Socialismens vej ind i et nyt århundrede

Den revolutionære overgang fra en samfundsmæssig produktionsmåde til en anden er aldrig i historien sket fra den ene dag til den anden, men er en proces, der har forløbet over århundreder.

Kapitalismens udviklingshistorie frem til i dag strækker sig over mere end et halvt årtusinde.

Som bekendt fremstod de første kapitalister af småborgerskabet i middelalderens byer. Opdagelsen af Amerika og udviklingen af handelsvejene og markederne i Østindien og Asien, i det hele taget koloniseringen af verden uden for Europa, gav kapitalisterne - det stillestående og hensmuldrende feudalsamfunds revolutionære element - en styrke, som tilskyndede dem til at udfordre den herskende klasse og dens politiske og økonomiske magt. Aristokratiet og enevælden rystedes og knustes under en serie borgerlige og borgerligt-demokratiske revolutioner - fra England i det 17. århundrede, over den amerikanske uafhængighedskrig og -erklæring og den store franske revolution i slutningen af det 18. århundrede til det 19. århundredes europæiske revolutioner, der fortsatte ind i det, vi nu forlader.

Ved udgangen af det 20. århundrede og indgangen til et nyt århundrede og et nyt årtusinde er den kapitalistiske produktionsmåde enerådende i verden, selvom der også findes elementer af tidligere produktionsmåder især i Asien, Afrika og Latinamerika. Som forudset af den videnskabelige socialismes grundlæggere Karl Marx og Friedrich Engels har den kapitalistiske produktionsmåde knyttet alle folkeslag sammen i det kapitalistiske verdensmarkeds net; det internationale kapitalistiske regime står befinder sig ved slutningen af det 20. århundrede på et højdepunkt af sin historiske triumf, som har fået den borgerlige historieskrivning til i overmod at erklære menneskehedens historie for død og afsluttet og socialismen afskrevet for bestandig.

Men ‘globaliseringen’ og etableringen af det kapitalistiske verdensmarked af i dag - i sammenhæng med og oven på de kontrarevolutionære processer, der har ødelagt og fordrejet resultaterne af arbejderklassens og folkenes kamp for socialisme, demokrati og uafhængighed op gennem århundredet - er økonomisk set ikke andet end den kapitalistiske centraliseringsproces, som Marx beskrev i Kapitalen: magnaternes kamp på liv og død om kapitalmagten, med en stadig voksende verdensbefolkning af undertrykte og udbyttede arbejdere, landarbejdere og småbønder, hvis globale elendighed vokser i takt med kapitalismens triumfskrig.

Men allerede i slutningen af det 19. århundrede havde kapitalismen udtømt sin sociale (ikke økonomiske) dynamik; borgerskabet, som i de kapitalistiske hovedlande var blevet den herskende klasse, var ikke længere et revolutionært element i den historiske udviklingsproces. Kapitalismen begyndte at banke på sine grænser: Kapitalmonopolet og den samfundsmæssige karakter af arbejdet blev en lænke for produktivkræfternes udvikling.

Lenin konstaterede, at kapitalismen havde nået sit endelige udviklingstrin, dens højeste, sidste og afsluttende fase: imperialismen. Og at imperialisme betød en håndfuld rige landes undertrykkelse og udplyndring af flertallet af verdens lande og folk, en stadig kamp om råstoffer og afsætningsmarkeder, en stadig omfordeling af indflydelsessfærer, som ville føre til krige af større omfang, end verden hidtil havde kendt.

Men kapitalismen havde også frembragt den kraft, der kan og vil lægge den i graven: arbejderklassen. Det er langt den største klasse i verden i dag. Den moderne (industri)arbejder findes i alle verdens lande. Omkring ham/hende skares en kæmpemæssig flok af arbejdsløse, af folk henvist til at leve på og under fattigdomsgrænsen, på bistand eller til overlevelse som ‘udstødte’, af landarbejdere og nutidige daglejere.

Med det 20. århundrede trådte menneskesamfundet ind i imperialismens og revolutionernes epoke, i en hel historisk periode af kamp mellem kapitalismen, der er stødt på sit historiske udviklingsloft, og socialismen, det kommunistiske samfunds laveste, første fase; mellem nogle titusinder dynastier af kapitalmagnater (som i dag også inkluderer superrige dynastier i den såkaldte 3. verden) og hovedparten af jordens befolkning, dens milliardmasser.

