Arbejdskampe og provokatører

Ribuskampen varede 268 dage 10. februar- 4. november 95. 2 år efter kommer retssagen mod de gidselfængslede. Anklagerne skrumper ind, men en dom er nødvendig for at legitimere de ulovlige fængslinger under konflikten. December 97 falder byrettens afgørelse, december 98 landsrettens stadfæstelse.

Omkring et år efter højesterets klassedomme mod Peter Kleist Christiansen og John Andersen fra støttekommiteeen i Esbjerg og mere end 4 år efter Ribus kampens afslutning er efterspillet stadig ikke slut.

Ribuskampen var en af den danske arbejderklasses mest eksemplariske aktioner i kampen mod hele den privatiseringsbølge, som både åbent borgerlige og socialdemokratiske regeringer og lokalpolitikere søger at gennemføres. Esbjerg-buschaufførernes kamp fik aktiv støtte fra hundredtusinder af danske arbejdere - og vandt international genklang som inspiration for kæmpende arbejdere i andre lande. Mange fagligt aktive i EU-landene kender til denne kamp, hvor en hel bys og et helt lands arbejderklasse i næsten et år trodsede en samlet front af politikere, politi, borgerlige medier, og i kampens løb imødegik talrige undergravningsforsøg.

Der er stadig lære og inspiration at hente i Ribus-kampen for den kæmpende fagbevægelse - og derfor fortsætter også forsøgene på at undergrave den prestige og autoritet denne kamp har haft og har for hele den danske arbejderklasse.

For privatiserings- og udliciteringsbølgen vil fortsætte også ind i det ny århundrede - og der er intet kapitalen og dens politikere frygter som arbejderklassens slagkraftige modstand. Ribuskampen var og er en torn i øjet på borgerskabets privatiserings og nedskæringsplaner.

Et helt arsenal af metoder blev taget i anvendelse for at knægte buschaufførernes og deres solidariske støtters slagkraftige kamp. Udover skruebrækkervirksomhed, mediehetz, politikerpres og politivold er det også velkendt, at der fandt en omfattende udspionering og overvågning af de aktionerenede og støttekomoiteerne over hele landet sted. Det er også ubestrideligt blevet afsløret, at Esbjerg politi gjorde brug af politiagenter forklædt som støtter til at organisere aktiuoner, der kunne føre til arrestationer og fængslinger af nogle af de ledende kræfter i støttearbejdet.

For arbejderklassens modstandere ville det være en lykke, om man var i stand til at holde hånden over politiets og politi provokatørers indblanding i denne kamp, og i stedet tørre deres nederdrægtigheder af på solidariteten og den faglige kamp.

Det vil ikke komme som nogen overraskelse, hvis stadsadvokaten i disse dage meddeler at man ikke rigtig kan komme længere i opklaringen af brandstiftelsessagerne og hærværks mod politikere i Ribe Amt og lader andre følge op med beskyldninger mod den solidariske kamp. Især den brand- og hærværkssigtede Vagn Kristensen har længe været i gang med at udbrede sådanne beskyldninger, og politiet har ikke undladt at antyde det samme.

Utrolig ofte ser vi, at de kræfter, som ønsker at stikke en kæp i hjulet på den brede folkelige kamp eller som ønsker nye reaktionære tiltag pludselig får sendt gaver ned fra himlen. Vi har lige set det med amokløbet på Nørrebro, som den reaktionære presse fremstillede som en regulær ‘borgerkrig’. Det kom netop som den allersidste diskussion om mere politi stod på dagsorden og umiddelbart før afviklingen af landsaktionsdagen mod nazismen på Krystalnatten den 9. novemember, der dermed passende kunne mistænkeliggøres.

På Nørrebro så man et politi, der på trods af det var dobbelt advaret om det, der ville ske , hverken var i stand til at gribe ind over for hærværket og heller ikke kunne pågribe gerningsmænd under eller efter nattens hærgen. Hvorfor?

