Håbet for fremtiden

‘I de kapitalistiske lande’, skrev Enver Hoxha i 1978 i ‘Eurokommunisme er antikommunisme’, ‘skaber eksistensen af mange partier stor forvirring i folks hoveder. Disse partier samler på stemmer; de står i den hjemlige kapitals og verdenskapitalens tjeneste. Denne forenede kapital regerer ved statsmagtens hjælp, med penge, ved hjælp af hærens, politiets og de øvrige voldsorganers organiserede styrke.

De partier, som er forbundet med kapitalen, med de forskellige multinationale koncerner og selskaber spiller ‘det demokratiske spil’ med det formål at aflede de brede masser fra hovedmålet for deres kamp - at kaste kapitalåget af sig og gribe magten over staten; det vil sige at gennemføre revolutionen.

Og han fortsætter med bidende ironi:

‘Alle har ‘frihed’ til at råbe og skrige, til at komme med indlæg på møder og ved træf, men ingen har tilladelse til at handle, til at gå ud over den såkaldte ytringsfriheds grænser. Overgangen fra talefrihed til konkret handling stemples som og behandles som anarkistisk, kriminel og terroristisk virksomhed.’

Er dette spor overdrevet? Da Esbjergs buschauffører modsatte sig privatisering af busdriften til gavn for nogle kapitalisters profitter, og blev støttet af hele byens befolkning, af landets arbejdere, blev hele arsenalet af magtmidler sat ind. Kapitalens partier, medierne, voldsapparatet, politiagenter, skruebrækker og provokatører i en samlet front. Nogle af de ledende kræfter terrorfængsledes ved hjælp af opdigtede forbrydelser, planlagt på politigården. Senere fik ‘retfærdigheden’ lov til at ske fyldest ved efterfølgende klassedomme.

Pr. definition er arbejderklassens kamp kriminel og behandles som sådan, når den ikke begrænser sig til læserbreve eller ‘fredelige demonstrationer’, der lukker harmen og dampen ud, til afmægtige protester.

et kommunistiske parti er den højeste form for arbejderklassens organisering. Det opstår ikke tilfældigt, men er resultatet af klassens bedste hoveders, dens mest energiske forkæmperes, anstrengelser og kamp. For uden arbejderklassens kommunistiske parti, uden der findes et parti, der kan anvende marxismen-leninismen på skabende måde i klassekampen - er det nyttesløst bare så meget som at tænke på et fremtidigt socialistisk Danmark. Det forbliver en utopi, en dagdrøm. Borgerskabet frygter ikke nogle anarkistiske ungdomsbevægelser eller nogle tandløse og uformående protester, finansieret af fagforeninger, der er fuldstændig spundet ind i klassesamarbejde.

Det frygter mere end noget andet arbejderklassens aktioner, og mest af alt et stærkt kommunistisk parti. Det kommunistiske parti er pr. definition for borgerskabet kriminelt, selv når det er legalt. Og det kan hurtigt blive forbudt, som det sås under besættelsen.

For som Enver Hoxha understreger:

‘Det kommunistiske parti kan aldrig være et sådant parti (:som kapitalens partier). Det er ikke et parti af ord, men den revolutionære handlings parti. Hvis dets medlemmer ikke deltager i konkret handling og kamp vil det ikke være et ægte marxistisk-leninistisk parti, men kun marxistisk-leninistisk i ord. I et givent øjeblik vil et sådant parti uvægerligt splittes i forskellige fraktioner, vil have mange linjer, som sameksisterer, og det vil blive forvandlet til et liberalt, opportunistisk og revisionistisk parti. Et sådant parti passer ikke til arbejderklassen; og den har ikke brug for et sådant parti.’

et var, hvad der skete med det gamle DKP. Det var, hvad der skete med DKP/ML, der ellers var det bedste bud på at løfte det oprindelige DKPs arv. Der findes ikke et ægte kommunistisk parti i Danmark i dag. Derfor står stiftelsen af arbejderklassens kommunistiske parti øverst på dagsordenen i år 2000. Og tag ikke fejl: for selv om den borgerlige propaganda dag ud og dag ind råber op om, at klassekampen og marxismen-leninismen er død, latterliggør kommunisterne og kalder det et parti med fremtiden bag sig, er der intet, der tages mere alvorligt.

Og der er intet, der er mere brug for. Intet andet håb for fremtiden.

Redaktionen 21. 12. 1999