To verdenskrige og utallige ‘mindre krige’ fik kapitalismen og imperialismen udløst i løbet af det nu forgangne århundrede, i den evige omfordelingskamp. Flere mennesker myrdede af moderne krigsteknik og de mest udspekulerede og systematiserede mordmetoder end nogensinde tidligere, fra atombomber til gasning i udryddelseslejre, bomber, miner, kemiske og bakteriologiske våben.

Det stopper ikke, fordi et nyt århundrede ligger foran menneskeheden. Den intensiverede globale konkurrencekamp mellem stadig større monopoler og en række imperialistiske stormagter vil med sikkerhed udløse nye krige.

Men to gange i det 20. århundrede rystedes kapitalismen og imperialismen også i sin grundvold.

Det præcise og videnskabelige indhold i Lenins definition af den nuværende verdenshistoriske æra som imperialismens og revolutionens epoke blev klarlagt med al tydelighed, med vajende faner og rygende geværer. Begge gange i sammenhæng med de imperialistiske krige.

Første gang var Oktoberrevolutionen i Rusland. Lenins og hans kommunistiske partis, bolsjevikkernes og den russiske arbejderklasses verdenshistoriske bedrift. Sovjetunionen var et levende bevis på, at et virkelig moderne samfund kunne udvikle sig og trives uden kapitalister, uden udbyttere og snyltere. At arbejdernes klasseherredømme (eller proletariatets diktatur, som det hedder på latin) ikke bare var en drøm, en utopi, men levende historisk virkelighed. Socialismens umådelige dynamik, dens overlegenhed over kapitalismen, dens mulighed for at skabe en hidtil uset økonomisk og social udvikling blev uigendriveligt bevist på 35 år med socialisme i Sovjet - fra 1917 til umiddelbart efter Stalins død i 1953.

Et udviklingsmæssigt tilbagestående bondeland, skævvredet af godsejere og tsarisme, et fængsel for arbejdere og bønder af alle nationaliteter, blev i løbet af nogle få årtier udviklet til et moderne industriland, der (næsten) kunne måle sig de mest fremskredne lande i verden. Noget i verdenshistorien hidtil uset fandt sted; en folkelig revolution, med arbejderne som hovedkraften, som forvandlede et krigshærget tsaristisk fallitbo til en økonomisk, socialt, teknologisk og kulturelt blomstrende socialistisk stormagt. På sin vej knuste det den største og mest effektive krigsmaskine, verden indtil da havde set, og fordrev Hitlertysklands barbariske horder fra sit territorium.

Oktoberrevolutionen var århundredets største chok for kapitalismen/imperialismen, der så det kommunistiske spøgelse, som Marx og Engels havde fremmanet i 1848, materialisere sig som en levedygtig og dynamisk social orden, et håb for alle arbejdere, for alle undertrykte i verden. Derfor forstærkede imperialisterne og det reaktionære borgerskab i Vesten, det internationale socialdemokrati og alle kapitalens øvrige partier deres politiske, økonomiske og militære instrumenter til kamp mod verdens første arbejderstat, og de udløste sammen med nazisterne og de italienske og japanske fascister 2. verdenskrig.

Men på trods af borgerkrig og interventionskrige og på trods af de nazistiske ødelæggelser (som Sovjetunionen af alle led mest mærkbart under) stod landet ved Stalins død som en verdensmagt i allerførste række. Få år efter sendte Sovjet det første menneske ud i rummet, en demonstration af dets daværende teknologiske styrke. Og omkring sig skarede det nu en hel stribe lande, der havde befriet sig for nazistisk, imperialistisk og kolonialistisk åg, for de gamle reaktionære herskende klasser, gennem folkedemokratiske, antiimperialistiske og antifascistiske revolutioner, i en revolutionær folkedemokratisk og socialistisk lejr.

Det var det andet store historiske nederlag for kapitalismen og imperialismen i det 20. århundrede.

