Presseudtalelse fra Arbejderpartiet EMEP

Nye beviser på
manglende demokrati i Tyrkiet

Mustafa Yalcýner, medlem af vort partis eksekutivkomité og leder af vor internationale afdeling, er blevet idømt 13 års fængsel for en tale, han holdt for syv år siden i en paneldebat.

Panelet blev organiseret af ’Folkets Huse’ (*) den 25. september 1993 indenfor rammerne af ’Keciörens folkelige kultur og kunstfestival’ (Keciören er en provinsdel af hovedstaden Ankara). Dets tema var ’Folk og friheder’. Udover Mustafa Yalcýner deltog Celal Kürkodlu, tidligere parlamentsmedlem for Demokratisk Venstreparti (det førende parti i den nuværende koalitionsregering), Yalcýn Kücük, en professor, som nu er fængslet for sine politiske meninger, og Yusuf Alatab, kendt som sagfører for diverse kurdiske partier.

Panelet ledtes af Abudallah Aydýn, tidligere formand for ’Folkets Huse’.

Fængslingen af Mustafa Yalcýner begrundes i henhold til artikel 312 i den tyrkiske straffelov. Straffen består ikke blot i den rent fysiske straf, men også et forbud mod at øve politisk virksomhed.

Som det er tilfældet med mange af den tyrkiske straffelovs paragraffer, krænker artikel 312 friheden til at øve politisk virksomhed og ytringsfriheden. Det er en paragraf, som vilkårligt kan ’benyttes’ alt efter de fremherskende politiske konjunkturer. Med dette særlige træk anvendes den som en ’legal’ metode til at tvinge kritikere af den fremherskende statslige politik, eller folk som udtaler sig på en måde, som ikke passer de herskende klasser, eller tjener deres interesser, ud af politik.

Med denne artikel som påskud er mange anerkendte politikere og intellektuelle blevet tvunget i fængsel og fået ’forbud mod politik’.

Selvom denne artikel til stadighed er blevet debatteret og kritiseret, og den offentlige opinion har været fokuseret på den, så er paragraf 312 blevet bevaret af de skiftende politiske magthavere, og er ikke blevet afskaffet.

Denne paragraf gjorde sig igen bemærket i offentligheden, da Nexmettin Erbakan, formanden for det nu forbudte Velfærdsparti (Refah-partiet) for en tale, han holdt, dengang han var statsminister. Nu er denne paragraf endnu engang blevet et objekt for studehandler i ’magtspillet’ mellem systemets partier. Spørger man de regerende koalitionspartnere, indbefattet statsminister Bülent Ecevit og de øvrige politiske partier, vil de alle sige, at de er meget bekymrede over denne paragrafs eksistens. Men – nøjagtig som med en grundlovsændring, af den ene eller anden slags, kan den ikke bare afskaffes!

På denne måde blotlægger den for alles øjne karakteren af systemets politiske partier, der optræder som talsmænd for kapitalen og som tilhængere af kapitalinteresserne – uanset om de deltager i regeringen eller ej – når det drejer sig om spørgsmålet om demokrati og demokratisering.

Paragraf 312 – som har ført til fængselsstraffe for mange politikere og intellektuelle og inddraget deres ret til at deltage i politik – bør øjeblikkelig afskaffes!

Alle de paragraffer, som indskrænker retten til at udøve politisk virksomhed og retten til at organisere sig indenfor den tyrkiske straffelovs og loven om politiske partiers rammer bør ændres, og disse love affattes på en demokratisk måde.

Vi henleder opmærksomheden på dette spørgsmål som endnu et bevis på fraværet af demokrati i Tyrkiet.

Arbejderpartiet

EMEP

(*) ’Folkets Huse’ eller Halkevleri, som de kaldes på tyrkisk, er en institution, som blev oprettet i 1930erne på grundlag af datidens fremherskende ideologi, først og fremmest Mustafa Kemal Atatürk. Dets formål var dengang at opdrage ungdommen til at tjene regimets interesser. Det har imidlertid i høj grad slået tilbage, da demokratiske, progressive og revolutionære folk generelt har udført organisationsvirksomhed indenfor disse institutioner. De har i regelen beskæftiget sig med kunstneriske og kulturelle spørgsmål og andre sociale temaer. Det er også vigtigt at bemærke, at de ofte er blevet angrebet af de herskende reaktionære ideologier og kræfter.