Århundredets redningsmand

DETENGANGNAZITYSK-VENLIGE organ "Jyllandsposten" har med et dommerpanel kåret Socialdemokratiets første statsminister Thorvald Stauning til århundredets dansker. Lad os se på bare nogle af årsagerne til udnævnelsen af borgerskabets landsfader til denne berømmelse i den kommunistædende avis:

I begyndelsen af århundredet, hvor "Anden Socialistiske Internationale", fandtes, og hvor socialdemokratierne fremstod som revolutionære partier, endda med Lenins russiske parti som medlem, fremtræder Stauning som forgrundsfigur for forræderiet mod socialismen. Snedigt og "folkeligt" fik han manipuleret sit parti over på parlamentariske positioner, hvor endog et vælgerflertal ikke kunne berettige en magtovertagelse, nej, kapitalismen skulle bevares. Intet under, at den fuldstændige kastrering af de socialistiske idealer fik gjort Staunings parti så salonfähigt, at ministrene alle som en kunne deltage i kransekagefestligheder hos Kongen. Sikken en svir - "Danmark for folket"!

Allerede i 1924 erklærede Stauning, at Socialdemokratiets vej til magten afhang af, at man så bort fra industriarbejdernes potentiale. Med andre ord skulle ikke bare arbejderklassens interesser varetages - også borgerskabet skulle føle sig trygge i den politiske udvikling. De politiske vejrhaner konstaterede, at det ikke var nogen dårlig idé at have Stauning ved roret under kapitalismens værste krise fra 1929 og i trediverne. På det internationale plan støttede han selvfølgelig mensjevikkerne (de russiske socialdemokrater) op til/efter Oktoberrevolutionen og propagerede intenst mod bolsjevikkerne (kommunisterne),

I 1933 stod han fadder til det berygtede Kanslergadeforlig, hvor han solgte sin sjæl for en ret linser og aflivede enhver tanke om socialismen. Arbejdsgiverne havde ret til i al fremtid at eje produktionen og evigt monopol på at "lede og fordele" arbejdet. I kølvandet herpå kom socialminister Steinkes "socialreform" som symbol på den mest ydmygende fattighjælp i datidens Danmark. Et så pauvert "fremskridt" affødte klassekamp, hvor arbejdsløshedsbevægelsen kæmpede sig frem til en massebevægelse under kommunisternes førerskab, hvilket igen førte til, at Danmarks Kommunistiske Parti blev repræsenteret i Folketinget - ikke for at indgå rådne kompromiser a la Enhedslisten, men for at benytte talerstolen til det, der er kommunisternes opgave, at vise vejen til den socialistiske revolution

BORGERSKABETKLYNGEDESIG til "alfaderen" i bevidstheden om, at Socialdemokratiets førstemand var den bedst egnede til at klare skærene og redde kapitalismen frelst gennem sin egen krise. "Stauning eller kaos", det var fidusen, underforstået fri os fra klassekamp på vejen til socialismen. Til den ende forestod de "fagretlige regler" indgået mellem arbejdsgiverne og fagbevægelsen, hvorefter arbejdernes berettigede krav op til overenskomster blev gjort illusoriske, bl.a. ved de berygtede sammenkædningsregler, faglig voldgift osv.

Da den nazistiske fare fra syd voksede med Hitlertysklands sikre kurs mod overfald og krig, og de nordiske lande gjorde forsøg på at nå til enighed om foranstaltninger for imødegå denne trussel, ødelagde Stauning bevidst denne hensigt ved på et nordisk statsministermøde i Lund arrogant at erklære, at Danmark ikke skulle være "Nordens lænkehund" mod syd.

Stauning døde i 1942, men allerede to år forinden havde Nazityskland overfaldet Norden og besat Danmark og Norge. Stauningregeringens holdning under den tyske besættelse manifesterede sig i underdanighed ved famøse erklæringer om, at "de storslåede tyske sejre har slået verden med beundring", samt at Danmark måtte "finde sin naturlige plads i det nye Europa". Under "samlingsregeringens" maske og på forlangende af Nazityskland begik man grundlovsbrud og jagtede og indespærrede kommunisterne i Horserødlejren til nazibødlernes videre befordring og koncentrationslejrene. Helt med rette anså man kommunisterne som de fremmeste i kampen, hvilket også bevistes gennem den vigtigste, kommunistinspirerede modstandsorganisation BOPA samt ved spredningen af den illegale presse, som afslørede "samarbejdsregeringens" knæfald for de tyske diktater. Af uhyrlighederne her kan nævnes tvangsarbejdet for danske arbejdsløse, som sendtes til Tyskland med truslen om at lukke for understøttelsen.

NÅRSTAUNINGSEFTERFØLGER som partiformand og statsminister, Buhl , i radio og presse opfordrede til stikkeri-angivelse af sabotører fra modstandsbevægelsen, (på trods af hans kendskab til henrettelser, tortur og kz) var det kun det moralsk dybeste fald og den yderste konsekvens af udførelsen af alfader Staunings politiske linje over for Nazityskland:I rækken af samarbejds-forbrydelserne oprettedes Frikorps Danmark. Prikken over i’et kom med "dansk" underskrivelse af Antikominternpagten over bordet side om side med hr. Hitler. Danmark blev således officielt Nazitysklands forbundsfælle i kampen mod kommunismen.

DETDANSKEFOLKVAROPRØRT over denne nedværdigende politik. Det førte til de første voldsomme antinazistiske demonstrationer, som siden hen under arbejderklassens ledelse førte til de berømte folkestrejker i Odense og København og til sidst, at hele koblet i regeringen blev smidt på porten.

Den Røde Hærs sejr ved Stalingrad blev som bekendt det afgørende vendepunkt i anden verdenskrig og signalet til fuld udfoldelse af folkenes frihedskamp overalt i det undertrykte Europa. Befrielsen kom næsten samtidig med, at den røde fane hejstes over rigsdagsbygningen i Berlin.

Socialdemokratisk sædvane tro: Efter Nazitysklands nederlag kastede man sig i armene på kapitalismens højborg USA, under NATOøs beskyttende vinger og helt i Staunings ånd med kampen mod socialismen og kommunisterne. Det i trediverne kendte nazivenlige dagblad, "Hvis De vil vide mere"-Jyllandsposten, har fuldstændigt korrekt efter sin fortids og nutids politiske indstilling gjort det rigtige valg i sin kåring af århundredets dansker. Bogerskabets nr. 1.