Ved midten af det 20. århundrede befandt kapitalismen sig i sin største krise nogensinde. Den kapitalistiske ‘balance’ var slået i stykker. Tyskland, Japan og Italien gik ud af krigen som tabere, England og Frankrig var stærkt svækkede, økonomisk og militært. Deres rolle som kapitalistiske stormagter var stærkt reduceret.

Det gamle kolonisystem gik i opløsning. En række nye nationalstater dukkede op, mens der udviklede sig antiimperialistiske nationale frigørelsesbevægelser i de lande, der fortsat holdtes under imperialismens åg. Og mange kapitalistiske lande befandt sig på randen af revolution.

Det var i denne situation, den amerikanske imperialisme overtog rollen som den imperialistiske og kapitalistiske verdens eneste og ubestridte leder. Det var den eneste imperialistiske stormagt, som ikke var kommet svækket, men styrket ud af 2. verdenskrig. Det amerikanske imperialistiske bourgeoisi var fast besluttet på at gøre det 20. århundrede til USA’s århundrede, og mobiliserede alle reaktionære kræfter i verden for at redde den kapitalistiske orden. Den satte sig for at knuse den socialistiske lejr, genrejse kapitalismen i Sovjetunionen, vinde alle de øvrige folkedemokratiske lande ‘tilbage’, knuse alle antiimperialistiske nationale frigørelsesbevægelser - og etablere amerikansk overherredømme på globalt plan.

USA og verdenskapitalismen rådede til denne opgave over betydelige ressourcer, som alle sattes i bevægelse mod ‘den kommunistiske fare’ under ‘Den kolde krig’. Den ultimative trussel var kernevåbenkrigen, som i mere end en generation dagligt hang over menneskeheden (og som eksisterer endnu, også efter, at dens strategi sejrede). Hele det gigantiske amerikanske statsmaskineri blev sat ind i denne kamp i en vedvarende, fanatisk kamp mod marxismen-leninismen og socialismen, hele dets enorme økonomiske, teknologiske og finansielle potentiale, hele dets kæmpemæssige, globalt udbyggede propagandaapparat, der kontrollerede et utal af medier, alle dets intellektuelle, videnskabelige og menneskelige reserver. Den amerikanske imperialisme hjalp den rystede vesteuropæiske og japanske kapitalisme på fode igen, og den skabte det net af militære, politiske og økonomiske organismer, fra NATO og EF til IMF og Verdensbanken, der skulle sikre socialismens tilbagerulning og fald.

Enver Hoxha har i sin fremragende bog ‘Imperialismen og revolutionen’ beskrevet de to hovedretninger, den amerikanske imperialisme anvendte for at imødegå de stærke modstandere, som det socialistiske Sovjetunionen og den socialistiske lejr, arbejderklassen og folkene, der kæmpede for deres befrielse for imperialismen, udgjorde. Den måtte tage Sovjet alvorligt i betragtning, fordi denne nye socialistiske verdensmagt besad en klar og korrekt politik, som gjorde sig gældende på internationalt plan, og vejledtes af en revolutionær, videnskabelig ideologi, marxismen-leninismen, som have vundet og var i færd med at vinde arbejderne, og alle revolutionære og progressive kræfter, for sig.

Den ene hovedretning var USA’s væbnede magt, dens kurs for aggression og væbnet intervention overalt. Dertil skabtes militærblokkene, og amerikanske væbnede styrker blev udstationeret i mange lande. Der oprettedes militærbaser på alle kontinenter, mens den amerikanske flåde patruljerede verdenshavene og dens atombevæbnede fly, raketter og satellitter beherskede luften og rummet.

Den anden hovedretning var ideologisk aggression og undergravning mod de socialistiske stater og de kommunistiske partier og arbejderpartierne for at bevirke deres forfald, deres opgivelse af marxismen-leninismen, vejen til revolutionen, socialismen og kommunismen. For uden fastholdelsen af den marxistisk-leninistiske ideologi og uden en klar og rigtig politik, der bygger på og anvender marxismen-leninismen, mister et revolutionært parti eller bevægelse sin orientering mod revolution og socialisme, en folkedemokratisk eller socialistisk stat. Det mister sit perspektiv for opbygningen af socialismen og kommunismen og begynder at bevæge sig i en anden retning, den modsatte retning, vejen mod degeneration og kapitalistisk genrejsning. Enorme ressourcer, der nærmede sig de astronomiske militærudgifter, blev benyttet til denne undergravning med ‘fredelige midler’, anført af antikommunistiske tænketanke, verdensomspændende agentnetværk, ensrettede medier og opkøbte forfattere og journalister - alt sammen, som den militære undergravning, anført af den mest moderne teknologi, der med tiden computeriseredes.

