Minus 7 til arbejderne!

Kampen om euroen er forløbet lidt anderledes end den traditionelle EU-valgkamp, ikke mindst, fordi den almindelige befolkning langt hen ad vejen har luret politikere, bureaukrater, koncernledelser og pampere. Ikke nok med, at den almindelige borger ikke rigtig tror på demagogien. Fra og med afstemningen blev udskrevet, har Ja-sidens strategi været så åbenlyst iscenesat, at de løbende højdepunkter, som f.eks. den overvældende EU-begejstring på Socialdemokratiets ekstraordinære kongres eller LO-toppens omfavnelse af Dansk Industri (eller var det omvendt), ikke rigtig rykker nogen. Aftalt spil og genudsendelser sælger ikke billetter.

Den socialdemokratiske smædekampagne ledelse er blevet desperate i deres forsøg miskreditere Nej-partierne. Det er blandt andet gået ud over SF og Dansk Folkeparti, der har måtte ligge ryg til interne uroligheder - i fuld offentlighed. Alene timingen viser, at de folk, der har startet kævleriet, ikke har været loyale over for partiernes officielle linie.

Uroen har dog slet ingen indflydelse haft på "vælgerne". Børsen har lavet en graf på baggrund af en Green-analyse, der illustrerer Nej-sidens stigende flertal som røde tal på bundlinien, første uge i juli viste grafen minus 7.

Tænketanken slår igen.
Efter "katastrofen" i 1992 og politimassakren 18. maj ’93 nedsatte regeringen Rådet for Europæisk Politik.

Rådet skulle være forum for "debat og rådgivning vedrørende de overordnede europæiske problemstillinger i EF-politikken". Det overvejende flertal af medlemmer bestod af politikere fra andre folketingsudvalg, samt hovedsageligt unionsvenlige organisationer og enkeltpersoner. Folkebevægelsen sagde klart nej til at fungere som figenblad for en pro-EU-snakkeklub, mens Junibevægelsen slog til og fik Drude Dahlerup ind i formandskabet.

Ingen har rigtig hørt noget om, hvad de har fået tiden til at gå med siden dengang i 1993, men torsdag den 6. juli viste den sig pludselig nyttigt og udkom med to "helt uafhængige og objektive" rapporter om Danmark og ØMU’ens økonomiske og politiske aspekter. Pludselig var Drude Dahlerup medansvarlig for to Ja-rapporter, og for at gøre dumt dummere forsvarede hun dem som sobert arbejde. Objektiviteten bliver ikke dårligere af, at den økonomiske rapport blev lækket til den socialdemokratiske kampagneledelse, som sammenskrev en særlig positiv udgave til TV2-Nyhederne, med deraf følgende megaoverskrifter i alle landets aviser. Endelig en god Ja-historie.

De seneste prognoser siger, at Nej-siden står stærkt, særligt blandt kvinder, hvor der er et flertal på 17 procentpoint for et Nej, men faktisk er det nu kun gruppen af handelsuddannede og folk med længerevarende uddannelser, der kan fremvise et Ja-flertal.

Den danske modstand mod unionen er blevet meget grundfast. En stor del af befolkningen er erklærede modstandere af EU-medlemskabet som sådan. Denne gruppe er stort set opgivet af den glade Ja-maskine, så her går kunsten ud på at lade, som om politikere som Drude Dahlerup og Peter Skaarup er repræsentanter for det konsekvente Nej.

Kendsgerningen er, at den store blok af konsekvente modstandere af EU ikke har nogen synlige offentlige repræsentanter i EU-debatten. Drude Dahlerup og Peter Skaarup siger godt nok nej til euro, men ønsker ikke at gå hele vejen ud af unionen.

Der eksisterer altså den situation, at basis for Nej’et ved den kommende afstemning ikke kommer til orde i debatten, kun som "skræmmende" tal på Nej-barometret. Når dagbladet Børsen stiller tingene op i lederen, som om valgkampen er en boksekamp, hvor Nej-siden er sendt til tælling af Rådet for Europæisk politik, altså Drude Dahlerup sendt til tælling af sig selv, så er det svært at bevare pessimismen. For kun meget få identificerer sig nemlig med de personer, som Børsen mener er slået i gulvet, og endnu færre føler, at deres egne argumenter er slået af banen.

Jeg talte før sommerferien med et par stykker, jeg havde gået til engelsk på aftenkursus med. Deres skepsis over for regering og EU var større, end jeg anede, men styrken og kvaliteten af deres Nej til euro var befriende, netop fordi de ikke bandt deres holdning op på nogen politikere. Deres Nej var slet og ret udtryk for deres egen holdning og egen situation. Og så kan ja-siden true og lokke og love. Her er nogle af deres argumenter, som fløj hen over bordet.

- Jeg bliver sgu gal, når de begynder at bestemme over, hvordan vi skal indrette os her i Danmark, hvorfor skal de blande sig i det? Sekretæren.

- Det kan godt være, at det er godt for nogle virksomheder med den fælles mønt, men jeg tror ikke på Poul Nyrup og alle hans løfter, og jeg tror i hvert fald ikke på, at det er til gavn for mig og andre almindelige mennesker. Elektronikingeniøren.

- Jeg er imod, at EU udvikler sig til at blive en supermagt med militær og mønt osv., det vil ikke blive til gavn for de små og fattige lande. PMF’eren.