Erfaringerne fra en blodig kamp

Indenrigsministeriets tropper angreb Vyborg-fabrikken. To arbejdere blev såret. Angriberne blev fordrevet fra virksomhedens område.

Sejr!

Et blodigt slag fandt sted. Ubevæbnede arbejdere blev taget som gidsler med våbenmagt, adskillige arbejdere blev kidnappet og tortureret. Angrebet efterlod snesevis af sårede. Men angrebet slog fejl. Indenrigsministeriets bevæbnede terrorister blev æreløst fordrevet fra virksomhedens område.

Endnu en sejr!

Belært heraf blev arbejderne mere forsigtige. Herefter blev virksomhedens område dag og nat bevogtet af grupper af arbejdere. Arbejderne var parate til at forsvare fabrikken ved alarmens første signal. Endvidere blev fabriksledelsen valgt af arbejderkollektivet og dets interesser forsvaret af fagforeningskomitéen. På den tid kunne ingen forudse lidelserne og det efterfølgende nederlag.

Fabrikken fungerede imidlertid ikke. Arbejderne modtog ingen løn. Deres familier sultede. Bekymringerne voksede. Fabriksadministrationen forsøgte at overbevise arbejderkollektivet om, at der var de nødvendige betingelser til stede for at producere. Men af ukendte årsager blev fabrikkens indeståender i banken fastfrosset. Administrationen forsikrede arbejderne om, at en undersøgelse heraf var i gang. Man måtte holde ud! Arbejderne var bekymrede, men de håbede tålmodigt.

Borgerskabet var tilsyneladende skræmt af Vyborg-arbejdernes revolutionære holdning. Deres heroiske kamp for deres rettigheder blev et eksempel for andre, som truede med at rejse hele Rusland og destabilisere hele landets klassemæssige orden. Derfor skyndte borgerskabet sig at lægge sine indre stridigheder til side for en stund for at gøre en ende på denne situation og for at bringe den mest aktive del af arbejderkollektivet under sin kontrol og reducere dets revolutionære virksomhed til tomt frasemageri, valg, forummer og mødevirksomhed.

Med dette formål gik borgerskabet med til at tillade en konference for arbejderkollektivet fra hele landet, som blev afholdt i fabrikkens nærhed.

Denne konference må ikke analyseres på en ensidig måde.

Den var blevet indkaldt på initiativ fra et betragteligt antal fabrikker sammen med repræsentanter for forskellige politiske kræfter, der var modstandere af regeringen. Dens formål var - naturligvis - bestemt af borgerskabet, i overensstemmelse med dets konkrete klasseinteresser, på trods af den kendsgerning, at disse formål blev erklæret som ‘arbejdernes interesser’.

Arbejdernes delegerede på konferencen var ikke, som håbet, i stand til at vinde kontrol over denne nydannede organisme og udvikle og omdanne den til et organ, som kunne organisere arbejdernes modstand i denne fase af kampen.

Skønt arbejderne ikke energisk støttede den nydannede organisme, blev den oprettet i deres navn, og borgerskabet kunne manipulere den til at varetage dets interesser. Denne nye organisme ville endvidere tillade borgerskabet uden forsinkelse at få operationel og pålidelig information om arbejdermassernes stemninger. Det ville samtidig give borgerskabet gode muligheder for i tide at lave modforanstaltninger mod truende arbejderrevolter.

Det var konferencens negative aspekter.

Imidlertid opfyldte den ikke fuldstændig borgerskabets ønsker. Arbejdernes delegerede var i stand til at øve indflydelse på dens forløb. Det betød at klassekarakteren af arbejderrepræsentationen på konferencen forblev entydig og klar. For os er det et udtryk for, at arbejderklassens aktive dele ikke bare blev bevidste om nødvendigheden af at forene klassens kræfter på et klassegrundlag, men at de ydermere var parate til at handle uafhængigt og politisk sammenhængende i denne situation, og kunne formulere deres interesser og tilsvarende forsvare dem.