Det var i denne situation, verdenskapitalismen fandt og udviklede et nyt hovedvåben til at bekæmpe socialismen, forårsage dens degeneration og påbegynde dens tilbagevenden til kapitalismen, nemlig den moderne revisionisme. Den moderne revisionisme betyder indførelsen af borgerlig og småborgerlig ideologi og politik i de kommunistiske partier og de socialistiske lande, en ideologi og politik, der er forklædt som marxisme-leninisme, forklædt som videnskabelig socialisme, men som i sit indhold og væsen er antikommunistisk, anti-marxistisk-leninistisk og kontrarevolutionært.

De proletariske revolutioner og de antiimperialistiske og demokratiske nationale frigørelsesrevolutioner har været revolutionens hovedformer i det århundrede, vi forlader. Ved dets slutning konstaterer vi, at de er blevet tilintetgjort, at socialismens resultater i det tidligere Sovjet er blevet ødelagt med en kraft, der i destruktionskapicitet dårligt lader Hitler-Tysklands noget efter, og som godt 35 år efter Stalins død har gjort arbejderne og bønderne, indbefattet pensionisterne, der kæmpede for det ny samfund, til en flok fattiglemmer, som regeres af en nyrig og brutal kapitalistklasse i forening med de multinationale monopoler.

Det er resultatet af imperialismens ideologiske, militære og økonomiske pres og af den moderne revisionismes forræderi i forening.

Jugoslavien var det første land, som kapitulerede for imperialismens pres, og i slutningen af 40’erne under Titos ledelse, tiljublet og understøttet af verdenskapitalismen, forlod eller afviste det marxistisk-leninistiske standpunkt og udviklede en særlig revisionistisk ideologi, den såkaldte ‘jugoslaviske vej til socialismen’, den ‘selvforvaltende’ socialisme, og i tillæg ‘alliancefri’. I realiteten var Jugoslavien og Tito-regimet et særligt agentur for imperialismen, der holdtes i live af denne for at undergrave den socialistiske lejr og den antiimperialistiske kamp. Da den havde udspillet sin rolle for imperialismen, blev den dumpet, og imperialistmagterne gik over til næste punkt på programmet: dets partering og opdeling.

Men den store tragedie fandt sted i 50’erne, i Sovjetunionen selv, og den spredte sig i kraft af Sovjetunionens enorme prestige og de herskende revisionistiske klikers manipulationer og pres til de fleste folkedemokratiske og socialistiske lande og til de fleste kommunistiske partier.

Århundredets største forræderi mod arbejderklassen og socialismen fandt sted efter J. V. Stalins død (som efter al sandsynlighed var resultatet af et mordkomplot, begået af nogle blandt hans nærmeste medarbejdere). Revisionistiske elementers magtovertagelse i ledelsen af det sovjetiske parti og stat medførte, at den klare marxistisk-leninistiske ideologi og politik, som ledte Sovjetunionens spring fra et tilbagestående land til en position som socialismens første verdensmagt på nogle få årtier, blev afløst af en revisionistisk ideologisk og politisk platform.

Denne kanoniseredes på SUKP’s 20. kongres i 1956 med Nikita Hrustjov som partileder. Han gjorde sin politik for ‘hele folkets stat’, der var den revisionistiske betegnelse for likvidationen af arbejdernes klasseherredømme, sin politik for ‘fredelig sameksistens’ med imperialismen (forstået som afsværgelsen af arbejderklassens internationalisme som hovedprincip for Sovjets udenrigspolitik til fordel for en politik for samarbejde og konkurrence med den amerikanske imperialisme) og ‘fredelig overgang’ til socialismen (dvs. opgivelsen af den revolutionære kamp til fordel for parlamentariske ‘strategiske’ alliancer med Socialdemokratiet og de såkaldte venstrekræfter) til en fælles platform for alle de partier og lande, der fulgte denne forræderiets vej.

