Antileninisme er nøgleordet

for DKP/MLs 99-program

For 2½ år siden forudsagde OKTOBER, at DKP/MLville barsle med et nyt partiprogram, der stadfæster dets revisionistiske linje, og forkaster indholdet af det nugældende marxistisk-leninistiske program. Det forsværgede DKP/ML-ledelsen dengang overfor både medlemmer og sympatisører. Under dække af det gamle principprogram har partiet mast sig frem som en ny, ubrugelig opportunistisk strømning på venstrefløjen. Og først nu tør den træde åbent frem og formulere sit grundlag.

Overskriften lyder: "Kommunisternes program - For national selvbestemmelse, demokrati, velfærd og socialisme". Danmark har tre revisionistiske grupperinger, der med fremskudt bryst slet og ret kalder sig selv"kommunisterne", eller ‘vi kommunister’. Af programmets sprog fremstår det som DKP/ML’s forslag til en fælles platform for disse. F.eks.: "Ved siden af kommunisterne udgør Enhedslisten i dag den vigtigste kraft på den danske venstrefløj."

Om dets karakter står der i introduktionen, at: "Det er ikke et dokument, der opremser og definer principper. Det er anvendt marxisme-leninisme, en sammenfatning af det politiske og ideologiske arbejde, DKP/ML har lavet siden 1991. Det udtrykker partiets syn på verden i dag og giver en klar beskrivelse af kommunisternes grundlæggende politiske målsætninger."

Selve programmet er i tre hoveddele. Først er der en beskrivelse af situationen i verden: Såkaldt transnationale virksomheder udøver et så stort pres mod nationalstaten, at det giver nye muligheder for at skabe brede alliancer, som kan skabe forudsætninger for det ‘endelige opgør’ med kapitalen.

Dernæst er der en beskrivelse af DKP/ML’s selvforståelse og dagskrav: Først og fremmest må kommunisterne overvinde splittelsen og hurtigst muligt forenes i samme parti, angiveligt på marxismen-leninismens grund. Kernen i DKP/ML’s dagskrav er forsvaret for den "solidariske" velfærdsmodel, med skatter og afgifter, enhedsfagbevægelsen og det kollektive aftalesystem og en offentlig sektor. (Man kommer uvægerligt til at tænke på det ansvarlige regeringsstøtteparti Enhedslisten).

Til sidst er der en ‘vision’ for vejen til socialisme, en vej, der går over dannelsen af ‘en folkelig og national regering’, i et "Rødt Europa" (det første er progrmmets, det sidste er min formulering, FSK).

En nærmere analyse af teksten afslører nogle pudsigheder. Nogle af formuleringerne er et direkte klassikerafskrift, herunder fra Det Kommunistiske Manifest, mens andre formuleringer er tydeligt inspireret af DKP’s antimonopolistiske program eller af det cubanske folke-demokrati. Store dele af teksten er konstaterende og dermed på en måde uforpligtende. Desværre er der ikke gjort meget ud af at oplyse om kildetekster, så den fornøjede læser kan se, hvor hvad er stjålet, og hvad der er udeladt. Menneskerettighederne fremhæves positivt og bruges som et centralt element i kritikken af kapitalismen: "Det er på tide at sætte tingene på plads. Kapitalismen skal ikke have eneret på at skamrose de menneskerettigheder, som den selv krænker hver time, hvert minut."

Et sprogligt fif er at dele af programmet fremstår som en "snak" mellem en ikke defineret person og DKP/ML. Dette er sikkert også en ide, der er kopieret fra Manifestet. DKP/ML’s program, afsnit nr.1: "‘Har i da ikke lært af historien?,’ bebrejder man os. ‘Jeres ide var smuk, men den kunne ikke føres ud i livet. Se bare på Sovjet og Østeuropa.’." Manifestets 2. kapitel: "Man har bebrejdet os kommunister, at vi ville afskaffe den personligt erhvervede ejendom …" Polemik i manifestet bruges til at slå modstanderen i gulvet. DKP/ML bruger "snak" til at afsværge sig analysen af Sovjet fra Hrustjov og frem som kapitalistisk og socialimperialistisk, "Socialismen led nederlag i Sovjet fordi arbejderklassen sov i timen... Og kendsgerningen er, at katastrofen først virkelige indtraf, da de ydre former af fordums socialisme blev skiftet ud med privatkapitalisme".