Et tilbageblik på Ribuskonflikten og efterspillet viser også et politi, som har svært ved at opklare "visse sager". Ribuskonflikten viser et politi dybt involveret i ulovlig indgriben og bevidst miskreditering af denne kamp.

De er ude af stand til at opklare bagmændene bag provokatoriske og "belastende" breve , de er ude ude af stand til at afsløre bagmændene bag hærværk brandstiftelsesattentater mod politikere - aktioner og initiativer, der i form og indhold er kommet som gaver fra himlen på det rigtige tidspunkt for arbejdskampens modstandere.

Tilbageblikket viser også et politi, som evner at anholde efter et urværk, når deres plan går ud på dette. Sådan som det skete på Rømø natten mellem den 3 og 4. august 95.

Få minutter efter et af politiet foranstaltet hærværk mod en skruebrækkers bil på Rømø blev ledende Ribus-aktivister hevet op af deres senge, terrorfængslede og taget som gidsler ved noget som skulle vare 53 dage i alt, mens konflikten stod i en afgørende og kritisk fase.

Det drejede sig om Bjørn Marcher, Peter Kleist Christiansen, John Andersen og kortvarigt også Willy Jørgensen

Her kom toppen af isbjerget for dagen. At det var politiet, som ved hjælp af en mand, rekrutteret som deres agent i støttemiljøet, og som fik lokket andre til at være med i chikanerier af en anden af arbejdskampenes foragtelige skikkelser, en skruebrækker-chauffør - for at benytte denne aktion som udgangspunkt for at fængsle nogle af de vigtigste ledere af støttearbejdet og lægge ansvaret for den af politiet udtænkte provokation over på dem som ‘bagmænd’ og hærværksgeneraler’.

Denne grove politiprovokation skulle være det endelige slag mod Ribus-chaufførernes kamp.

Politiets store problem var, at deres agent efterfølgende brød sammen og tilstod offentligt, hvordan han var blevet misbrugt af politiet. Det klarlagde politiets drejebog for smadringen af konflikten. En plan, der på kriminel vis tog ledende Ribus aktivister som gidsler på ubestemt tid.

Ingen er endnu blevet retsforfulgt for denne krimnielle adfærd fra politiets side.

Kulminationen i gaver fra himlen var brandattentaterne mod politikerne i Ribe Amt. De kom og smadrede den brede folkelige modstand mod sygehuslukningen i Ribe. De mørke brandskygger faldt passende ind over Ribus retssagen, hvor højesteret skulle stadfæste og retfærdiggøre politiets og højesterets terrorfængslinger under konflikten.

De borgerlige medier kunne nu passende opsummere en ny militant kamptaktik i Sydjylland med henvisning til Ribuskampen, hvor der var lavet hærværk i forhold til politikere, som tidligere i Tønder mod amtsborgmester Phillipsen.

Der er på ingen måde tale om nogen ny "metode" i arbejderbevægelsen. Der er derimod tale om en gammel klassisk afprøvet reaktionær metode fra borgerskabets og provokatørers side. En metode, der sættes ind, når den folkelige modstand udvikler sig. Politiet og reaktionære elementer og provokatører går i aktion, på velvalgt tid, og sted - ofte i direkte samarbejde med eller under politiets beskyttelse. De forsøger at kompromittere kampen i kampens navn. Sådanne provokatører kan ofte arbejde under dække - uden at de virkelige kæmpende kræfter har kendskab til dem eller deres aktiviteter, endsige på nogen måde bifalder dem.

Der er intet at sige til, at politiet ikke ser sig i stand til at opklare sådanne aktioner og brandstiftelser, fordi de er provokatørers værk og fordi de er nyttige for reaktionens formål..

Det er arbejderklassens modstanderes værk.