Af de europæiske lande, der i forbindelse med sejren over nazismen var slået ind på folkedemokratiets og en socialistisk udviklings vej, var det kun Albaniens Arbejdets Parti og Enver Hoxhas Albanien, der fastholdt de marxistisk-leninistiske principper og opbygningen af et socialistisk samfund og en konkret politik efter disse principper. Dette formåede albanerne under de nye styrkeforhold i verden, der udviklede sig efter revisionismens magtovertagelse i Sovjetunionen - i en situation med stadig økonomisk og politisk blokade og militær omringning - indtil den åbne kontrarevolution i 1989-91 og ny revisionistisk kapitulation og forræderi under ledelse af Enver Hoxhas efterfølger, Ramiz Alia, banede vejen for en brutal tilintetgørelse af alle socialismens resultater og Albaniens forvandling til en kapitalistisk spillebule i USA’s og den vestlige imperialismes vold.

Sovjetunionen indledte sin langvarige tilbagevenden til kapitalismen, der forstærkedes gennem den næste årrække. Den kapitalistiske genrejsning i sin revisionistiske skikkelse var ikke noget, der først fandt sted med Gorbatjov-gruppens glasnost og perestrojka, der solgtes under falske varebetegnelser som ‘mere socialisme’ og ‘mere demokrati’. Gorbatjov var den sidste af en række ledere, der delte og udviklede den revisionistiske platform, der knæsattes i 50’erne - og den, der banede vejen for den utilslørede tilbagevenden til kapitalismen og Sovjets opløsning. Arbejdernes klasseherredømme eller ægte socialisme havde ikke eksisteret i Sovjet siden første halvdel af 50’erne. På grund af socialismens ubestridelige resultater og popularitet i den sovjetiske befolkning måtte revisionisterne gå forklædt til værks. De måtte tilmed fremstille sig som sande marxist-leninister, der stemplede Stalin som både dogmatiker og som diktator - mens de lovede sovjetfolket produktionsmæssigt at overgå USA i løbet af få år, og at have indført det klasseløse kommunistiske samfund i Sovjetunionen i året 1980!

Det var socialismen, den ægte socialisme, byggende på marxismen-leninismens principper, der havde skabt Sovjetunionens status som verdensmagt. Disse resultater, såvel som den heroiske fortid, blev udnyttet af de revisionister, der likviderede arbejderklassens magt og forårsagede en langvarig økonomisk stagnation og tilbagegang i Bresjnev-perioden, hvor Sovjet som socialimperialistisk magt kappedes om verdensherredømme med den amerikanske imperialisme, og hvor den revisionistiske lederklike havde forvandlet arbejderklassens herredømme til et socialfascistisk diktatur over arbejderne og de arbejdende i by og på landet og over alle unionens nationaliteter og folkeslag..

Det var denne forvanskede revisionistiske ‘socialisme’, der tilbage kun havde overfladiske ligheder med den ægte socialisme, som i 90-91 afløstes af den nuværende ‘pluralistiske’ og ‘demokratiske’ råkapitalisme. Den har under Jeltsin fortsat det direkte og uddybet den direkte produktionstilbagegang, som indledtes under revisionismen, da det socialistiske arvegods var opbrugt og formøblet.

Under direkte indflydelse fra den sovjetrevisionistiske platform stoppede den revolutionære proces hen imod socialisme i de østeuropæiske lande i 50’erne. I disse lande blev den revolutionære fremgangsproces i kølvandet på fascismens nederlag en særdeles kortvarig affære: Revolutionen gik i stå og vendte om, og landene blev forvandlet til appendikser til sovjetimperialismen og forhindredes i en selvstændig udvikling under slagord som ‘socialistisk arbejdsdeling’ og ‘begrænset suverænitet’. De demoraliserede herskende revisionistkliker i disse lande og i en række sovjetrepublikker begyndte at drømme om at undslippe det sovjetrevisionistiske åg. De var i 80’erne parate til at ‘lade muren falde’ og indlede den proces, der har ført disse lande over i den vestlige imperialismes kvælende favntag. Arbejderne blev lovet overflod og hurtig materiel fremgang. Den blev snuppet af de nyrige kapitalister og de multinationale virksomheder.

