LOs 3% ramme skal brydes!

 

 

.

Dansk Industri og CO-Industri har som de to afgørende parter fastlagt køreplan og under bordet er rammerne aftalt og på plads.

Hvis en ny minusoverenskomst skal undgås, må arbejdernes samlede kræfter – arbejdende, arbejdsløse & bistandsmodtagere – udløses.

 

Max Bæhring, formand for Dansk Metal og CO-Industri, og Willy Strube, SiD og næstformand i CO-Industri, er pot og pande. Også når det gælder afslutningen på fornyelsen af overenskomsterne for det private arbejdsmarked. Og det er værd at notere sig, at CO-Industri og Dansk Industri sætter den helt afgørende dagsorden på de endelige resultater, eller sagt med andre ord: Der er ikke nogle områder af betydning, der får lov at tegne overenskomst, som sprænger rammerne for industriens overenskomst.

I sidste uge udtrykte Willy Strube det kommende resultat på denne måde:

Det afgørende er, at vi ikke ødelægger forhandlingsklimaet!

Oversat til almindeligt dansk betyder det, at vi må indrette os efter arbejdsgivernes krav.

LOtoppen og DA har allerede på forhånd lagt sig fast på minus overenskomst med 3 % ramme.

Regering, EU og arbejdsgiverne har i flere måneder slået på tromme for løntilbageholdenhed. Der er simpelthen ikke råd. Nationalbanken bringer sig selv på bane som angiveligvis en neutral part med en objektiv analyse:

Der er kun plads til minimale forbedringer, ellers øges industriens omkostninger, og konkurrenceevnen presses i en uheldig retning.

Nationalbanken efterlyser endda regeringsindgreb svarende til Schlüters kartoffelkur i 80`erne, som ruinerede adskillige tusinde familier.

Profit og arbejdstid har sat nye rekorder

Denne svanesang hører vi, hver gang vores overenskomster skal fornyes. Hvis vi bliver lidt på kapitalens boldbane og kigger på, hvordan tilstanden er for de danske aktionærer, så ser det overordentligt fremragende ud.

Det danske aktiemarked har ganske simpelt slået alle rekorder. Tager vi KFX-indekset, som udtrykker de 20 største aktieselskaber i Danmark, så er det steget fra 180 til over 250 procentpoint på mindre end et år, hvilket svarer til en profit på 50% i år! Set i det lys er folketingsmedlemmernes og ministrenes egne tilkendte lønforhøjelser det rene barnemad - om end forståeligt forargeligt nok!

Men kapitalen kender ingen grænser, når det gælder profit. Og profitten udspringer da heller ikke fra intetheden.

Udnyttelsen af den danske arbejderklasse målt i timer har også sat nye rekorder. Det totale antal arbejdstimer er for 1998 opgjort til 3,6 milliarder, hvor det for 3 år siden var på 3,4 milliarder. Altså en stigning på 200.000.000 arbejdstimer på 3 år!

Opgørelsen, der stammer fra Danmarks Statistik, konstaterer, at stigningen dels skyldes, at flere er kommet i arbejde, og dels, at arbejderne knokler mere og længere. Danmarks Statistik placerer arbejderklassen som blandt verdens hårdest arbejdende folkefærd!

Men sådanne facts slår ikke fagbevægelsens forhandlere ud af kurs, når det gælder fortsat solidaritet med aktieejere og deres profitter.

 

CO-Industri: Ny minus-OK

Forhandlerne for industriens 210.000 ansatte har tilkendegivet, at overenskomsten vil ligge til underskrivelse den 10. februar. Hvilket opfylder LO og DA`s ønsker, som er et led i at undgå en ny storkonflikt, der i 1998 kom totalt bag på fagbevægelsens top. Derfor skal der i år gives mere tid til at bearbejde arbejderne, hvorfor LO og DA har aftalt at udsende et fælles dokument, som "forklarer" indholdet af overenskomsterne og anbefaler at stemme ja. LO og DA har simpelthen tilrettelagt hele forløbet i en konkret aftale, også kaldet klimaaftalen.

Trods alle eventuelle oplysninger fra toppen af dansk fagbevægelse og erhvervsledere, så skal vi ikke gøre os forhåbninger om regulær information, hvilket også gælder selve forhandlingsindholdet.

"Det gælder frem for alt om ikke at ødelægge forhandlingsklimaet. Det indebærer, at vi skal undgå bombastiske udmeldinger og klare tingene bag lukkede døre."

Det er ikke kun køreplanen, forhandlerne er enige om, men også indholdet og de økonomiske rammer. Derfor vil de ikke offentliggøre beløb eller timer på kravene! – dog har de understreget igennem aftale med regering og arbejdsgivere, at der bliver tale om en 3 procents ramme!

