Siger arbejderne nej, siger Danmark nej

APKs formand Dorte Grenaas tale på Rød 1. maj i Odense

 

Arbejderpartiet Kommunisterne er et nyt parti, stiftet på en kongres her i påsken. APK er et resultat af de sidste 10 års kamp for at samle kommunisterne i ét parti.

En sej proces. Og derfor er det glædeligt at se, at her på Fyn har de aktive kommunister lagt tidligere splittelse bag sig og samlet sig omkring det nye - APK.

Med det er grunden lagt til det 21. århundredes kommunistiske parti. Og dermed, at et socialistisk Danmark rykker nærmere. Kapitalismen har haft sin chance - og den duer ikke. Det er monopolernes paradis - de riges paradis. Men kapitalismen sikrer aldrig de mange. Arbejdsløshed, kriser og krige - det er kapitalisme.

I går blev der holdt en hel anden slags kongres her i Odense. Det var Nyrup og den socialdemokratiske partitops. 97% af den socialdemokratiske kongres står bag et ja til euroen - et ja til mere Union.

Nyrup og Unionspolitikerne siger, vi skal stemme ja for at sikre trygheden, at euroen vil være et værn mod international spekulation - og dårlige økonomiske tider.

Men det er løgn.

Euroen og Unionen skaber tryghed for monopolerne - ikke for befolkningen. Euroen er international spekulation. Spekulation i at blive en ny økonomisk supermagt. Spekulation i, at de store arbejdsgivere - de europæiske monopoler - kan æde sig endnu federe, blive endnu rigere, få endnu større markedsandele.

Euro’en betyder tryghed for arbejdsgiverne. Tryghed - og gode penge og diæter til den horde af EU-bureaukrater og politikere, der lever højt på det stadig større unionsmaskineri i Bruxelles.

Nyrup og unionspolitikerne siger, vi skal stemme ja for at bevare velfærden, for at sikre de svageste i samfundet.

Men det er løgn.

Vi har levet længe nok - endda alt for længe - i den Union til at tro på, at Unionen vil bevare noget som helst velfærd for arbejderne her i landet. UnionsDanmark har flænset og flået i de rettigheder og velfærdsgoder, den danske arbejderklasse har tilkæmpet sig.

Bare mens Nyrup har siddet ved magten, er arbejdsløses ret til dagpenge faldet fra 9 år til ét år, og så er det ellers i tvangsarbejde, hvorefter man bliver smidt helt ud af dagpengesystemet og over på bistand. Skal det kaldes velfærd?

Er det velfærd, når den, der kun har sin folkepension, ikke kan få den til at strække til at købe den nødvendige medicin? Når ældre ikke kan få ordentlig hjemmehjælp?

Er det velfærd, når unge under 25 år ikke har de samme sociale rettigheder som andre og diskrimineres, alene fordi de er unge?

Er det velfærd, når forrige århundredes uligeløn til kvinderne forsat eksisterer og endda vokser? Når kvinder får 20 % mindre i løn - alene fordi de er kvinder?

At påstå, at Unionens velfærdspolitik sikrer de svageste i samfundet, er en løgn, der er til at tage og føle på.

Den nye unionstraktat, der kommer i december, betyder bl.a. øget fælles socialpolitik, fælles arbejdsmarkedspolitik, fælles skattepolitik.

Det er dyrt at sige ja til den form for velfærdspolitik, medmindre tegnebogen rækker til alverdens privatforsikringer og brugerbetaling.

Og mens de smisker om velfærd, er Unionen i fuld gang med at udvikle sig til en militær supermagt. Den nye traktat betyder fælles europæisk hær. En topmoderne EU-udrykningsstyrke på 60.000 mand til at starte med. Milliarder af euro skal bruges på oprustning, krigsindustri, død og ødelæggelse. Tusindvis af liv skal ofres for at forsvare Unionens interesser.

Vi skal sige ja for at bevare arbejdspladserne, lyder det.

Men kære venner, Unionen er jo et stort privatiseringsparadis - for aktionærerne.

Bevare arbejdspladser? Der sælges arbejdspladser som aldrig før. Multinationale monopoler som ISS overtager den ene offentlige arbejdsplads efter den anden, lønnen bliver dårligere, arbejdstempoet skruet op i et vanvittigt stressniveau, og hver eneste gang betyder det fyringer og rationaliseringer.

Og der sælges ikke bare arbejdspladser. Kontrollen over helt centrale dele af samfundsudviklingen som energi, telekommunikation, transport sælges til multinationale koncerner.

Afgivelse af Danmarks suverænitet og selvbestemmelse sælges i Unionen.

Unionspolitikerne, arbejdsgiverne, LO-toppen og hele magteliten siger, vi skal stemme ja. Men vi stemmer nej den 28. september.

Arbejderne gør en forskel. Siger arbejderne nej, så siger Danmark nej.

Siger Lindø nej, siger slagteriarbejderne, rengørinsassistenterne, buschafførerne, kassedamerne, hjemmehjælperne og alle de andre nej - så bliver det et nej.

Lad os bruge denne 1. maj til at give hinanden håndslag på, at hver eneste dag frem til den 28. september bruges på at sikre nej’et!

Det udtrykker ikke kun danske arbejderes vilje. Rundt om i hele Unionen går arbejdere i kamp mod Unionspolitikken - men de bliver ikke spurgt, om de siger ja eller nej. Arbejderne og befolkningen i de nye kommende EU-lande i Østeuropa bliver ikke spurgt, om de vil være med eller ej. Og modstanden mod Unionen er stor. Vores nej vil være et konkret udtryk for international solidaritet.

 

Stop monopolerne - bureaukraterne - unionspolitikerne!

Sig NEJ den 28. september!