De kommunistiske partier i de kapitalistiske lande, der overtog den sovjetrevisionistiske platform, forvandlede sig fra partier for revolution til antirevolutionære partier, der forkyndte ‘fredelig og parlamentarisk overgang til socialismen’, uden revolution, via et særligt mellemstadium af såkaldt ‘anti

monopolistisk demokrati’, gennem en alliance af socialister og revisionistiske ‘kommunister’. Sådanne drømme om ‘fredelig overgang’ led et brutalt og blodigt nederlag i Chile 1973 med USA’s og Pinochets kup mod Allende.

Arbejderklassen og folkene har næret store forhåbninger og stor tillid til de lande, der i kølvandet på 2. verdenskrig og rystelserne af det gamle kolonisystem under kommunistiske partiers ledelse gennemførte en antiimperialistisk, national og demokratisk revolution som i Kina, Nordkorea, Vietnam og Cuba.

I disse tilbagestående og af imperialismen og kolonialismen forkrøblede lande blev der gennemført antiimperialistiske revolutioner, i direkte krig og konfrontation med den amerikanske imperialisme, hvis aggressive militære strategi skulle knuse revolutionerne og de antiimperialistiske frigørelsesbevægelser. Men USA led nederlag i Koreakrigen, i Vietnam og overfor Cuba.

Disse revolutioner befriede disse lande for imperialismens åg, og alene tilintetgørelsen af dette og muligheden for en uafhængig national og social udvikling skabte en uset økonomisk, social og kulturel fremgang for de brede masser. Men den statsmagt, som blev skabt i disse lande, var ikke en form for arbejdernes klasseherredømme, for proletariatets diktatur, der forudsætter klassens eneherredømme - dvs. at magten ikke deles med andre klasser og lag - men en klassealliance af arbejderklassen, bønderne, intellektuelle og det såkaldte nationale borgerskab - den del af den hjemlige kapitalistklasse, der modsatte sig og bekæmpede den imperialistiske dominans.

Det var revolutioner under kommunistiske partiers ledelse, der ikke konsekvent byggede på marxismen-leninismen, men som hver især udviklede deres egne varianter af den moderne revisionisme som ideologisk grundlag - Mao Tsetung-tænkningen i Kina, Kim il Sung-ismen i Nordkorea osv. Det er lande, hvor der angiveligt er socialisme - men det er en ‘socialisme’ uden proletariatets diktatur, uden arbejdernes klasseherredømme, som ifølge den marxistisk-leninistiske teori er socialismens forudsætning.

I 50’erne (efter Stalins død og den revisionistiske 20. partikongres) gennemløb lande som Kina og Korea en forbløffende udvikling: I løbet af et par år proklameredes de pludselig fra en slags folkedemokratiske lande med forskellige elementer i økonomien og folkehusholdningen til nærmest fuldt udviklede socialistiske lande, et spring, som næsten kan måle sig med det eventyrlige spring, Hrustjov ville tage mod kommunismen! Og begge disse lande ledtes som nævnt af ideologier, der opkaldtes efter revolutionslederne: I Kinas tilfælde hævdedes det, at Mao Tsetung-tænkningen repræsenterede et nyt og højere stadium af marxismen-leninismen, i Nordkoreas tilfælde propaganderes den idealistiske juche-tænkning som en ny og original vej til menneskehedens frigørelse. Fidel Castros Cuba slog følgeskab med sovjetrevisionismen som dens loyale partner og gesandt i Latinamerika og på andre kontinenter, næsten til den bitre ende under Gorbatjov.

Hvad disse lande så ellers er, er ingen af dem socialistiske, ingen af dem ledes af marxistisk-leninistisk ideologi og politik, og i ingen af dem eksisterer arbejdernes klasseherredømme.

Det folke- og ressourcerige Kina er under ‘de fire moderniseringer’ i færd med at udvikle sig til en ny imperialistisk stormagt, der er ved at være parat til at indgå i den imperialistiske kamp om verdensherredømme.

På trods af betydelig international solidaritet fra arbejderklassen og folkene verden over, befinder Cuba, Vietnam og Nordkorea sig ikke bare i en vanskelig overlevelsessituation, som mål for imperialismens aggression - deres forkastelse af marxismen-leninismen og antagelse af en revisionistisk platform har også berøvet dem det eneste redskab, som kunne finde veje ud af disse situationer, baseret på arbejderklassens og hele folkets støtte og mobilisering, på virkelige fremskridt, som kun kan opnås på marxismen-leninismens vej.