Det var med andre ord, arbejdernes skyld, at socialismen faldt. ‘De sov i timen’. Indtil nu har DKP/MLog alle marxist-leninister hævdet, at det var de moderne revisionister, der likviderede socialkismen i Sovjet efter Stalins død. DKP/ML er selv blevet revisionister, og nu er det arbejderne, der får skylden.

DKP/ML hævder, at programmet er anvendt marxisme-leninisme. Det er det ikke, det er anti-leninisme. De skjulte klassikerafskrifterne skal give en fernis af marxisme, kun for at tilsløre det revisionistiske indhold.

Ingen har givet en bedre fremstilling af leninismen end Stalin. I "Om leninismens grundlag" viser han, at leninismen nævner tre hovedmodsætninger i kapitalismen under imperialismens epoke: modsætningen mellem arbejde og kapital, modsætningen mellem forskellige finansgrupper og imperialistiske magter indbyrdes samt modsætningen mellem en håndfuld herskende "civiliserede nationer" og de koloniale og afhængige folkeslag (gennem århundredet er den gamle kolonialisme erstattet af neokolonialisme). En fjerde hovedmodsætning er mellem den imperialistiske kapitalisme og den virkeliggjorte socialisme, sådan som det var aktuelt i forhold til Sovjetunionen og Albanien.

Hvordan forholder 99-programmet sig til dette? OKTOBER har tidligere påvist, at DKP/ML abonnerer på en cubansk variant af en gammel revisionistisk tanke: Klassekampen må sættes i bero til kommende generationer, fordi imperialismen har udviklet sig til et nyt trin, hvor en ny slags transnationale virksomheder er opstået, det vil sige en slags overnationale virksomheder. For at bekæmpe denne neoimperialisme må man alliere sig, de fattige lande imod de rige og arbejderklassen sammen med det nationale borgerskab.

Godt inde i teksten har DKP/ML også fået teorien med i det nye program: "Megafusionerne, de transnationales voksende indflydelse og presset mod nationalstaten bringer stadig nye lag og grupper ind i kampen. Det samme gør undergravelsen af demokratiet. Den sociale, nationale og demokratiske kamp bliver flettet stadig tættere sammen, hvad der atter øger muligheden for at indgå brede alliancer, som kan skabe forudsætningerne for det endelige opgør med kapitalen."

På spørgsmålet om hovedmodsætningerne under imperialismen har DKP/ML altså erstattet leninismen med en ny udvikling, en ny hovedmodsætning mellem nationalstaten, som vi kender den, og monopoler af en ny type. De har dermed skabt en pseudovidenskabelig teori, der giver basis for en ny borgerlig oprejsning! I praksis betyder det at man erstatter den proletariske revolution med klassesamarbejde.

Leninismen taler klart om den proletariske revolution i imperialismens epoke: De kapitalistisk lande vil ikke fuldføre deres udvikling til socialismen ved en jævn modning af socialismen. Kapitalismens front vil blive gennembrudt der, hvor imperialismens kæde er svagest.

Hvordan er DKP/ML’s forhold til den socialistiske revolution? For at yde programmet retfærdighed må jeg tage to længere citater: "Dannelsen af en folkelig og national regering vil være en stor sejr for de antimonopolistiske kræfter. Den vil kunne medvirke til at samle kræfter, der kan bane vejen for det endelige brud med kapitalismen. På den måde kan den blive en af formerne for en overgang og tilnærmelse til den socialistiske revolution. Men selve revolutionen kan den ikke sikre." (…) "For at få succes må socialismen i dag starte i et stort land eller i en gruppe af lande - eller i en situation, hvor de omkringliggende imperialistiske magter befinder sig i dyb krise."