Det eneste, CO-Industris centralledelse har lukket ud, er, hvilke hovedområder de har trukket ud til forhandling. Det drejer sig om:

Forøget pensionsindbetalinger

Mere fritid

Stigninger i mindstebetaling og genetillæg

Det er værd at notere sig, at pensionsindbetalingerne igen er fremsat - trods det faktum, at det er de færreste arbejdspladser, der har rejst det. Det er og bliver nemlig en udgift for den enkelte, som i øvrigt langt fra får glæde af den samlede opsparing. Derfor bugner pensionskasserne af rekordformuer, som fagbevægelsens topforhandlere er med til at administrere og spekulere i.

Når kravene tilmed underlægges 3 %-rammen, er der ikke meget at gøre godt med til andre områder, hvilket med en varslet inflation betyder, at vi igen bliver spist af med en minusløsning.

Planerne kan væltes

Det lykkedes som bekendt at vælte planerne, sidste gang de privatansatte skulle stemme om en overenskomstfornyelse. Til stort chok og forbavselse for hele det danske borgerskab.

Det kan lade sig gøre igen. Men skal det lykkedes – og specielt hvis det skal ende med et positivt resultat, så er det helt afgørende, at arbejderklassen i hele dens bredde tager initiativet. Overenskomstfornyelse berører ikke kun de enkelte områder, der dækkes af den; de smitter af på alle andre arbejderes, dagpenge- og bistandsmodtageres forhold.

Disse mægtige kræfter kan rejses, hvis kravene udtrykker deres interesser. Det må handle om:

Nej til den fleksible arbejdstid – genindfør normalarbejdsdagen

Frem mod normalarbejdsuge på 30 timer med fuld lønkompensation

Mindsteløn: 100 kr.

Generelle lønforhøjelser – også for lærlinge

Væk med det 3. arbejdsmarked med tvangsarbejde og slaveløn

For reelt arbejde og fulde overenskomstmæssige rettigheder

 

Tandløs opposition

Det er centrale krav for den kæmpende fagbevægelse. Indlysende og rigtige.

Men de står ikke på LO-toppens dagsorden. Selvfølgelig ikke.

Fagbevægelsens top gør alt for at splitte kræfterne, og der eksisterer ikke en stærk social front i opposition til fagtop og kapital

Nogle af kravene står på den såkaldt faglige venstrefløjs dagsorden. Men deres initiativer lider af den store svaghed, at de alene retter sig ind mod at presse LO-toppen og ‘vores forhandlere’ til at føre dem igennem. Det er en håbløs politik. Har man allerede glemt sidste store overenskomstkonflikt i 98?

"OK-2000" afholdt i første halvdel af oktober i år en konferernce, hvor kravene i praksis blev samlet til ét stort hovedkrav: Den 6. ferieuge.

Kravet er det eneste samlende, der bliver ført kampagne for, mens øvrige krav og aktiviteter er op til lokale initiativer. Ifølge konferencedokumenterne består aktiviteterne af en solstrålekampagne for ferieugekravet, med muligheden for et nyt tillidsmandsmøde i det nye år.

De dominerende kræfter i "Styregruppen OK 2000" var også på banen ved fornyelsen i 1998, hvor de gjorde sig bemærket ved dels at bakke fagbevægelsens topforhandlere op, dels ved manglende opfordringer til aktiviteter, da storkonflikten var en realitet. At dømme efter udtalelsen fra konferencen er forholdet til fagtoppen ikke ændret. Det hedder således:

"Vi vil på forskellig vis sikre den nødvendige opbakning til vore forhandlere."

Der er ikke kommet meget siden da fra dette initiativ. Det afholder en ny tillidsmandskonference fredag den 14. januar, i Århus kongreshus. (Oplysninger hos LO-Århus, tlf. 86 12 92 55 eller www.lo-aarhus.dk).

Til konferencen er feriekravet hevet frem som det altafgørende hovedkrav. Det ledsages nede i teksten af følgende krav i forkortet form: lønforbedringer, forhøjede pensionssatser, nedsættelse af den ugentlige arbejdstid, bedre sikring af tillids- og sikkerhedsrepræsentanter samt bedre betaling til efteruddannelse.

Karakteren af konferencen understreges af oplægsholderne: Poul Erik Skov Christensen, SiD-formand, Peter Hougård Nielsen, gruppeformand i Træ-Industri-Byg, Jens Pors, sektorformand i HK/Industri, Jane Korczak, næstformand i KAD, Aage Madsen, formand i Metal Århus afd.1.:

Deres svar er givet. Det er underdrejning i forhold til en LO-top, der ikke bare har forhåndskapituleret, men er gået til kamp for at begrænse velfortjente lønstigninger.

Initiativet ligger andetssteds. Beslutningerne må træffes på arbejdspladserne, af klassebevidste arbejdere og tillidsmænd - hvor tilliden til LO-toppen er væsentlig ringere end i arbejdsgiverforeningen og på Christiansborg.

-gri