Det 20. århundrede blev ikke den sejrende socialismes århundrede, selvom det var millioner og atter millioner af arbejdendes største ønske og håb. Det 20. århundrede blev en blodig kampplads mellem kapitalisme og socialisme, som endte med en sejr for den amerikanske imperialismes strategi og den fuldstændige udslettelse af revolutionens og socialismens resultater på det europæiske kontinent. Det skal tilføjes: med et midlertidigt nederlag for socialismen. Imperialismens øjeblikkelige triumf fjerner ikke det andet led i den leninistiske definition af den nuværende epoke, som strækker sig ind i det ny århundrede og det nye årtusinde. Imperialismens og de proletariske revolutioners epoke. Kampen mellem kapitalisme og socialisme fortsætter, og det historiske udviklingstempo accelererer.

Det altdominerende kapitalistiske verdensmarked er en realitet, domineret af en håndfuld imperialistmagter, nogle hundrede eller tusinde gigantmonopoler og nogle tusinde stenrige kapitalistiske klaner. En forsvindende lille kapitalistisk overklasse, der lever i overflod, mens millioner af arbejdere i selv de udviklede kapitalistiske lande frygter for morgendagen og jordens milliardmasser lider nød. Aldrig har kapitalismen i hurtigere tempo produceret sin egen dødshjælper: den internationale arbejderklasse, der kun har sine lænker at miste ved en revolution. Aldrig har den ‘sejrende’ markedsøkonomi banket tydeligere på sine grænser end nu, hvor ‘centraliseringen af produktionsmidlerne og udviklingen af arbejdets samfundsmæssige karakter’ har nået et punkt, hvor de er blevet uforenelige med det kapitalistiske samfunds skal, og hvor den ‘kapitalistiske ejendomsrets sidste time slår’. Revolutionerne banker på på alle kontinenter. Der bliver stadigt flere svage led i kapitalismens og imperialismens kæde.

‘Globaliseringen’, det kapitalistiske verdensmarked, den moderne kapitalistiske produktionsmåde tvinger også producenterne, arbejderne, til at organisere sig og kæmpe ikke bare nationalt, men sammen med klassefæller i andre lande, på andre kontinenter. Bliver kapitalismen global, bliver revolutionen det også. Den internationale solidaritet må nødvendigvis øges - på trods af alle reaktionens forsøg på at så national, etnisk og racemæssig splittelse.

Fra det 20. århundrede tager arbejderklassen vigtige lærdomme med sig:

At socialismen - i den korte tid den eksisterede som socialt system, først og fremmest i det socialistiske Sovjetunionen - besidder en dynamik, der langt overgår den så højt besungne kapitalismes dynamik.

At kapitalismen trods alle sine teknologiske landvindinger, sin globale organisering og umådelige magt ikke kan undslippe sine økonomiske kriser eller bringe fremgang og velstand for det store flertal - men tværtimod fører til nye kriser, nye krige, ny katastrofer af mange slags.

At revisionisme betyder kapitalisme, betyder socialismens og revolutionens nederlag, at kampen mellem socialdemokratisme og moderne revisionisme på den ene side og marxismen-leninismen på den anden side nødvendigvis må fortsætte igennem det nye århundredes revolutionære og kontrarevolutionære processer som en kamp på liv og død, mellem uforenelige ideologier og politikker - og at det kun er marxismen-leninismen, den videnskabelige socialisme, som kan føre arbejderklassen, revolutionen og socialismen til nye sejre og nye resultater.

Arbejderklassen, folkene og den internationale marxistisk-leninistiske, kommunistiske bevægelse samler kræfter til den ny runde af klasseslag, den nye runde af proletariske og antiimperialistiske revolutioner, der uundgåeligt vil komme i det ny århundrede, der begynder nu. Nye kommunistiske partier er ved at danne sig, hvor de er blevet ødelagt af revisionisme. Arbejderklassens kommunistiske partier.

Hvem siger, at det 21. århundrede ikke kan blive socialismens århundrede?