Hvor leninismen ser den proletariske revolution som et resultat af modsætningernes udvikling inden for imperialismens systemkulmination - en revolutionær krise er snævert forbundet med imperialismens rivalisering og krige om interessesfærer - så ser DKP/ML for sig en fredelig opbygning af en venstreorienteret regering, helst i en gruppe lande,og igennem den en langsom ‘tilnærmelse til socialisme’. Den ‘folkelige og nationale regering’ under kapitalismen (hvad det så er?) er faktisk den eneste konkrete ‘overgang til socialismen’, DKP/ML kan forestille sig. Det man satser på. En gammel opportunistisk tanke, lanceret af reformisterne i II Internationale, og senere af den moderne revisionisme.

Et af DKP/ML´s ny ‘dogmer’ er, at en revolution er utænkelig i et lille land alene, uden nærmere begrundelse. "Hvad så, hvis der opstår en historisk situation (krig osv.), hvor proletariatet… har mulighed for at skare de arbejdende massers vældige flertal om sig - hvorfor skal det da ikke gribe magten? Hvorfor skal proletariatet ikke udnytte den gunstige internationale og indre politiske situation til at gennembryde kapitalens front og fremskynde det almindelige oprør?" (Leninismens grundlag). På spørgsmålet om den proletariske revolution har DKP/ML erstattet leninismen med et revisionistisk opkog, der gør revolution i ét land "utænkelig" og binder arbejderklassen til det socialdemokratiske parlamentariske cirkus.

Da socialismens sejr er det kommunistiske partis primære opgave, hvis løsning al anden aktivitet underordner sig, afspejler DKP/ML’s anti-leninistiske teser sig i hele partiets linie.

Leninismen taler klart om arbejderklassens parti: Hvor socialdemokratierne i Vesteuropa i slutningen af 1800-tallet voksede frem af fagforeningerne under mere eller mindre legale forhold, voksede det russiske parti frem under det mest brutale enevælde - og i uforsonlig kamp mod opportunismen i II Internationale. Leninismens parti er svaret på, hvordan proletariatet skal organisere sig til kamp at omstyrte både enevælde og kapitalisme og gennemføre den socialistiske revolution.

Hvilket parti er DKP/ML? Deres erklærede formål, skriver de, "er at kæmpe for arbejderklassens og dens allieredes umiddelbare og langsigtede interesser med socialismen og kommunismen som endemålet." Jeg vil hævde, at DKP/ML ikke vil stå ved store dele af programteksten om partiet i praksis, og derfor har det ingen mening at gendrive det.

I praksis har DKP/ML forvandlet sig til et halehængsparti, der fumler efter arbejderklassens spontane økonomiske kamp. Det centrale spørgsmål om partiets ledende rolle frem mod revolution er i praksis forvandlet til et spørgsmål om en ledende rolle i gennemførelsen af socialdemokratisk forræderi.

Proletariatets diktatur, kampen imod opportunismen og den moderne revisionisme, enhed mellem teori og praksis osv. er afskaffet. Taktiske alliancer har forvandlet sig til strategiske folkefronter. Enhver antydning af marxisme-leninisme er afskaffet og forvansket i en sådan grad, at det næsten virker, som om at det er dokumentets egentlige formål at sprede forvirring omkring, hvad marxisme-leninisme er.

Var det ikke klart fra splittelsens første øjeblik, da har DKP/ML’s praksis gennem de sidste 2½ år været et afslørende dokument over den moderne revisionisme, en praksis, der bedre end nogen trosbekendelse har placeret dem dybt ude i opportunismens hængedynd.