En historie om demonstrationsret og røde faner

Politiopbudet bliver stadig mere massivt, desto nærmere vi kommer retsbygningen. Og efterhånden som vi kommer derop, bliver vi presset ind på fortovet over for bygningen. Der opstår straks problemer, da de mere end 50 fanebærere fordeler sig langs hele fronten, ruller fanerne ud og løfter dem højt. En slikket fyr i en grøn ruskindsjakke, åbenbart demonstrationslederen, beordrer fanerne ned igen, assisteret af villige folk, hvoraf jeg genkender nogle som medlemmer af KPiD. Fanerne bliver efterhånden modvilligt taget ned igen, men der er nu stigende uro i geleddet. Der er ligesom en voksende kraft, der stræber mod at løfte fanerne igen, så det kræver et konstant arbejde fra demonstrationsledelsen at holde fanerne sammenrullede.

Jeg får den tanke, at med en sådan ledelse vil denne kamp mod nazismen blive endnu et nederlag i en lange række, hvor klassens selvværd har lidt et knæk. Kun ved at svække ledelsen kan vi gå herfra med en sejr, med hovedet højt løftet. Jeg begynder at spekulere på, hvor jeg kan gribe ind.

Lidt tilfældigt var jeg kommet med en af de busser, der fra det meste af landet har fragtet demonstranter til Roskilde. Nazilederen Jonni Hansen er til det afsluttende retsmøde i Roskilde efter at have kørt faglige aktivister ned, hvorved mindst én nær var blevet dræbt. Der var flere hundrede demonstranter til stede ved mødet, hvor især bygningshåndværkere fra Storkøbenhavn og Roskilde var dominerende.

Da det vellykkede demonstrationsmøde var slut, meddelte demonstrationsledelsen, at vi kun måtte gå enkeltvis eller i små grupper op til retsbygningen. Og fanerne skulle være pakket væk. Der var stor undren hos mange af os. Pligttro folk fik travlt med at irettesætte de formastelige, der alligevel luftede dugen. Mit klasseinstinkt blev naturligvis dybt krænket. Da jeg højlydt gav udtryk for min forundring, fik jeg at vide, at politimesteren har dekreteret, at fanerne ikke må vises under turen til og ved selve retsbygningen. Aftalen skulle ifølge rygtet være godkendt af demonstrationsledelsen. Hvis vi overtrådte dette forbud, ville politiet tage affære.

Det må da for pokker være et princip, at arbejderklassen har lov til at demonstrere og vise sine røde faner. Med klassens retfærdige harme boblende i blodet opsøgte jeg en formand for en hjemlig fagforening. Han meddelte mig kort, at jeg skam havde opfattet situationen rigtigt. Dette var en udmærket ordning, der kunne forhindre uro og ballade.

Men netop på grund af sådanne holdninger ulmer harmen ved retsbygningen. En fyr begynder nu at gå frem og tilbage foran geleddet med kraftige opfordringer til at hæve fanerne. Skal politimesteren virkelig bestemme, hvornår vi må lufte fanerne! Er det ikke vores ret at demonstrere, endda en grundlovssikret ret! Skal vi i fagbevægelsen da finde os i dette! lyder de manende ord. Og adskillige faner bliver virkelig listet i vejret igen.

Kampen om ledelsen står nu mellem den enlige agitator og fanebæreren på den ene side og demonstrationsledelsen og ordensmagten med sit dekret på den anden. Uroen i geleddet stiger, og der skal nu kun et lille skub til, før ledelsen glider de faglige ledere af hænde.

Pludselig kommer en ung fyr spankulerende ind foran geleddet med sin fane højt hævet. Han har tilsyneladende ikke hørt, at det i dag er forbudt at hæve den røde fane. Hans blinde tro på sin ret er dråben. Op med fanerne, lyder det nu igen. Op med fanerne. Og alle fanerne ryger nu i vejret.

Lederen i det grønne ruskin samt hjælpere gør et sidste forsøg på at bevare ledelsen, men fanerne forbliver oppe, og de har tabt slaget om ledelsen. Men nu skridter politiets indsatsleder stift over midt for faneborgen, fulgt af en håndfuld af sine officerer. Her forsøger han først selv at rykke de nærmeste faner ned. Så truer han højrøstet med at opløse demonstrationen.

Han udfordres nu højlydt af agitatoren, godt bakket op af de omkringstående. Hvad vil du gøre, nu vi beholder fanerne oppe? Du har kun to muligheder. Enten at lade os demonstrere, eller at forsøge at fjerne os med magt. Det er dit ansvar, og du må selv tage konsekvenserne.

Indsatslederen ser demonstrativt på sit ur, og forkynder så med skinger stemme, at vi nu har to minutter til at tage fanerne ned, hvorefter han skyndsomt bakker over i sikkerhed mellem sine tropper, der er begyndt at stille op i slagorden. Faneborgen, der nu står front mod de visirklædte helte, ligesom skyder adskillige centimeter højere i vejret, udfordrende, beredt, ventende.

De to minutter er gået, og indsatslederen træder energisk nogle skridt frem mod geleddet af trodsige faner. Faneborgen ranker sig og rykker en anelse frem, og officeren betænker sig. Ser lidt fortabt over mod det vissentgrønne ruskin, søgende efter hjælp. Efter et halvt minuts konference mellem de to ledere lusker det vissentgrønne over foran os og meddeler sig til os med spagfærdig stemme: Vi må forstå, at fanerne simpelthen er for lange, så hvis den nederste stang tages af, er politiet tilfreds. Efter en kort rådslagning bliver vi enige om, at dette er et tilladeligt kompromis, ja, ligefrem en sejr, hvorefter fanerne bliver afkortet og hævet i strakt arm over hovederne på os. En fanebærer proklamerer højlydt, at nu har vi det dobbelte antal slagvåben. Og demonstranternes latter lyder gennem gaden.

På vej hjem har jeg en god følelse af, at godt nok har de reformistiske ledere sat sig tungt på fagbevægelsen, men i hverdagens små og lidt større kampe kan de kun vanskeligt bevare ledelsen, når blot få revolutionære griber resolut ind.