerne kan også fortælle om den mærkelige form for ost på deres pizzaer. Da man ikke havde nok mælk til at lave ost, blev denne angiveligt erstattet af gummi! (?)

De store problemer fortsætter, og især den cubanske ungdom, der er vant til "luksus", er hårdt ramt.

Der er optræk til uroligheder. På grund af oliemanglen er mange industrianlæg lukkede, og produktionen er på sit laveste stadium siden revolutionen. I en sådan situation med rationering af mad, mangel på vigtige råstoffer og generel materiel fattigdom går den cubanske mafia i Miami, som eksilcubanerne kaldes i daglig tale, i aktion. Gennem agenter i Cuba opildnes folk til protester. Det kommer til direkte manifestationer på Havannas havnepromenade Malecon. 10.000 cubanere protesterer under kontrarevolutionære slagord. Fidel Castro møder personligt op uden livvagter og får tildelt ordet. Igennem en fire timer lang tale vender han situationen 180 grader, og det ender med, at demonstrationen opfordrer til en mere massiv støtte til regeringen og dens økonomiske politik!

Men med dette er krisen ikke forbi. I løbet af ’93–94 flygter ca. 80.000 til 100.000 fortrinsvis unge cubanere til USA. Men i henhold til en aftale mellem de cubanske og de amerikanske myndigheder bliver de fleste sendt tilbage til Cuba. Først til den amerikanske flådebase i Sydcuba, og derigennem bliver de indsluset i det cubanske samfund på ny.

På spørgsmålet, om de betragter sig selv som kontrarevolutionære, vil langt hovedparten af disse unge svare nej. De betragter Cuba som deres fædreland, revolutionen som den største succes for Cuba, og Fidel som en af verdens største ledere. Men de er ikke tilfredse med den økonomiske politik. Og de er langt fra tilfredse med deres levevilkår. Paradoksalt nok udtrykker mange af dem et ønske om at se en ny Che Guevara på banen.

På samme tidspunkt, som disse unge vendte tilbage, var regeringens plan om at gøre turismen til Cubas største industri ved at blive til virkelighed. Med turisterne fulgte den amerikanske dollar. Med den kunne man samtidigt erhverve sig de ting, man ikke kunne købe for cubanske pesos: fjernsyn, ordentligt kød, tøj, parfume, osv, osv. Listen er lang.

I amerikanske serier, i musikvideoer og i modeblade kan de unge cubanere se, at de unge i det kapitalistiske USA har en overdrevent bedre levestandard end dem. Og det tøj, som de har på i USA, kan også købes i Cuba, men kun for dollars. Nødvendigheden af dollars udtrykkes også i de cubanske lønninger – den gennemsnitlige løn for en cubaner er 10–15 dollars om måneden (udbetalt i pesos, og ikke mulige at veksle). Til sammenligning kan tilføjes, at en kylling koster en dollar i en dollarbutik, samt at et kilo kød på et pesosmarked ligger omkring en tyve pesos (der også svarer til en dollar).

Da man ikke kan veksle sine penge til dollars og mange nødvendige ting kun kan købes i dollars, er der for mange af de unge og deres familier ikke rigtigt noget valg.

De unge ‘tvinges’ til kriminalitet.

Før i tiden kunne cubanske familier leje deres ekstra værelser ud til turister. Da dette marked eksploderer sammen med stigningen af turister, beslutter den cubanske stat at indføre skat på dette område. Typisk en 100 dollars om måneden pr. værelse. Dette har i dag medført, at et stadig stigende antal familier lejer deres værelser ud ulovligt. Gennem bestikkelse af de tilsynsførende myndigheder og trusler om repressalier mod de samme myndigheder er der efterhånden skabt et ret omfattende mafialignende netværk, der tjener til vand og brød på denne måde. De unge sendes ud for at få fat i turisterne. Dette foregår ved hotellerne og på gaden. Således bliver man som lyshåret ustandseligt tilbudt et billigt værelse.

Men det er ikke det eneste, disse unge kan tilbyde.

Cigarer, enhver turists højeste ønske, stjæles på fabrikkerne og sælges direkte på gaden eller gennem forbindelser. Ulovlig taxikørsel er også udbredt og stigende.

I den seneste tid har narkosmuglerne haft kronede dage i det før så lukkede land. Marihuana (som dog også dyrkes i stort omfang i Cuba), kokain og speed forhandles åbenlyst på gaden og på barer og diskoteker. Metoderne er i alle tilfælde de samme: bestikkelse af myndighederne og en mafialignende organisation, der skræmmer folk.

Mange cubanere medvirker til at forværre disse forhold. Provisionen for at hjælpe de unge er høj og falder kontant i grønne pengesedler.

Et andet eksploderende marked er prostitutionen. Selvom de cubanske myndigheder har gjort meget for at bekæmpe denne form for kriminalitet, er det på ingen måde lykkedes at sætte en stopper for stigningen i antallet af unge piger og mænd, der bliver prostituerede.

Overalt i Cuba møder man prostitutionen. På alle hoteller, i alle barer og på ethvert gadehjørne sælges menneskeskæbner for en billig penge. Mange enlige turister af begge køn vælger Cuba som rejsemål på grund af muligheden for at købe sex billigt. Nogle forskere peger endda på, at Cuba skulle have overhalet Thailand i antallet af sexturister, men dette er sandsynligvis stærkt overdrevet.

De unge piger, der aldersmæssigt oftest er mellem 14 og 25 år gamle, lever et mærkværdigt liv.

Grundene er mange gange, at de er enlige med børn, skal hjælpe familien, eller at de er ude efter at leve et luksuriøst liv – og måske endda gifte sig med en udlænding, en af de eneste veje ud af Cuba.

På den ene side fordømmes de officielt af det cubanske samfund, men man lægger højt oppe i regeringen ikke skjul på, at man er glade for den omsætning, de unge piger skaber i dollarbutikkerne. Pigerne er udsat for en skjult foragt, men af en eller anden mærkelig grund fører de sig stolt frem for de jævnaldrende piger med deres smarte tøj og smykker.

Solstrålehistorierne om cubanske kvinders overdådige og lykkelige liv i udlandet er i høj kurs i miljøet, og mange af de unge piger peger på, at disse historier er med til at holde dem kørende.

I forhold til straffen er fristelsen for de mange penge også for stor for mange af pigerne.

Det er ikke unormalt, at de unge piger kan tjene op til 1500 dollars om måneden i turistsæsonen.

Fortsættes i næste nummer