I kraft af konferencen kunne arbejderdelegerede fra forskellige egne af landet udveksle informationer og kamperfaring og etablere indbyrdes kontakter.

Det var konferencens positive side.

Vyborg-arbejderne fandt efterfølgende ud af, at nogle demoraliserede kammerater, medlemmer af fagforeningskomitéen, havde solgt ud til borgerskabet. Dens formand, Kirjakov, viste sig at være en udsendt infiltrator og provokatør. I sammensætningen af fagforeningskomiteen dominerede fabrikkens tekniske og administrative intellektuelle personale. Arbejderkollektivet genvalgte på en måde, som gjorde indtryk, komitéens medlemmer, og fordrev provokatøragenten fra fabrikken. Men efter denne episode vendte man tilbage til en forhåbningsfuld ro.

Mens arbejderne tålmodigt afventede nåden fra den borgerlige ledelse, ophørte klassefjenden ikke sin splittelsesvirksomhed gennem en individuel behandling af arbejderkollektivets medlemmer.

En del af kollektivet bestod af beboere fra Sovjetskii-bydelen. I det tilfælde var det ikke blot lønnen, som bandt disse arbejdere til fabrikken. Faktisk var deres og familiens eksistens fuldstændigt beroende på fabrikken. Kommunale og andre sociale ydelser, medicinhjælp, skoler, såvel som andre grundlæggende spørgsmål for indbyggerne dér, var helt afhængige af, om fabrikken fungerede og fungerede godt. Vyborg-fabrikken var den eneste større virksomhed i området. På grund af den galopperende arbejdsløshed er det for nærværende ekstremt vanskeligt at finde arbejde i andre områder. Så håbet om at finde arbejde for de nye generationer var også knyttet til fabrikken.

Det var disse forhold, som bestemte de minimale krav, som arbejderkollektivet fremsatte: at produktionen skulle opretholdes, og intet derudover. Arbejderne fra dette område forenedes af gruppeinteresser, og ikke individuelle interesser.

De faglærte udgjorde to tredjedele af arbejderkollektivet. Flertallet var arbejdere fra omegnen.

Alle de lokale arbejdere havde små stykker jord, hvor de dyrkede grundlæggende livsfornødenheder. Det tillod arbejderkollektivet at fortsætte strejken.

Ikke desto mindre betød denne omstændighed dels, at arbejdernes opmærksomhed blev trukket væk fra strejken, dels skabte det illusioner om selvtilstrækkelighed. Denne faktor hjalp ikke arbejderne til at indtage offensive positioner, men fremmede tværtimod defensive.

Den anden del af arbejdskollektivet bestod af folk fra andre egne af landet, som for nylig var blevet ansat på fabrikken. Denne del bestod mest af højt kvalificerede arbejdere.

Deres stilling i produktionen og lønniveauet var bestemmende for denne gruppe ansattes økonomiske krav og deres karakter. Lønnen var den eneste kilde til at opretholde deres eksistens. Denne gruppe lønarbejdere havde ingen anden kilde til støtte.

Derfor blev deres økonomiske interessers karakter som gruppeinteresse temmelig ustabil. Denne del af de ansatte handlede beslutsomt og aktivt, da fabrikken stod i fare for at blive lukket og mulighederne for at blive overført til andet arbejde andetsteds var minimale. Med udviklingen af forskellene i styrkeforhold og med henblik på deres særlige sociale og økonomiske situation blev denne kategori af arbejdere mere sårbare over for borgerskabets splittelsesmanøvrer, mere indstillede på kompromis.

Fabrikken var stille. Arbejderkollektivet, som allerede var udmattet af den langvarige arbejdskonflikt, som førte til en forværring af deres livsbetingelser, begyndte at sænke vagtsomheden. Alligevel blev fabrikken altid bevogtet af grupper af arbejdere, som var parate til at modstå et angreb fra regimets undertrykkelsesapparat.

Denne nat var der adskillige dusin vagter ved alle installationer. Men denne gang var fjenden langt bedre informeret om situationen i kraft af et samarbejde med visse dissidenter i arbejderkollektivet.