Mens Ribusaktivisterne sad fængslet, kunne de i pressen blive udskreget som "hærværksgeneraler" og som ansvarlige nærmest for den værste terrorbølge siden 2. verdenskrig. Anholdt som om der var borgerkrig i Vestjylland, mens der blev gjort brug af en lov, som kun benyttes i forbindelse med borgerkrig eller tilsvarende!

Selv mens nogle af de centrale skikkelser i støttearbejdet sad indespærret i sidste fase af Ribus-kampen, fortsatte gaveregnen af provokationer til fordel for reaktionen. Peter Kleist Christansens sagfører og Ekstrabladet får tilsendt et anonymt brev, der skulle kompromittere de strejkendes flotte kamp. Et brev fra selvudnævnte "solidariske støtter", som i konfliktens navn påtager sig skylden for nogle af de mange anklager og lægger andre til. Her hærværk mod politikere.

Men det har intet med chaufførerne eller Ribusaktivisternes kamp at gøre. Det er sådanne selvudnævnte støtter, der skal kompromittere kampen overfor den brede offentlighed. De selvudnævnte og for alle de aktive i Ribus-konflikten ukendte ‘solidariske støtter’ handler på egen hånd - eller med en hånd styret af skumle kræfter - for at tilsværte og miskredittere kampen.

Netop hærværk mod politikere skulle vise sig at være disse selvudnævnte ‘solidariske støtters’ yndlingsbeskæftigelse. Hvorfor?

Mens retssagen mod Bjørn Marcher, Peter Kleist Christiansen og John Andersen går videre både ved byretten og landsretten, fortsætter ‘gaveregnen’ med hærværk mod politi og politikere, kulminerende og afsluttende med brandstiftelsesattentaterne mod politikere i Ribe Amt. Brandterror mod politikere er som ren manna fra himlen. Bliver sådanne metoder bragt på banen, og kan sådanne aktiviteter hæftes på aktionerende arbejdere eller deres støtter i en arbejdskamp, eller på en folkelig bevægelse, er slaget så godt som tabt. De reaktionære politikere kan indkassere massevis af stemmer og politiet begynde at udfylde deres ønskesedler.

Derfor er individuel terror for længst blevet forvist fra den danske arbejderklasses kampe som en uanvendelig anarkistisk kampmetode.

Besættelsestidens sabotageaktioner vendte sig mod klart definerede mål: mod de tyske okkupanter og deres danske støtter. For at vildlede offentligheden og miskredittere sabotagen som kampform organiserede besættelsesmagten det, der fik betegnelsen "Schallburg-tage" efter en af dens organisatorer: vold mod folkekære og populære foreteelser som f.eks. Tivoli. Dengang var det imidlertid for sent - og der var ikke mange, der hoppede på dette trick.

Brandattentater var ikke en del af Ribus-kampen. Sådanne aktioner kunne ikke gavne, men kun skade den. Ingen virkelige støtter af denne kamp ville anvende sådanne anarkistiske metoder. Det er derimod klart, at politi og reaktion har interesse i, at sådanne ting forekom, og har forstået at udnytte det til det yderste - uden nogensinde at opklare disse sager eller finde frem til gernings- eller bagmænd.

Alt tyder på at stadsadvokaten på baggrund af ‘bevisets stilling’, som det hedder, nu er ved at opgive at gennemføre sagen mod den anklagede Vagn Kristensen. Sker det, vil den uopklarede sag igen kunne rettes imod de aktionerende Ribusarbejdere og deres virkelige støtter. Samtidig har politi og statsadvokat åbenbart fundet det passende at time offentliggørelsen af afgørelsen i brandterrorsagen (Vagn Kristensen-sagen), som intet har med Ribus-kampen at gøre, med at Rømøhærværket kommer op. De anklagede i denne for længst klarlagte og for politiet så penible sag slæbes nu for retten med 4 års forsinkelse på trods af alle blev taget på fersk gerning - med politiets agent i spidsen. Politiet håber måske på, at der er lagt låg på deres ulovlige agentarbejde, at dette er glemt. At man nu kan gøre endnu et forsøg på at miskredittere en eksemplarisk faglig kamp, der gennem næsten et år trodsede kapitalen og reaktionen og alle deres redskaber. Få bortvejret mistankerne om endnu mere omfattende provokationer end i Rømø-sagen. Det er med alle andre formål end at sikre, at ’retfærdigheden sker fyldest’, at denne sag nu tages op.

