At sige farvel

Inden for de sidste par uger har vi fra hospitalet modtaget to ældre damer. Begge har de ønsket at få lov at dø, og begge har de faktisk allerede opgivet livet. De har begge fået drop på hospitalet for at få lidt væske og næring, da de nægter at spise, og begge er de blevet tynde og har tryksår.

I dag er den ene af dem allerede død, og vi, jeg og mine kollegaer kommer til at få os en lang diskussion omkring det at få beboere ind på så sent et tidspunkt, nemlig hvor det helt tydeligt er blevet et spørgsmål om personlig pleje af en døende og om, at den ældre får en værdig afslutning på livet.

Vi kommer til at snakke om, hvor ofte vi egentlig har oplevet at modtage ældre, som er døende, og hvor den tid, de har tilbage, er kort - tiden ligger mellem to dage og op til tre uger - men også om, at vi synes, det er urimeligt over for den ældre, og hvor frustrerede de pårørende må føle sig i denne situation.

For først bliver deres far eller mor indstillet til plejehjem, men på grund af ventelister når den ældre meget ofte at blive hospitalsindlagt først, enten fordi de falder i hjemmet, med lårbensbrud som følge, eller fordi de er demente, så de glemmer at spise og drikke. Eller fordi de på grund af deres alder ikke kan klare sig i eget hjem mere, og hjemmeplejen er så stærkt belastet, at de må give op, da de knokler i forvejen og ikke har tid eller mulighed for at tage sig af den ældre i hjemmet mere.

Imens faren eller moren nu ligger på venteafdeling, har de pårørende nået at få flyttet møbler og ting ind. Dernæst har de fået ordnet de officielle papirer som folkeregister, sygesikring og meget ofte læge, og meget ofte med et håb om, at deres far eller mor får det bedre, men 14 dage efter er det slut, moren er sovet stille og roligt ind.

Familien har været der og sagt farvel, og her slår det mig, hvad vi egentlig udsætter både beboere og de pårørende for, for nu skal de igen i gang med at flytte både papirer og beboerens ting.

Men det slår mig også, hvor vigtigt det er at de pårørende til den døende finder ud af, at det både for dem og den døende har stor betydning, at de er der, selv om det kan være svært at skulle sige farvel til et menneske, som man har kendt hele livet, men man skal tænke på, at den døende også siger farvel til dem, de holder af, og til livet.

Ja, siger de pårørende, men tror I far eller mor har nogen fornemmelse af, at vi er her? Ja, er svaret, de både hører og fornemmer, at vi er hos dem, selv om de ofte ikke er til at komme i kontakt med, men nogle falder til ro, når de føler, vi er hos dem, for så er de ikke alene, når de dør, og nogle af dem er bange for at slippe taget i livet.

Og til alt held oplever vi da også ofte, at de pårørende er hos deres far eller mor, når disse går bort. Men derfor syntes vi som personale ikke, at det er rigtigt at flytte rundt med ældre mennesker på den måde, når man fra hospitalets side egentlig godt ved, at den ældre er tæt på at takke af, og at ældre mennesker har bedst af at dø hjemme, men det har vores samfund desværre ikke resurser til, da det jo altid er ældreområdet og børneområdet, der spares på. NV