Kl. 22 ankom flere dusin køretøjer, tilhørende private vagtselskaber, til fabriksportene. Deres besætninger var klar til at overtage fabrikkens installationer. Forrædere blandt arbejderne åbnede hovedporten. Arbejdernes vagter blev neutraliseret uden modstand. Fabrikken faldt hurtigt i angribernes hænder.

Vyborg-fabrikkens arbejdere fandt om morgenen ud af, hvad der skete. Omkring 300 mennesker samledes omkring fabriksindgangene. På den tid var der ikke noget håb om at få hjælp fra tilliggende områder, fordi telefonforbindelserne var blevet afbrudt, og alle adgangsveje til Sovjetskii-bydelen var blokeret af tropper fra indenrigsministeriet. Denne gang havde fjenden forberedt angrebet omhyggeligt.

Men det var ikke disse omstændigheder, der gjorde det umuligt for arbejderne at genoptage kampen. Denne gang var der forrædere i selve arbejderkollektivet. Under disse omstændigheder havde alle forsøg på at genindtage fabrikken været forgæves.

De heroiske arbejdere fra cellulose-fabrikken i Vyborg var nødt til at indrømme deres nederlag - men de har ikke givet op. Kampen fortsætter!

Vyborg-fabrikkens arbejdere havde rejst sig for at forsvare deres grundlæggende økonomiske interesser sammen med en del af borgerskabet.

For det første vil borgerskabet aldrig kæmpe for de undertryktes interesser, uanset omstændighederne. Det vil altid prøve at forsvare sine egne klasseinteresser på bekostning af arbejderklassens sved og blod.

For det andet er borgerskabet ikke nogen pålidelig allieret på grund af dets klassenatur. Det vil altid forsøge at forråde sin allierede ved at intrigere med modstanderen, enten for at opnå profit eller af frygt for at miste sin rigdom.

For det tredje frygter borgerskabet sin klassefjende, arbejderne, mere end nogen anden del af borgerskabet, som det konkurrerer med.

Oprettelsen af alliancer i kampens løb er naturlig. I dette tilfælde var den allierede imidlertid en del af borgerskabet. Derfor måtte arbejderne altid være bevidste om dette og aldrig glemme dette særtræk. I dette tilfælde sløvedes opmærksomheden herom.

Vyborg-fabrikkens arbejdere overgav frivilligt ledelsen af kampen til borgerskabet og lagde deres fremtid, og selv deres liv, i dets hænder. I sidste ende forrådte den borgerlige allierede arbejderne ved at gå ind på en aftale med sine modstandere og konkurrenter om at dele profitterne.

I en tilsvarende situation fremover må arbejderne danne forskellige arbejderklasse-organer til at lede kampen, eller i det mindste koncentrere de vigtigste kontrolpunkter over fabrikken i deres egne hænder. Dette ledende organ må udøve en stærk kontrol med administrationens aktivitet, med organiseringen af fabrikkens produktion, med balancen mellem udgifter og indtægter, forretningsmæssige transaktioner med andre virksomheder o.s.v. Fabrikkens sikkerhed må udelukkende være et anliggende for arbejderkollektivet. Arbejderne må være parate til at forsvare fabrikken mod ethvert angreb, når som helst, og altid tage fjendens muligheder og våben i betragtning.

En overholdelse af disse betingelser gør en alliance mellem klasser reel, og ikke fiktiv.

Lignende situationer er en ideel skole for arbejderklassen til at forberede fremtidige kampe. Netop under disse omstændigheder er det lettere at uddanne administrationspersonalet til at forsvare arbejdskollektivets økonomiske interesser, tillade dannelsen af en fagforeningskomité og styrke dens materielle og tekniske grundlag, danne en forhandlingskommission for arbejdskonflikter, skabe tætte forbindelser med arbejderne fra andre fabrikker, o.s.v.

Arbejderne må huske, at i tilfælde af sejr i en lignende situation vil den midlertidige borgerlige forbundsfælle uundgåeligt og objektivt blive en åben klassefjende og undertrykker.