Vagn Kristensen er af Esbjerg politi sigtet for hærværk og brandstiftelse mod politikere i Ribe Amt. Han er for længe siden blevet løsladt fra fængslet, uden at der er blevet rejst anklage mod ham. Det forventes nu, at anklagerne imod ham bliver frafaldet.

Siden sin løsladelse har Vagn Kristensen med en række infame angreb på nogle af de centrale aktivister i Ribus-kampen - som det f.eks. er sket i avisen Vestkysten tidligere på året med indlægget "Røre i Ribus-andedammen" afsløret sig selv som en gemen person, der spiller med i borgerskabets angreb på Ribus kampen. Hans offentlige udtalelser om, at ‘Peter Kleist har fået hvad han fortjente’ er i realiteten et skulderklap til politiets terrrorfængslinger under konflikten. Det viser ham også som modstander af den landsdækkende solidaritetsbevægelse i 97 og 98 mod de efterfølgende klassedomme og forsøgene på at kriminalisere arbejdskampe. Denne person kender ikke det fjerneste til solidaritet, selvom han ynder at optræde som ‘solidarisk støtte’ og fremstiller sig som forfulgt offer for både det ene og det andet. Tilsvarende afslører hans offentlige udtalelser om at ‘gå ind ad bagdøren i Ribus og finde frem til hoveddøren og navneskiltet’ en person uden hæmninger. Som en magtperson med et sprogbrug ellers kun kendt i højreradikale kredse.

Vagn Kristensen har også med en hel stribe direkte og indirekte trusler på folks private bopæl med al tydelighed vist, at han hele tiden har været et fremmedlegeme i den solidariske konflikt. Ingen kendte til ham eller hans solidaritet - den postulerede støtte blev udøvet i dybeste anonymitet, fjernt fra det solidariske kampfællesskab.

Denne artikels forfatter er under arbejdet med den stødt på Vagn Kristensens særegne metoder: Et trusselsbrev om at holde fingrene langt væk.

Det ligger i øvrigt lige for at konstatere, at en række anonyme breve under Ribuskonflikten, der skulle kompromittere støttearbejdet, i tone og indhold har en utrolig og slående lighed med Vagn Kristensens senere navngivne brevskriverier. Der er al mulig grund til at advare den faglige kamp mod denne tvivlsomme personage - og mod en lille kreds, der går hans ærinde. At lukke øjnene for sådanne kendsgerninger og sætte den faglige solidaritet på spil er mere end dumhed.

* * *

Brug af politiagenter og anvendelsen af provokationer er en del af reaktionens arsenal i kampen mellem arbejdskøberne og samfundsmagten mod arbejdere i kamp og folkelige bevægelser, der slås for en retfærdig sag. Og det er vigtigt at alle kæmpende kræfter lærer at identificere og udskille provokatører og undergravende elementer, som fremstiller sig som ‘solidariske’ eller supermilitante. Hvad enten der er tale om deciderede politiagenter eller fascistiske og sorte elementer, der handler bevidst og efter en plan, eller forvirrede anarkister og eventyrere, der bringer sig slev på banen. Den sidstnævnte type kan - uden nødvendigvis selv at være bevidste om deres egen rolle i et større og mere kompliceret spil - objektivt optræde som reaktionens og magtens håndlangere. Kampmetoderne må bedømmes på deres resultater. Der må altid spørges:

Hvem har interesse i det?