Arbejdernes klassemæssige og sociale dominans i arbejdskollektivets ledende organer er ikke i sig selv en garanti mod nogle af dets medlemmers forræderi og spidsborgerlighed, eller hele organismens ditto. Hvorfor?

Arbejderne, som stadig står på den økonomiske kamps niveau, har ikke den samme kampbevidsthed. Deres bevidsthed er stadig grundlæggende set småborgerlig, eksklusiv og egoistisk. De enkeltpersoner, som er ledere af disse store arbejdermasser, må gennemføre den økonomiske kamp på en konsekvent måde indtil det punkt, hvor de individuelle interesser ikke kommer i åben modstrid med det endelige mål. Denne konklusion gælder ikke de klassebevidste arbejdere, som på kampens nuværende stadium udgør undtagelser fra regelen.

Arbejderne bør imidlertid danne ledende organer for arbejdskollektivet i overensstemmelse med klasseprincippet. Hvorfor?

For det første får arbejderne bedre indsigt i klassekampens videnskab, dens komplikationer og problemer på grundlag af egne erfaringer. Deres deltagelse i kampens ledelse er en praktisk forberedelse af den fremtidige klassekamp. Uden at beherske denne videnskab er et kvalitativt spring i bevægelsens udvikling umulig; kampen vil tværtimod føre til nederlag og unødige ofre.

For det andet er klassebevidstheden objektivt og i almindelighed større og mere sammenhængende blandt fabriksarbejderne end blandt repræsentanterne for de intellektuelle.

For det tredje forstår arbejderne bedre ledere fra deres egen midte og kan dermed kontrollere dem bedre og forhindre et muligt forræderi.

Det er på den anden side nødvendigt at begrænse magtbeføjelserne hos den lille gruppe mennesker, som udgør arbejdernes ledelse.

For eksempel:

Det er nødvendigt kategorisk fra denne gruppe individers beføjelser at undtage retten til at disponere over materielle og økonomiske resurser og beslutte afgørende spørgsmål for kollektivets fremtid sammen med fabriksadministrationen eller den borgerlige stat.

En valgt kommission må disponere over de tilsvarende økonomiske og materielle ressourcer.

For at beslutte afgørende spørgsmål sammen med fabriksadministrationen eller med den borgerlige stat er det nødvendigt at vælge en midlertidig kommission, hvortil retten til at træffe beslutning på arbejdskollektivets vegne overdrages.

Vi mener, at det med henblik på organiseringen af enhver konkret strejke er nødvendigt at vælge en strejkekomité på basis af den lokale fagforeningsorganisation. Samtidig har de brede masser af arbejdere mulighed for at komme i kontakt med denne skole i social organisering.

De her behandlede faktorer er de mest relevante, men ikke de eneste.

Kun en dygtig politisk organisation, klassens politiske fortrop, er i stand til at forudse og forhindre principielle fejl i arbejderklassens klassekamp. Den politiske kamp er sådan, at arbejderen må konfrontere den objektive virkelighed og finde måder at løse konkrete problemer på.

Dette tvinger de politiske aktivister, som har den fornødne videnskabelige viden på klassekampens felt, til at vie sig selv med sjæl og krop, i hele deres liv, til at danne et marxistisk-leninistisk parti, baseret på klassebevidste arbejdere. Det er blevet til tidens brændende krav.

Uden den politiske fortrop vil arbejdernes kamp uundgåeligt lide nederlag efter nederlag, med utallige ofre. Samtidig er dannelsen og den talmæssige vækst af den politiske fortrop kun mulig, når de organiserede revolutionære deltager i arbejdermassernes daglige kamp og ikke søger at belære arbejderne fra distancen, fra talerstolen på en kongres eller ved en demonstration.

Klassens politiske fortrop er den kæmpende arbejderklasses fortrop - det vil sige den, som først mærker modstanderens angreb.

Trods borgerskabets vrede er den kampfakkel, som blev antændt af Leningrad-arbejderne, ikke blevet slukket.